Det kan være en god idé med en mobil sigte, der placeres
stationært. Det mener Tommy Bjerregaard, der er driftsleder for Nysum Grusgrav
nord for Hobro. Grusgraven er med i Colas-koncernen og producerer råstoffer til
eget brug i store mængder.
Sigten skal bare være den rigtige. Det sikrede Tommy
Bjerregaard sig ved at tage en tur rundt til både kolleger og konkurrenter for
at se og høre om erfaringer, før han kontaktede dem med store mobilsigter på
produktprogrammet.
Først da Tommy Bjerregaard og maskinteknisk chef Henrik Kusk
hos Colas reelt havde besluttet sig for, at det skulle være 34 grønne tons fra
irske McCloskey, tog de fat i produktchef Morten Gren Pedersen hos Scantruck
A/S i Skive, som er mærkets danske importør.
”Colas vil være selvforsynende med råstoffer, og derfor
laver vi 0-4 grus til koncernens asfaltværker. Det er det, vores nye
McCloskey-sorterer hovedsagelig skal foretage sig. Maskinen har et større
soldareal end maskiner af andre fabrikater, og det sikrer os et renere produkt
og samtidig i større mængder. De materialer, som asfaltfabrikkerne ikke bruger,
omsætter vi i eksternt salg”, forklarer Tommy Bjerregaard.
Høj produktivitet
Det er store mængder, der ryger igennem den nye McCloskey
S190. Det bliver til i omegnen af 350 tons sorterede materialer i timen i Nysum
Grusgrav.
”For at sikre høj produktivitet uden stop, læsser læssemaskinerne
ikke direkte i sortereren, men i en stor fødekasse med plads til 180 tons. Når
den er fyldt, kan den forsyne maskinen i cirka 35 minutter. Det giver
naturligvis optimale muligheder for løbende at køre til med nye forsyninger,
uden at sigten bliver arbejdsløs ind imellem”, siger Tommy Bjerregaard.
Den grønne 34 tons sorterer i Nysum er den største
todækker-maskine, der produceres på McCloskey-fabrikken. Modellen S190 er den
første, der er udstyret med en tysk Deutz-motor, og det passer Tommy
Bjerregaard helt perfekt. Motoren er i øvrigt udstyret med auto-start og -stop,
som standser alle bånd og sigten, når motoren går i tomgang.
Det er nu ikke noget, der sker ofte i Nysum. Den eksterne
fødekasse sørger for, at der konstant er rigeligt for maskinen at sortere, og
tillige har maskinen selv en fødekasse på hele 10,3 kubikmeter.