Artikel fra oktober 2016
Læs hele avisen

Bejco Børge Jørgensen er fyldt 70 år

25-11-2016
Del artikel på



Han har forenet amerikansk sælgertræning med en personlig stil

Børge Jørgensen er fyldt 70 år, og i den tid er det lykkedes ham at præge maskinbranchen blandt andet med sin egen dansk producerede Bejco Minidumper og en lang række specialmaskiner hentet i udlandet.

Med hans egne ord, så er han først og fremmest sælger, og det er han med sin egen personlige stil, selv om han har været gennem de dybt professionelle amerikanske sælgertrænings programmer.

- Jeg vil gerne ind under folks overflade. Det er jo i virkeligheden, hvad jeg kan. Jeg har et personligt forhold til alle mine kunder. Det kan også godt være lidt hårdt, når jeg prøver at hjælpe folk, der er kommet i knibe, siger Børge Jørgensen.

- Jeg kan rigtigt godt lide unge nystartede, men i øvrigt er der ikke forskel på, om jeg handler med et stort firma eller en lille én-mands virksomhed.

Børge Jørgensen kom ind i maskinbranchen i 1971. Inden etableringen af Bejco i 1993 var han blandt andet ansat hos Case Tennec.

Egentlig havde han via det interne pointsystem kvalificeret sig til forfremmelse, så han skulle flytte til Wichita i USA, men det havde han ikke lyst til, og senere blev han hentet til Bobcat, som han arbejdede for dels i Bruxelles og dels i Skandinavien, indtil han etablerede Bejco i 1993.

- Oprigtig talt, så havde jeg oplevet at få en nedtur af alt rejseriet, så jeg var klar over, at jeg skulle finde et job i Danmark. Det var altid lidt opslidende, for jeg skaffede mig altid min viden i bunden af organisationerne. Når jeg rejste rundt, så besøgte jeg altid værkstederne, og sådan arbejder jeg stadig, fortæller han.

 

Begrænset kapacitet

Lige da Børge Jørgensen etablerede Bejco fandt han ud af, at han ikke kunne købe minidumpere med nogen som helst rabat eller avance, og så var han klar til at gå i gang med produktionen selv.

- Jeg havde grundideen til Bejco Minidumper inde i hovedet. Jeg så min far for sig. Han var forslæbt af en trillebør.

- Tanken var at skabe en styrbar minidumper med pendulerende aksel. Det er gået meget godt siden, hvor dumperen har udviklet sig løbende. Jeg har været i tæt samspil med Arbejdstilsynet, men jeg savner en instans, hvor man kan få et endeligt svar forud for produktionen. Vi kunne have været meget hurtigere i mål med nye sikkerhedsanordninger, hvis vi havde kunnet få svar på, om vi gjorde det rigtigt efter Arbejdstilsynets opfattelse.

Bejco Minidumper har været en stor succes gennem årene. Børge Jørgensen samarbejder med en lille virksomhed om produktionen af dumperen, og her er kapaciteten begrænset. Vi har overhovedet ingen i øjeblikket, siger Børge Jørgensen, der måtte låne en minidumper til fødselsdagsfotoet.

- Vi er lige ved at sætte en serie på 60 maskiner i produktion, og det er toppen af vores kapacitet. Der blev udsolgt til Roskilde Dyrskue i juni, hvor jeg solgte 15-18 stykker.

Af den nye serie er 12 maskiner eldrevne. Den eldrevne version udviklede Børge Jørgensen i 2006.

- Markedet har ændret sig, så der bliver brugt flere mindumpere til indendørs brug. Der er kommet flere og flere gravemaskiner på el-drift, og så følger dumperne med, siger han.

 

Dygtige samarbejdspartnere

Børge Jørgensen hylder princippet om at finde gode samarbejdspartnere frem for at ansætte.

- Jeg har altid søgt personer, der er dygtigere end mig selv til at udvikle og producere. Det er lykkedes med Jakob Christiansen, som har stået for produktionen i mange år. Han er så omhyggelig og presser hele tiden kvaliteten op. Alle maskiner skal stå i flere dage, så han kan sikre, at de eksempelvis ikke drypper olie, og dele af samlearbejdet foregår med hvide handsker. Det er intet overladt til tilfældighederne.

- Jeg har også haft nogle til at hjælpe med udviklingen, og selv om der er sket en del ulykker med minidumpere i Danmark, så har vi aldrig haft en ulykke, som Arbejdstilsynet har henført til os, og vi har faktisk ingen reklamationer, fordi kvaliteten er så høj, siger Børge Jørgensen.

Foruden minidumpere har han også leveret en række specialløsninger eksempelvis bygget på Hinowa undervogne. Han leverede eksempelvis en del såkaldte ’ko-reddere’ til Falck. Det er køretøjer på bælter, som kan køre en syg ko ud af stalden.

Har har også skaffet mange specialmaskiner til kunderne og importerer og forhandler i dag blandt andet Eurocomac gravemaskiner, Fastverdini vibrations- og skæreudstyr og Socomec hydraulikhamre.

 

Vil gerne afløses

I slutningen af 1990’erne gik A/S Kramac Maskincompagni konkurs, og det blev en stor ændring for Børge Jørgensen. Hans virksomhed lejede lokaler hos Kramac Maskincompagni, og han købte sig til service hos firmaet. Kramac var producent af nedgravede olietanke, som der var stort salg af i en årrække, og desuden var firmaet forhandler af Valtra Valmet traktorer i Østjylland.

- Jeg forsøgt at købe firmaet, da det stadig var i drift, men det endte med, at jeg overtog stumperne, da det var kørt helt i sænk. Jeg havde forhandlingen af traktorer i ca. syv år. Ved overtagelsen af Kramac fulgte Helle Hansen, som siden har det faste omdrejningspunkt på kontoret.

- De seneste år har vi igen koncentreret os om salget af italienske maskiner og Bejco Minidumper, og nu søger jeg én, der vil overtage.

- Jeg skal finde en mand/firma, jeg tror på. Det skal være den rigtige samarbejdspartner, som er klar til at kaste en masse kræfter ind i butikken, siger Børge Jørgensen, og tilføjer, at indtil den rigtige viser sig, så tager han endnu en tur med trækvognen – et udtryk, som han ofte hilser af med.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk