Britiske Bomford vil på skovtur. Det er ikke længere nok at
studse kanter, rabatter og hegn med blandt andet selvkørende specialgrej. Nu
skal der også satses på oprydning i skovbunden.
Det manifesterede Bomfords danske salgschef for Nordeuropa,
Ole Buhl, på udstillingerne Langesømessen og Maskiner under Broen hastigt efter
hinanden. Begge steder var han på plads sammen med Bomfords østfynske
forhandler, KSM Trading i Ullerslev mellem Kerteminde og Nyborg. Plus en
voldsom knuser til effektiv oprydning i skovbunden.
Sammen med KSM-direktør Henrik Bergholdt præsenterede Ole
Buhl den 2,5 meter brede Bomford-knuser, som er til traktormontering og henter
kræfter fra traktorens PTO.
Ind i skovsegmentet
”Vi vil mere ind i skovsegmentet, og det sker efter samme
koncept som de små selvkørende klippere. Naturligvis bare i større format”,
forklarer Ole Buhl.
På det danske marked er Bomford specielt kendt for det omfattende
program af kant-, rabat- og hegnsklippere. Det spænder lige fra armklippere
beregnet for små kompakttraktorer til maskineri til montering på de største
landbrugstraktorer. I skoven har Bomford især markeret sig med grenknusere til
montering på traktorer og gravemaskiner. Og så er koncernen naturligvis
særdeles kendt for de fjernstyrede klippere. Her præsterer en af de seneste
modeller med udskydelige bælter at køre på skråninger med op til 55 procent
hældning.
Nu satser Ole Buhl så på, at der også skal langes egentlig knusere til skovarbejde og slåning af buske, krat og stød på salgslisten. Ole Buhl har som nordeuropæisk salgschef ansvar for salg af Bomford-produkterne i hele Skandinavien og Baltikum, samt på de tysktalende markeder Tyskland, Østrig og Schweiz.
Billedtekster:
1.
Bomfords danske salgschef for Nordeuropa, Ole Buhl (til venstre) akkompagnerede KSM-direktør Henrik Bergholdt på Langesømessen, hvor de præsenterede Bomfords bud på effektiv oprydning i skovbunden.
2.
Gode bisser til at gnaske sig igennem tykt og tyndt i
skovbunden, når der skal ryddes op efter beplantninger, viser Ole Buhl til den
Bomford-forhandler Henrik Bergholdt.