Artikel fra september 2017
Læs hele avisen

Der er altid nye tromler på vej

03-10-2017
Del artikel på





Pankas sender 200.000 tons asfalt ud om året fra de to danske fabrikker

Værkfører René Bengtsson er i træning med at indrullere nye asfalttromler i maskinparken. Det gør han løbende i takt med, at gamle tromler skiftes ud med nye. Hos asfaltvirksomheden Pankas sker det næsten pr. rutine. Hvert år kommer et par nye til, og et par stykker sendes på pension. Bortset fra de år, hvor det bliver til en tromle eller to flere. 2017 er et af de år. Pankas i Sorø har netop modtaget tre nye Bomag-tromler fra V. Løwener, som er dansk importør og forhandler.

”Udskiftningen er en løbende proces. Vi skifter tromlerne ud efter fornemmelse og behov som følge af slitage. Hos Pankas bliver tromlerne typisk mellem 10 og 20 år. Vibrationstromlerne holder kortere tid end de statiske tromler. Men vi har en mand, der formår at holde liv i maskinerne. Nemlig René Bengtsson, som ingen i virksomheden kender under hans rigtige navn. Her hedder han Mads”, fortæller regionschef Kenneth Dencker med et smil.

Inklusive traktorer, asfaltkasser, udlæggere, tromler og andet grej holder værkfører Mads i øjeblikket 43 maskinerne kørende. 25 af dem er tromler af forskellige typer, størrelser og alder.

Senest er de tre nye Bomag så rullet ind til hårdt arbejde ude på vejene og kærlig pasning hjemme på værkstedet i Lynge i det nordsjællandske. Det er her, Mads styrer reparation og vedligeholdelse af det tunge materiel.

 

To tromler i ën

Den mest avancerede af de nye er en Bomag BW 154 ACP-4 AM. En 7,5 tons kombitromle, som er udstyret med Bomags Asphalt Manager.

”Det er et unikt system, som gør, at man faktisk har to tromler i én. Asphalt Manager måler hele tiden asfaltens hårdhed og justerer automatisk slagkraften efter det. Det sikrer en meget ensartet komprimering, og samtidig undgås overkomprimering og knusning af materialerne”, forklarer produkt- og salgskonsulent Henning Stampe hos Løwener.

”Med Asphalt Manager kan tromleføreren hele tiden se komprimeringsgraden, amplituden og asfaltens temperatur. En test med en gennemsnitlig komprimeringsgrad på 99,8 procent har vist, at Asphalt Manager har en gavnlig virkning på komprimeringen”, siger Henning Stampe.

En del af Asphalt Manager er oszillation med delt valse. En manuel funktion giver tromleføreren mulighed for at bestemme slagkraften og også for at indstille til oszillation.

 

Store krav

”Vi arbejder blandt andet en del for Vejdirektoratet, som stiller store krav til komprimeringen. Efter endt arbejde, udtages derfor borekerner om aftenen. De analyseres på vores laboratorium, og næste morgen har vi svar på, hvordan komprimeringen er. Vi sammenholder borekernerne med Asphalt Manager, som vi anvender som kontrol under processen. Det viser sig, at der altid er sammenfald mellem laboratorieresultaterne og Asphalt Manager”, fortæller regionschef Kenneth Dencker.

Pankas har Asphalt Manager på tre store Bomag-tromler.

”Bomag-tromler med Asphalt Manager er forberedt for BCM, som står for Bomat Compact Master og er en overbygning til Asphalt Manager. Tromlen udstyres med en GPS og en skærm, så tromleføreren hele tiden kan se, hvor der er kørt. Hvis der er flere tromler på samme job, synkroniseres alle oplysningerne. BCM opsamler alle oplysninger for hver eneste kvadratmeter. Tid, sted, antal overkørsler, asfaltens temperatur og komprimeringsgrad. Når jobbet er færdigt, kan alle oplysningerne overføres til en pc og bruges til dokumentation”, forklarer produkt- og salgskonsulent Henning Stampe.

 

Ikke ”bare asfalt”

Foruden den nye Bomag BW 154 med Asphalt Manager, har Løwener for nylig også leveret både en Bomag BW 138 AC-5, som er en 4 tons kombitromle, og en 1,7 tons Bomag BW 100, som ligeledes er en kombimodel.

”Vi har 11 asfalthold fra to-mands til syv-mands, og foruden asfaltfabrikken ved Sorø, har vi også en fabrik ved Funder lige vest for Silkeborg. På årsbasis producerer vi omkring 200.000 tons asfalt til egne opgaver og for andre. 100.000 tons på Sjælland og 100.000 tons fra fabrikken ved Funder”, siger Kenneth Dencker.

De store mængder asfalt er ikke ”bare asfalt”. Der produceres en lang række forskellige asfalttyper, afhængig af anvendelse. Hvis man spørger regionschefen, hvor mange forskellige typer, der er recepter på, lyder svaret ”adskillige hundrede”.

Pankas er 100 procent danskejet, men er på banen – eller på vejen, om man vil – i hele Europa. Koncernen har selvstændige selskaber i Tyskland, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien og Ukraine, foruden naturligvis hjemmebanen Danmark. I Danmark omsættes for lidt over 300 millioner kroner om året. Når de udenlandske selskaber kommer med, runder omsætningen milliarden. 


Billedtekster:

1.

To centrale personer hos Pankas’ sjællandske afdeling. Regionschef Kenneth Dencker (til højre) og værkfører René Bengtsson, som kun få i virksomheden kender under dét navn. Til gengæld kender alle ham som Mads.

2.

Tre mand i faglig snak om asfalt og tromler. Fra venstre regionschef Kenneth Dencker, Pankas, produkt- og salgskonsulent Henning Stampe, Løwener, og værkfører René Bengtsson – Mads, Pankas.

3.

En rolig stund ved Pankas på Dyssevej nord for Sorø. Ellers summer asfaltfabrikken er heftig aktivitet og sender sammen med søster-anlægget ved Funder i Jylland omkring 200.000 tons asfalt ud til danske veje om året. Fra venstre er det regionschef Kenneth Dencker og værkfører René Bengtsson, som kun lyder navnet Mads, som har besøg af Løweners produkt- og salgskonsulent Henning Stampe.

4.

Ny Bomag BW 154 ACP-4 AM kombitromle med en kampvægt på 7,5 tons. AM i modelbetegnelsen står for Asphalt Manager – det avancerede Bomag-system, som sikrer meget ensartet komprimering.

5.

Pankas på vej med den nye 7,5 tons Bomag kombitromle med Asphalt Manager.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk