Der skal være ro og ingen udstødning på kirkegården

03-06-2017
Del artikel på





El-drevne køretøjer og maskiner har helt overtaget dominansen fra benzin-kollegerne

Larmende maskiner kan være nødvendige, når landets kirkegårde skal holdes pæne og trimmede. Men hvis der er andre muligheder, er de absolut at foretrække. Det har Olav Fredslund det godt med. Siden 2001 har han produceret små kirkegårdsmaskiner i firmaet Nicodan Teknik på sin ejendom uden for Grauballe nord for Silkeborg. I begyndelsen langt overvejende benzindrevne køretøjer. I dag er benzinen ved at fordufte næsten helt. Den rene el-drift har taget over.

”80 procent af produktionen var tidligere benzin-modeller. Nu er der kun benzinmotorer på 10 procent. Resten af elektriske”, fortæller Olav Fredslund.

I en årrække blev el-drevne køretøjer mødt med solid skepsis, når Olav Fredslund præsenterede dem. Den tid er ovre.

”Mange af de kunder, der købte benzindrevne transportere for 10-15 år siden, skifter nu til el-drift. Man har fundet ud af, at el-køretøjerne kører lige så godt som dem på benzin. Batterierne er langt bedre end tidligere. Nogle kirkegårde kan nøjes med at lade op en gang om ugen. Det afhænger naturligvis helt af omfanget af opgaver”, siger Olav Fredslund.

 

Hul i programmet

”En klar fordel ved at bruge el-drift på kirkegården er, at der kan arbejdes videre, selv om der foregår noget i kirken lige ved siden af. El-køretøjerne er med til at skabe ro og ingen udstødning på kirkegårdene”, forklarer den midtjyske maskinproducent.

Det var et hul i et eksisterende produktprogram, der i 2001 fik ham til at starte for sig selv med virksomheden Nicodan. Olav Fredslund var tidligere direktør for HTF – Herning Traktor- & Fejemaskinefabrik, som siden er blevet en del af GMR Maskiner i Horsens.

”HTF lavede også transportkøretøjer, men jeg mente, at der manglede et i sortimentet. Det havde jeg lyst til at lave selv, og jeg lavede en aftale med HTF, som godt ville sælge mine transportere. Så gik jeg i gang under navnet Nicodan, som i øvrigt ikke betyder noget som helst. Navnet er grebet ud af luften, for et eller andet skulle mit firma jo hedde”, siger Olav Fredslund med et smil.

Den første lysegrønne Nicodan-transporter blev model 450 med en lasteevne på 500 kg. Køretøjet har en størrelse, der gør det nemt for kirkegårdenes mandskab at komme rundt på de ofte smalle stier. Størrelsen har vist sig ideel også til mange boligforeninger.

 

Et hit på Lynetten

Men også andre har bud til firmaet ved Silkeborg med jævne mellemrum. Danmarks største rensningsanlæg, Lynetten i Københavns Havn, har en hel lille flåde af Nicodan-transportere. Lynetten sværger til den mindste Nicodan-model, Transporter 250 E, som kan have op til 250 kg med rundt i ladet foran på maskinen.

I alt består produktprogrammet af seks modeller i fire størrelser. Den lille 250’er fås kun til el-drift, lige som det er tilfældet med 450’eren. 750 Transporter giver frit valg mellem el-motor eller en Honda-benzinmotor. Seneste skud på Nicodan-stammen er den store 1200 Transporter med lasteevne på 1200 kg og hydraulisk trevejs tip. Den laver Olav Fredslund både som el-drevet køretøj og med dieselmotor.

”Jeg havde den store model med som prototype på Have & Landskab i 2015. Siden har en række af mine kunder hjulpet mig med at teste den, så vi har fået rettet småfejl og ændret nogle ting. Nu har vi den klar både i el- og diesel-version, og den kommer naturligvis med på Have & Landskab i år. I øvrigt sammen med det øvrige produktprogram”, fortæller Olav Fredslund.

1200 kg-modellen har vist sig populær ikke mindst hos Olav Fredslunds tyske kunder. I mange tilfælde monteres der vandingsanlæg på transporteren, og når tyskerne vander, skal de gerne have 1000 liter med i tanken. Bredden på 110 cm kan være et problem nogle steder i Danmark, men er det generelt ikke i Tyskland.

 

Løvsuger på vej

”Lige i øjeblikket er jeg i fuld gang med at lave løvsuger-udstyr til Nicodan 1200 E. Det bliver færdigt til præsentation på Have & Landskab”, lover Olav Fredslund.

Det bredere produktprogram får Nicodan-indehaveren til at overveje, om det er ved at være tid til selskab af ansatte på værkstedet. Indtil videre har han selv klaret samlingen af køretøjerne, ind imellem med en hjælpende hånd fra en freelancer. Delene til transporterne får han produceret af underleverandører, og den lysegrønne Nicodan-lakering klares også ”ude i byen”.

”Foruden til danske kirkegårde og boligselskaber, har jeg hovedsagelig solgt til tyske kirkegårde. Nu er Nicodan også kommet i gang i Norge og Sverige via forhandlere, som tilmed har fundet en ny anvendelse for transportkøretøjerne. Det er nemlig samme forhandlere, som også har forhandling af de hollandske Heatweed-ukrudtsbekæmpere. Det har vist sig, at Nicodan 750 er helt ideel til Heatweed-anlæggene. Ukrudtsbekæmpelsen foregår ved skoldning med næsten kogende vand. Heatweed-anlægget placeres på ladet af en Nicodan 750, som har tilstrækkelig batterikapacitet til at holde anlæggets oliefyr i gang hele dagen”, fortæller Olav Fredslund. 

Billedtekster:

1.

Forskellige typer river er med i udvalget af tilbehør til Nicodan-transporterne. Her sætter Olav Fredslund en rive på en 450 E Transporter. Nemt og enkelt på maskinens anhængertræk.

2.

Den nye 1200 Transporter kan udstyres med stor vandtank og Nicodans nye vandingssystem. Tyskerne sætter stor pris på at kunne have 1000 liter med i tanken, når der skal vandes.

3.

Olav Fredslund på en Nicodan 750 E Transporter. Den fås også i en benzin-version, men det er hovedsagelig elektriske køretøjer, der sendes ud fra fabrikken nord for Silkeborg.

4.

Siden 2001 har Olav Fredslund produceret Nicodan-transportere på sit værksted. Målgruppen for køretøjerne er kirkegårde og boligselskaber.

5.

Olav Fredslund får en hjælpende pote fra Nicodan-hunden Hunni til lige at tjekke, at alt er kommet ud af bilen efter deltagelse i et åbent hus-arrangement i København. 

Læs mere på
nicodan.dk

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk