Det kører på skinner for kloakmesteren

19-04-2018
Del artikel på






Opgaver for Banedanmark og kloakarbejde giver masser af travlhed for entreprenør Torben Hansen og hans firma Bjælkehøj Entreprenør

Hovedsporet hedder Banedanmark. Det store sidespor hedder kloakarbejde. De to spor får det i bogstavelig forstand til at køre på skinner for entreprenør Torben Hansen, som driver virksomheden Bjælkehøj Entreprenør i Sorø.

”Vi laver meget for Banedanmark med skinnekørende gravemaskiner og dumpere samt specielle grøftegravere. Det gælder blandt andet oprensning af grøfter langs banenettet, så vandet kan løbe uhindret væk fra banearealerne”, fortæller den sjællandske entreprenør.

Torben Hansen agter også at holde sig på sporet et godt stykke tid fremover. For ikke længe siden vandt Bjælkehøj Entreprenør licitationen over Banedanmarks mindre afvandingsopgaver på hele Sjælland for de næste to år.

Oprindelig var det primært kloakarbejde, der fyldte op i ordrebogen hos det nu 17 år gamle entreprenørfirma. Bjælkehøj Entreprenør har undertitlen ”Autoriseret kloakmester & Bygningsstruktør”, som mere end antyder, hvad Torben Hansen i sin tid satte i gang med som selvstændig. Kloakarbejdet fylder stadig solidt op i hverdagen med mellem 40 og 50 procent.

 

Gerne lidt af hvert

”Vi laver blandt andet en del kloarbejder for Sorø Spildevand og i øvrigt også alle former for kloakarbejde såvel for det offentlige som for firmaer og private. Det må gerne være lidt af hvert. Det giver en god ballast. Hvis der i en periode ikke er travlhed inden for ét område, så er der det på et andet”, forklarer Torben Hansen.

Sorø-firmaet har i en periode også gravet mange gamle olietanke op fra ejendomme og taget jordbundsprøver. Belægningsarbejder og anlægning af både små og store græsplæner er andre discipliner, som Torben Hansen og hans otte medarbejdere gerne rykker ud til. Tillige flishugning af stammer på op til 400 mm i diameter. Som regel er det andre entreprenører, der kalder på Bjælkehøjs grej til hugning af flis, som efterfølgende leveres til varmeværker.

 

Maskinudlejning

Hallerne på Kirkebjergvej ved Sorø er godt udstyret med maskiner og grej af alskens slags til entreprenør-, kloak- og anlægsarbejde. Og Torben Hansen kender godt filosofien om, at de dyreste maskiner er dem, der holder stille. Derfor er udlejning af maskiner og materiel også en del af virksomheden, som byder på blandt andet gravemaskiner, minilæsser og komprimeringsmateriel. Skulle nogen stå og mangle en pølsevogn for en kortere eller længere periode, klarer Bjælkehøj såmænd også det.

Transporten af maskiner og vognmandskørsel i øvrigt klarer Sorø-firmaet selv. Torben Hansen har sikret sig vognmandstilladelse og har en fireakslet lastbil med 24 tons meter kran med 15 meter rækkevidde og alle former for tilbehør.

 

Skiltet kunne trækkes fra

Det var i november 2001, Torben Hansen så at sige slog firmaskiltet op for Bjælkehøj Entreprenør. I første omgang stod der kun ”Bjælkehøj”, og der var tale om et genbrugsskilt. Kort tid før havde han nemlig bygget sig et dejligt bjælkehus på en høj ude i skoven ved Stenlille. Fru Hansen mente, at huset skulle døbes Bjælkehøj. Det blev det så og fik et flot skilt på.

Da Torben Hansen etablerede sit firma kort tid efter, traf han den praktiske beslutning at døbe firmaet Bjælkehøj.

”Så kunne jeg jo bruge skiltet fra huset i firmaet og trække det fra i skat”, forklarer entreprenøren med et grin.

Som rigtig iværksætter startede Torben Hansen sit firma hjemme i privaten. I 2013 flyttede Bjælkehøj Entreprenør ind i helt nybyggede lokaler på Kirkebjergvej på den nordlige side af Vestmotorvejen ved Sorø. Her har firmaet i dag et 400 kvadratmeter stort værksted, koldhal og en stor, lukket vaskeplads.

 

Billedtekster:

1.

Torben Hansen byggede nyt domicil til Bjælkehøj Entreprenør for fire år siden. Blandt andet med værksted og koldhal. Her entreprenøren med en af Takeuchi-gravemaskinerne.

2.

Bjælkehøj Entreprenør råder blandt andet over en lidt finurlig gravemaskine, som egner sig godt til oprensning af grøfter langs jernbanespor. Maskinen har udskydelig undervogn, den kan hæves, og larvebåndene kan tiltes, så der altid er solidt fodfæste også på skråninger.

3.

Bjælkehøj Entreprenør har også skinnekørende maskiner. Her holder Sorø firmaet sig ved siden af sporet i gang med oprensning.

4.

Torben Hansen har investeret i et nyt og større firmaskilt til det nye domicil, end det oprindelige Bjælkehøj-skilt, som faktisk gav navn til firmaet. Og naturligvis blev trukket fra i skat.

5.

Ganske vist hedder han Hansen. Men mange kender kloakmesteren og entreprenøren bedre som ”Torben Bjælkehøj”.

6.

Bjælkehøjs folk og materiel i fuld sving på en byggeplads. Den fireakslede Scania lastbil er med 24 tons meter kran.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk