Artikel fra april 2024
Læs hele avisen

E&H breder sig

26-04-2024
Del artikel på



Entreprenørmessen øger med 7000 kvadratmeter udstillingsareal

Der bliver rig anledning til at kippe med Dannebrog på messeområdet i Herning den 13., 14. og ikke mindst den 15. juni. Danmarks største fagmesse for entreprenør- og anlægsbranchen er klar til en ny tørn med tre hektiske dage i entreprenørmaskinernes tegn. Og tredjedagen, lørdag den 15. juni, er såmænd Valdemarsdag. Dagen da Dannebrog ifølge legenden faldt ned fra himlen og vendte krigslykken for kong Valdemar Sejr i et slag i Estland.

Det vil da også være fuldt forståeligt, hvis brancheforeningen Maskinleverandørerne og MCH Messecenter Herning lader verdens formentlig ældste flag vaje stolt over E&H. Messen bliver større i omfang end nogensinde tidligere, og brancheformand Klaus Meldgaard melder om ”en rigtig god mavefornemmelse”.

Med ekstra 7000 kvadratmeter udstillingsareal når E&H 2024 op på totalt 80.000 kvadratmeter ved det store messecenter. Og branchen er i god form og har det godt, siger Klaus Meldgaard.

 

God start på 2024

Han er selv blandt udstillerne på E&H som afdelingschef hos Meldgaard Handel, som excellerer i stort grej til knusning og sortering.

”Vi havde et kick-off møde i Herning, hvor jeg talte med mange af mine kolleger. Og stemningen i branchen er rigtig god og positiv. Maskinfirmaerne er kommet godt fra start i 2024 både med salg, demonstrationer og mange købssignaler. Derfor er det en optimistisk maskinbranche, der stiller op på standene i Herning”, siger brancheformanden.

Det bliver femte gang, entreprenørbranchen stævner mod Herning for at sparke dæk og larvebånd. Seneste E&H i 2021 scorede et næsten uhørt rekordbesøg på 9737 gæster, og Klaus Meldgaard er spændt på at se, om messen igen kan matche i omegnen af 10.000 besøgende.

 

Samarbejde gav flere besøgende

”I 2021 lagde messecentret samtidig hus til Transportmessen, og der er ikke tvivl om, at samarbejdet mellem de to messer genererede ekstra besøgende. Hvis man var registreret til en af messerne, havde man også automatisk adgang til den anden. Det har sikkert fået nogle ekstra til at tage turen til Herning, men de 9737 var helt reelt messegæster, der lod sig registrere på E&H. Tidligere har vi været vant til små 6000 besøgende, men jeg tror, at vi får flere end det i år. Allerede nu har flere end dobbelt så mange booket billet, end sidst”, siger Klaus Meldgaard.

Antallet af udstillende firmaer finder som regel først sit endelige leje få dage før messestart. E&H har tradition for, at en del kan komme halsende i sidste øjeblik og gerne vil være med. Det sikrer det øgede udstillingsareal god mulighed for. Det nye 700 kvadratmeter store areal ligger umiddelbart øst for det eksisterende E&H-område. I 2021 havde messen 112 udstillere på 120 stande. 

 

Nyheder – og ”gammelheder”

Foruden maskinfirmaernes godter i alle størrelser, kommer E&H 2024 blandt andet til at byde på kåring af de bedste maskinnyheder. Medlemmer af Maskinleverandørerne kan indstille nye produkter til Maskinleverandørernes Nyhedspris, og et ekspertudvalg kigger så kandidaterne efter i alle hjørner og kroge og udvælger årets nyhed.

De knapt så nye maskiner får også en chance. Et areal på udstillingen forbeholdes entreprenørmaskiner fra dengang, da mor var dreng. Danske Veteran Traktor Klub udstiller ældre entreprenørmaskiner, og nogle af dem er stadig særdeles velfungerende.

Et noget større areal kommer til at fungere som testkørselsbane, hvor besøgende kan teste de nyeste og større dumpere, dozere og læssemaskiner af forskellige mærker.

Endelig bliver der også aktivitet og motorlarm på det store demonstrationsområde for knusere, sorterere og neddelere.


Billedtekster:

1.

Klaus Meldgaard er formand for Maskinleverandørerne og tillige afdelingschef hos Meldgaard Handel, som også er på udstillerlisten til E&H.

2.

Maskinbranchen gør klar til tre særdeles aktive dage midt i juni. Femte udgave af E&H i Herning.

3.

De store knusere, sorterere og neddelere får igen deres egen afdeling af E&H, hvor der er garanti for motorlarm og aktivitet alle tre messedage.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk