E&H lægger an til mere action

30-10-2017


Demo-området udvides og giver mulighed for flere live-demonstrationer af maskinerne

Maskiner skal snurre, brøle og bevæge sig. Det mener mange af medlemmerne af brancheforeningen Maskinleverandørerne, og derfor lægges der an til mere action, når messeområdet ved MCH Messecenter Herning tager imod til entreprenørudstillingen Entreprenør & Håndværk 2018. Også kendt som E&H ’18.

”E&Hs styrke er uden tvivl, at de besøgende har mulighed for at teste maskinerne. Det giver en super dynamik, når man selv har prøvekørt og kan omsætte de faglige fakta til praktisk erfaring allerede på messen. Det var en stor succes i 2015, som vi nu glæder os til at tage del i igen i juni 2018”, siger Christian Pedersen, som er salgsdirektør hos HP Entreprenørmaskiner A/S med maskinmærkerne Hitachi, Bell og Sandvik på importlisten.

Fagmessen for entreprenør- og anlægsbranchen nyder allerede pæn opbakning fra hovedaktørerne – udstillerne. Messen holdes i samarbejde mellem brancheorganisationen Maskinleverandørerne og MCH Messecenter Herning. Foruden HP Entreprenørmaskiner, har også en række af branchens andre kendte navne meldt deres ankomst og deltagelse. Blandt de første til at skrive sig på udstillerlisten har været Aksel Benzin A/S, Wacker Neuson ApS, Volvo Entreprenørmaskiner A/S og Johs. Møllers Maskiner A/S.

 

Vejrgudernes vrede

Konceptet for E&H er netop, at der skal være tale om en arbejdende fagmesse med præsentation af de nyeste maskiner og teknologier inden for entreprenørbranchen. Derfor foregår alt udendørs. Det har givet problemer et par gange, hvor vejrguderne ikke har været skrevet på gæstelisten og derfor har hævnet sig grusomt. Det har fået arrangørerne til at rette koncentreret opmærksomhed mod messearealets beskaffenhed og mulighed for at klare styrtregn, hvis den skulle komme – igen.

Udstillerinteressen for at blive en del af det fælles demonstrationsområde er øget forud for 2018-udstillingen. Det har fået messen til at udvide demo-arealer, og dermed har messepublikummet udsigt til endnu mere action.

 

Mere live

”Vi live-demonstrerer flere maskiner på messen, så jeg håber, at der kommet til at lugte af diesel, og at man får lidt støv i øjnene. Det handler jo om at få sparket dæk og få en god snak om maskinerne. Demo-området giver ekstra krydderi. Det er jo et sted, hvor vi også mødes med andre fra branchen, og der bliver  løftet i fælles flok for at give de besøgende en god oplevelse”, siger Klaus Meldgaard, som er afdelingschef hos Meldgaard.

Det bliver tredje gang, den dynamiske duo Maskinleverandørerne og MCH Messecenter Herning kalder til E&H. Messen afvikles fra den 14. til den 16. juni 2018.


Billedtekster:


2.

En række af de store og kendte navne har skrevet sig på udstillerlisten til juni 2018.

3.

Maskinleverandørerne og MCH Messecenter Herning øger demo-arealet og sikrer dermed mulighed for endnu flere live-demonstrationer af maskiner.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 86 80 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk