Entreprenør købte ny gummiged i Horsens under ferie i Thailand

03-06-2017
Del artikel på

Jan Christensen i Tjæreborg har sin helt egen måde at handle entreprenørmaskiner på

Hvis man står og skal bruge en ny 18 tons gummiged, sætter man sig ned på terrassen i Thailand med en gin med citron – og køber i Horsens.

I hvert fald, hvis man hedder Jan Christensen og driver Jysk Kloak Entreprise i Tjæreborg. Den sydvestjyske entreprenør har mildt sagt sin egen måde at handle entreprenørmaskiner på.

Da Jan Christensens far rundede 70, inviterede han familien på ferie på den thailandske ferieø Phuket. Forinden havde Jan Christensen haft et par Hitachi-gummihjulslæssere på prøve fra HP Entreprenørmaskiner, som er dansk Hitachi-importør. Mens han nød ferien sammen med familien en halv snes tusinde kilometer fra Tjæreborg, accelererede behovet for at få skiftet den gamle Hanomag-gummiged fra 1987.

 

”Kom med geden”

”Samtidig med at min far inviterede på tur til Thailand, var vi midt i et halbyggeri på 4000 kvadratmeter for en kunde i Esbjerg. Den gamle Hanomag var simpelthen for træt, og vi har det sådan, at vi køber nyt, når vi har behov og råd. Så da børnene var lagt i seng på hotellet på Phuket, satte jeg mig på terrassen med den her gin med citron og ringede til Carsten Jacobsen hos HP Entreprenørmaskiner afdeling i Horsens og sagde, at nu kunne han godt komme med geden”, fortæller Jan Christensen.

På trods af den resolutte beslutning i omkring 30 thailandske grader, nåede familien Christensen dog hjem, før den fabriksnye Hitachi ZW220-6 nåede til Tjæreborg.

”Vi klarede os alligevel, for HP Entreprenørmaskiner var friske til at låne os en demo-maskine, mens vi ventede på den nye”, siger Jan Christensen.

Den nye gummihjulslæsser har en arbejdsvægt på 18,2 tons. Der er 200 Cummins-heste i motorrummet.

Jysk Kloak Entreprise laver hovedsagelig jord- og kloakarbejde, og firmaet har tillige en anlægsgartnerafdeling. Jan Christensen har 12 mand fast på lønningslisten, og hertil kommer indlejede folk, når der er behov for ekstra mandskab. 

Billedtekster 

1.

Familien Christensen med en splinterny Hitachi ZW220-6 gummihjulslæsser. Bestilt hos HP Entreprenørmaskiners afdeling i Horsens, mens familien var på fødselsdags-ferie i Thailand. Sofia på 3 år, farmand Jan, Alexander på 6 år, mor Line og Valdemar på 5 måneder, som gemmer sig i barnevognen.

2.

Jan Christensen og familien måtte selv slæbe bagagen på turen til Thailand. Til gengæld sørgede Alf Myhre Transport for transporten af den nye 18 tons Hitachi fra HP Entreprenørmaskiner i Horsens til Tjæreborg.

Læs mere på
www.hpe-as.dk

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk