Fynsk succes med tilt der bare var tegnet til skuffen

14-03-2018
Del artikel på









Nu sendes der gode portioner Compacttilt ud fra virksomheden 380⁰invent hver fredag

Egentlig var det bare tegnet som et skuffeprojekt. En entreprenør havde problemer med at finde et tiltprodukt med tilpas lav indbygningshøjde og lav vægt til sin fem tons minigraver. Så udviklede Daniel Gade Duus tiltet og lagde tegningerne i skuffen. Der var nemlig slet ikke tale om en ordre fra entreprenøren, men bare en forespørgsel.

I dag sendes der hver uge gode portioner af skuffeprojektet ud fra virksomheden 380⁰invent i Nørre Aaby på det vestlige Fyn. Daniel Gade Duus kunne nemlig ikke lade projektet ligge, da han først havde taget hul på det. Det blev hevet op af skuffen igen. Der gik optimering i det, som han selv beskriver det. Han opfandt en helt ny og unik motor, som nu er hjertet i Compacttilt, som han og fru Maria døbte den lille nye. Og Compacttilt udgør en væsentlig del af produktionen på fabrikken med i alt 10 medarbejdere.

Compacttilt er 380⁰invents eneste eget-produkt. Ellers fungerer maskinfabrikken som udvikler og problemløser for en lang række firmaer.

”Vi har evnet at løse opgaver innovativt, og i mange tilfælde er der tale om unikke Daniel-løsninger”, forklarer Maria Gade Duus.

Manden bag Daniel-løsningerne, Daniel Gade Duus, lægger selv det beskedne niveau:

”Vi skal lave enkle og stabile produkter og strømline og optimere nogle løsninger, som måske kan gøres lidt bedre”, siger han.

 

Hellere CNC end køkken

Det er 12 år siden, grunden blev lagt til det, der i dag udgør den fælles hverdag for ægteparret med Daniel Gade Duus som opfinder og udvikler og Maria Gade Duus til at holde styr på alt papirarbejdet i administrationen. Daniel Gade Duus var i lære som maskinarbejder, da han lavede sin egen virksomhed som hobbyprojekt efter arbejdstid. Siden læste han videre til konstruktør.

”Vi startede i kriseårene, og derfor vidste vi, at vi havde evnen til at drive det. Vi brænder begge to for virksomheden og produkterne. Vi har hver vores kerneområder. Daniel for udvikling og fremstilling, og jeg for projektstyring og administration. Jeg har aldrig drømt om et stort, fint køkken derhjemme i privaten. Jeg drømmer ligesom Daniel om flere CNC-maskiner og udvikling af virksomheden. Vores fælles prioritering er hele tiden at udvikle og styrke vores virksomhed, og det er en af grundende til, at vi i dag har opbygget en solid virksomhed”, siger Maria Gade Duus.

For seks år siden meldte en entreprenør sig så med forespørgslen på en tiltende tingest, der kunne monteres på en minigraver, og som dels havde lav indbygningshøjde og dels ikke vejede alverden. Daniel fandt et blankt stykke papir frem og begyndte at tegne.

 

Inden for fæstet

Resultatet blev Compacttilt, som størrelsesmæssigt holder sig inden for redskabsfæstet. I forhold til andre tiltende prudukter på markedet, har han renset Compacttilt for alt overflødigt. Blandt andet er der slet ingen stempler. Daniel Gade Duus har minimeret antallet af sliddele, og tiltet er fremstillet i højstyrkestål og hærdet stål. Dermed sikres både høj styrke og stabilitet.

Da Daniel Gade Buus havde fremstillet en prototype, fik entreprenøren den at køre test med på sin minigraver. Det gjorde han i et par år, hvor fabrikken i Nørre Aaby løbende modificerede tiltet. Dermed var Compacttilt for alvor klar til at møde verden.

”Nu sælger vi Compacttilt gennem de fleste af de store maskinfirmaer. Jens Ejsing hos Volvo var den første til at mene, at det så rigtigt ud, og så var vi i gang. Derefter kom også andre af de store maskinforhandlere til. Det handler næsten altid om tilt til nye gravemaskiner, og så kommer Compacttilt med som en del af pakken. Nu har vi fem forskellige størrelser op til gravemaskiner op til omkring 10 tons”, fortæller Daniel Gade Duus.

 

Tilter mere end andre

Den specielt udviklede motor til Compacttilt er patenteret, og 380⁰invent laver selv alle motorer på fabrikken i Nørre Aaby. De præfabrikeres og ligger klar til at levere, når en forhandler har solgt en ny gravemaskine, som også skal forsynes med tilt. Når fæstestørrelsen kendes, leverer 380⁰invent inden for et par uger.

”Vi har klart kunnet mærke, at der har været efterspørgsel på en kompakt og let tilt. Compacttilt tilter mere end andre tilsvarende tilt, nemlig 50 grader til hver side. Samtidig er det smallere end andre producenters tilt, fordi det er opbygget på en anden måde med oliesmurte og kraftigere lejer”, forklarer Daniel Gade Duus.

”Årsagen til, at vores tilt er blevet en succes, er at vi har afsæt i maskinarbejde, som er en præcis verden, hvor der arbejdes med små tolerancer. Vi begynder ikke at lave skovle eller andet lignende. Det er der andre, der er gode til. Der skal være en vis portion mekanik i tingene for, at de er interessante for os at lave. Da vi begyndte at lave tilt, købte vi et nyt bearbejdningscenter til værkstedet. Nu har vi netop fået en ny svejserobot ind ad døren. Det gælder om hele tiden at optimere for dels at kunne styre det voksende antal produkter og samtidig sikre kvalitetskontrollen”, fastslår den fynske opfinder.

 

Hele vejen rundt – godt og vel

Og så lige dét med firmanavnet 380⁰invent?

”Alle i branchen hedder noget med -tech. Så det skulle vi ikke. Vi ville gerne stikke lidt ud. Og vi véd godt, at med 360 grader er man hele vejen rundt. Vi går bare lidt længere”, forklarer Maria Gade Duus.


Billedtekster:

1.

Daniel Gade Duus har selv udviklet Compacttilt – og også den patenterede motor.

2.

Daniel Gade Buus (til højre) og en af medarbejderne på værkstedet, Kenny Jakobsen Demant, med en palle med skinnende motordele til Compacttilt.

3.

Daniel Gade Duus lagde grunden til virksomheden 380⁰invent allerede, mens han var i lære som maskinarbejder.

4.

Maria Gade Duus styrer administrationen og erklærer, at hun er mere interesseret i CNC-maskiner til værkstedet, end i et stort, fint køkken hjem til privaten.

5.

Daniel Gade Duus med en portion Compacttilt klar til at sende ud til en forhandler. Der ryger en pæn portion ud fra fabrikken i Nørre Aaby hver uge.

6.

Maria og Daniel Gade Duus satser på hele tiden at optimere værkstedet. Bortset fra fruen i huset, der tager sig af det administrative, og en konstruktør, er alle mand hos 380⁰invent maskinarbejdere.

7.

Compacttilt lever op til sit navn. Det er smallere og lettere end andre små tilt på markedet og har lav indbygningshøjde.

8.

Compacttilt i sving på en byggeplads. Tiltet fra Fyn sælges af de store maskinforhandlere.

9.

På job i vinterskoven. Compacttilt kan tilte op til 50 grader hver vej.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk