Græsklipning er en ulden sag
Det er en ulden sag, det med at klippe små og store plæner i
parker, på stadions, ved firmadomiciler, i fru Jensens forhave og alle andre
steder, hvor græsset gror – og skal trimmes. I mere end én forstand.
Dels var fårene formentlig nogle af de første til at fungere
som græsklippere – måske med lidt konkurrence fra køer. Og dels var det fårene,
der med deres uld, leverede den direkte inspiration til, at græsklipning måske
kunne gøre mere mekanisk.
Det var britiske Edwin Beard Budding, der hittede på den
mekaniske tingest, som blev forfader til avancerede zeroturn-maskiner, rotor-
og cylinderklippere, fairway- og greenklippere og mange andre af samme slægt.
Året var 1827, og Edwin Beard Budding hentede inspirationen til sin
plæneklipper på en tekstilfabrik, hvor man trimmede de vævede uldstoffer med en
klippemaskine med roterende klinger. Derved blev overskydende fibre fjernet, så
fabrikken opnåede en tæt og ensartet overflade på produkterne.
Det måtte da kunne overføres til Buddings plæne! Som tænkt,
så gjort. Budding udviklede en cylinderklipper af støbejern med tre knivblade,
som roterede om en horisontal akse, når maskineriet blev skubbet fremad. En
saks mellem de roterende knive og en fastmonteret kniv klarede selve
klipningen. Det afklippede blev smidt op i en bakke foran på maskinen.
Tre år efter, at Budding havde klippet græs for første gang, fik han patent på sin opfindelse.
Billedtekst:
Edwin Beard Budding slår græs. Han opfandt plæneklipperen i
1827.