Klar til fest i maskinhandelen

21-04-2017



Internationalt lys forude for maskinsalget – og i Danmark går det bedre og bedre

Bunden er nået for salget af entreprenørmaskiner på globalt plan. Det vurderer det britiske analysefirma Off Highway Research, og dermed synes der at være lys forude for maskinbranchen. Måske tilmed en anledning til fest i maskinhandelen.

I 2017 bliver der en stigning i salget af nye entreprenørmaskiner på syv procent, vurderer de britiske analytikere. Hvis det kommer til at holde, vil det være en regulær turnaround i forhold til 2016, hvor det globale salg faldt med fem procent i forhold til 2015.

I Danmark er det ikke nødvendigt at vende rundt fra en negativ spiral. De seneste fem år er det gået behersket, men absolut støt fremad med salget af nye maskiner. Det kunne formanden for Entreprenørsektionen i brancheforeningen Maskinleverandørerne, direktør Palle Kjærgaard, S. D. Kjærsgaard, berette om på generalforsamlingen.

Da sektionens 29 medlemmer gjorde status for 2016, blev totalen 2645 solgte maskiner. En solid fremgang i forhold til 2015, da der blev solgt næsten 500 færre maskiner. 2014 var det hidtidige bedste af de seneste fem år for maskinhandlerne med 2442 solgte maskiner. Men altså overgået med 203 i 2016.

Tromlerne tromler frem

Bortset fra enkelte maskinkategorier, fordeler stigningen sig nogenlunde jævnt, med mindre man regner procenter ud. Så bliver salget af tromler en klar vinder med en forøgelse på små 500 procent. I rene tal handler det om, at der i 2016 blev solgt 126 tromler mod 27 året får. Ikke desto mindre er netop tromlerne bemærkelsesværdige. Ingen af de tidligere år er der solgt tilnærmelsesvis så mange nye tromler.

Gravemaskiner på bånd op til fem tons, også kendt som minigravere, er den største sællert med 728 styk. Det er dog ikke rekord for de fem år. I 2012 blev der langet 748 minigravere over disken rundt om hos maskinhandlerne.

Der pilles ved E&H

Foruden at glæde sig over de pæne salgstal og den opadgående kurve, benyttede formand Palle Kjærsgaard generalforsamlingen til at kigge godt et års tid ind i fremtiden. Nemlig til den 14. til 16. juni 2018, hvor Maskinleverandørerne byder til udstillingen E&H i Herning.

Udstillingsarealet ændres, så der ikke længere skal krydses veje ved MCH Messecenter Herning for at komme rundt på messen. Ikke fordi man venter færre udstillere end tidligere, men for at optimere pladsen og skabe en mere intens messe.

Samtidig bejler Maskinleverandørerne til andre brancheorganisationer med forlag om at henlægge møder og andre arrangementer til messecentret samtidig med E&H. Palle Kjærsgaard nævnte Danske Maskinstationer & Entreprenører, Dansk Byggeris Materielsektion og Danske Kloakmestre som eksempler på mulige organisationer, der kan skabe ekstra aktivitet i relation til maskinudstillingen.

Et enkelt medlem af bestyrelsen var rutinemæssigt på valg på generalforsamlingen. Det var afdelingsleder Klaus Meldgaard, Meldgaard Handel, som blev genvalgt for en ny toårig periode. 

Billedtekster:

1.

Maskinleverandørernes to sektioner, Park-Vej-Anlæg og Entreprenørsektionen, samledes til respektive generalforsamlinger på Radison Blu H. C. Andersen Hotel i Odense.

2.

Entreprenørsektionens bestyrelse med genvalgte Klaus Meldgaard til venstre, formand Palle Kjærsgaard i midten og Benny Svenningsen til højre.

Park-Vej-Anlægs bestyrelse med genvalgte Jan Andersen til venstre, formand Niels Kirkegaard i midten og genvalgte John Overgård Jensen til højre.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 86 80 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk