Kärcher med salt på ryggen

21-06-2017


Saltspreder til topmodellen af redskabsbærere i kompaktklassen er dansk

Det er ”Made in Denmark”, når den tyske gigant Kärchers topmodel i redskabsbærere, MIC 34 C, ruller ud med salt på ryggen. Kärcher hylder filosofien om at gøre det, man er bedst til, og så få andre til at gøre det samme. Derfor er det danske Epoke, der producerer den ladmonterede spreder Kärcher P170.

”Kärcher laver redskabsbærere og koncentrerer sig om at gøre det optimalt. Så finder fabrikken de bedste producenter af tilbehør og redskaber til at lave grej, der passer som fod i hose til maskinerne. Det er blevet til en helt eminent saltspreder til Kärcher MIC 34 C, fortæller salgschef for outdoor-divisionen Flemming Christensen hos Kärcher i Rødovre.

Der er da også gået dansk finurlighed i det, da Epoke kastede sig over udviklingen af tallerkensprederen specielt til den knækstyrede redskabsbærer. Med sprederen på ryggen bliver maskinen til en kompakt løsning med små, vigtige detaljer.

 

Knækker problemfrit

”Beholderen har pyramideformet top, og det giver ekstra kapacitet. Samtidig er den rykket så langt frem på maskinen som overhovedet muligt ved, at beholderen har afvalmede hjørner foran. Dermed kan knækstyringen fortsat udnyttet fuldt ud, uden at det går ud over manøvremulighederne”, forklarer Flemming Christensen.

I standardversionen rummer beholderen 170 liter, men den kan forhøjes til et totalindhold på 230 liter.

Kärcher P170-sprederen kan udstyres med automatisk start/stop-styring, så spredningen automatisk går i gang, når redskabsbæreren kører fremad. Justering af spredebredde og spredemængde klares fra førersædet i den opvarmede kabine. Spredebredden er fra én til seks meter.

Billedtekster:

1.

Danske Epoke har fremstillet saltsprederen Kärcher P170 specielt til topmodellen blandt Kärchers kompakte redskabsbærere, MIC 34 C. Her er maskinen i den flotte Black Edition-udgave og tilmed med dansk fejemaskine fra Nesbo.

2.

Tallerkensprederen sender saltet ud i en spredebredde fra én til seks meter.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 86 80 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk