Kubota-fabrikken i Skanderborg

21-02-2017
Del artikel på






Eldrevne gravemaskiner og minigravere med joystick er en dansk specialitet.

Produktionen af Kubota-gravemaskiner foregår i Japan. Og i Skanderborg.

Den danske importør og forhandler af de japanske gravere, V. Løwener, har gjort det til en dansk specialitet at lave egne versioner til el-drift. Det er ikke mindst nedbrydere og andre entreprenører med behov for at arbejde inden døre godt tilfredse med.

”Tre af Kubota-modellerne får vi hjem som traditionelle gravemaskiner. Derefter gennemgår de store ændringer på vore værksteder enten i Glostrup eller i Stilling ved Skanderborg. Når det for eksempel gælder en U17-4 Hybrid, rykker vi hele bagenden af og forlænger maskinen, så der bliver plads til elmotoren”, fortæller salgsdirektør Flemming Mørk hos V. Løwener.

Kubota syslede en overgang med selv at udvikle en el-udgave af en gravemaskine og sendte tilmed en maskine til den danske importør som prototype. Produktet var såmænd udmærket, fortæller Flemming Mørk. Men Kubota valgte ikke at sætte den i produktion.

”Det var os hos Løwener, der inspirerede til en eldrevet maskine i Japan. Vi havde allerede gang i at omdanne U17-minigraveren til en hybridmaskine med både el- og dieselmotor. I øjeblikket producerer vi et sted mellem 25 og 30 eksemplarer af U17 om året. 1000 kg-maskinen U10 og den 800 kg tunge KX008 laver vi et tilsvarende antal af i el-version”, fortæller salgsdirektøren.

 

Halvdelen eksporteres

Produktionen af eldrevne minigravere er blevet så stor en succes for V. Løwener, at over halvdelen af maskinerne eksporteres til Tyskland og Frankrig. Det tager cirka 14 dage at ændre en Kubota U10 til også at køre på el, og en af Løweners folk på værkstedet er fast beskæftiget med opgaven. En anden medarbejder har specialiseret sig i U17-maskinerne.

2015 var et stort el-år hos Løwener, som sendte 120 eldrevne minigravere ud af porten. I fjor lå antallet omkring 100.

Elmotorerne har i øvrigt samme power som de dieselmotorer, de erstatter eller supplerer. Løwener har simpelthen sigtet efter elmotorer, som fuldt ud matcher diesel-kollegerne.

Samtidig med at dieselmotorer ryger ud af maskinerne og erstattes af elmotorer, har firmaet naturligvis også de oprindelige maskiner til dieseldrift på salgslisten.

”U17 findes tilmed i en hybrid version, hvor vi bevarer dieselmotoren og samtidig monterer eldrift. Det betyder, at vi har en maskine, som er ideel til både udendørs og indendørs opgaver”, siger salgsdirektør Flemming Mørk.

 

Løweners joysticks

Det er ikke kun i motorrummet, den danske importør opfører sig oprørsk og går egne veje. Mens resten af verdens Kubota-maskinførere må strække armene ud efter joystickene på frontpanelet, kan danske chauffører læne sig tilbage i sædet og manøvrere med joysticks monteret i armlænene. Nøjagtig som på større og store gravemaskiner.

”I mange år forsøgte vi at få Kubota til at lave U10 med joystick-styring i armlænene. Det giver alt andet lige en bedre førerkomfort, og da vi mener, at Kubota har verdens bedste 800 og 1000 kg maskiner, var det oplagt at optimere også på joystickene. Da Kubota ikke ville være med, udviklede vi selv en joystick-løsning til placering i armlænene, og vi fik et eminent produkt”, siger Flemming Mørk.

 

Øget markedsandel

Flytningen af de to ”horn” ned i betjeningsvenlig højde smittede da også af på salgsstatistikkerne.

”Over halvdelen af alle 1000 kg maskiner, der sælges i Danmark, er Kubota’er. Fra en markedsandel omkring 30 procent, før vi flyttede joystickene, er vi nu på 58 procent. Altså meget tæt ved en fordobling og i øvrigt den højeste markedsandel i Europa. Det har faktisk givet os lidt af et luksusproblem med at få tilstrækkelig med maskiner”, fortæller Flemming Mørk.

Succesen i Danmark er blevet bemærket i Japan. Her har Kubota fået øjnene op for, at det måske alligevel er en meget god idé med en anden placering af joystickene og har nu etableret en produktion i Italien med minidumper- og lift-producenten Hinowa som makker. Her forsynes minigraverne til det øvrige Europa med joysticks a la Danmark.

”Vi har haft nogle af de nye modeller hjemme, men det viste sig hurtigt, at kunderne ønsker de minigravere, som vi selv forsyner med joysticks. Så vi fortsætter vores egen produktion til det danske marked”, siger Løwener-salgsdirektøren.

 

Ergonomi og arbejdsmiljø

”Der er en klar tendens til, at man går mere og mere op i førerkomforten. Traditionelt starter det i Skandinavien, hvor vi nok er mere ergonomisk og arbejdsmiljøbevidste end længere mod syd. Når gode ting har vundet indpas i Danmark, Norge og Sverige, breder ideerne sig ofte ned gennem Europa”, fortæller Flemming Mørk.

Teknologisk Institut har været omkring alle maskiner, som V. Løwener har ændret på. Det har sikret nye CE-godkendelser.

Det var Løweners nu tidligere servicechef Kaare Christensen, der i sin tid tog opfinderhatten på og legede Georg Gearløs på udviklingen af el- og hybridmaskinerne. Nuværende servicechef Per Hansen er manden bag Løweners egne joystick. Selve produktionen af kasserne til joysticks klares af en smed i Skanderborg, og også fremstillingen af de nye bagender til hybrid-maskinerne er dansk arbejde.

”På el- og hybridmaskinerne får vi hjælp til den elektriske del. Der er tale om 380 Volt, så der skal en autoriseret installatør ind over. Derfor har vi en aftale med en lokale installatør”, fortæller Løwener-salgsdirektør Flemming Mørk.

Læs mere på
loewener.dk

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk