De små læssemaskiner vokser sig store hos Scantruck A/S.
Amerikanske Mustang og tyske Weycor har hidtil været ensbetydende med små og
mindre læssemaskiner. På Agromek er Scantruck klar til at præsentere et par
store af de små. Naturligvis sammen med firmaets største mærke, når det gælder
læssemaskiner – japanske Komatsu.
Der bliver faktisk tale om en danmarkspremiere for den nye
Weycor AR250e. Den bliver ny topmodel i rækken af læssemaskiner fra Weycor by
Atlas Weyhausen. AR250e er en solid kleppert på 13.800 kg og placerer sig
dermed helt suverænt i toppen af Weycor-hierarkiet. På Scantrucks maskinliste
er der 4,5 tons ned til den næste, AR105e, som hidtil har været storebror.
Weycor AR250e har skovlkapacitet fra 2,4 til 3 kubikmeter.
Inden døre er der kræset for maskinføreren med god plads i kabinen og optimalt
udsyn hele vejen rundt. Og så udmærker den nye maskine sig ved et lavt
støjniveau. Weycor-konstruktørerne har haft specielt fokus på at sikre godt
indeklima med et avanceret ventilationssystem. Udluftningsfilteret er placeret
på maskinens øverste støvfrie sted, og tillige medvirker overtryk i kabinen til
at sikre ren luft.
Ny førerhingst fra Mustang
Der er også kommet en ny førerhingst i Mustang-folden. Det
er en maskine, som har en særlig Scantruck-historie.
Den officielle verdenspremiere for Mustang AL708 foregik på
verdens største entreprenørmesse, Bauma i München, tidligere i år. Men forinden
havde læsseren faktisk haft snigpremiere i Skive, da Scantruck bød til den
traditionsrige ScanMek-udstilling i egne lokaler.
”Det har givet os et specielt forhold til AL708’eren, at vi
var først af alle til at vise maskinen frem. Dengang i den eneste prototype,
der fandtes. Nu er serieproduktionen gået i gang, og på Agromek kan vi
præsentere den nye Mustang-topmodel, som vi tilmed er i stand til også at
sælge”, fortæller produktchef Claus Bjerregaard hos Scantruck.
Den knækstyrede Mustang AL708 er en 4,5 tons maskine med en
75 hk motor fra Deutz. På Agromek får den familiært selskab af 2,8 tonseren
AL306 i modellen med kabine.
Populær ged i
hovedrolle
Hos Komatsu, som er Scantrucks helt store mærke til
entreprenørbranchen, går Agromek-hovedrollen til gummihjulslæsseren WA320-7.
Med sine 16 tons er gummigeden særdeles populær og ideel til
meget almindeligt entreprenørarbejde. Netop WA320-7 har formået at vise sig som
en hydrostat-maskine, som med voldsomt mindre brændstofforbrug alligevel kan
være fint med styrkemæssigt. Og hvor der også kan budgetteres med længere
levetid.
Foruden gummigeden, bliver Komatsu naturligvis også
repræsenteret med gravende maskineri på Agromek. Scantruck møder med flere
mindre gravemaskiner. Blandt dem den suverænt mest populære minigraver,
PC16R-3, og også den største i minigraverserien, 5,4 tons maskinen PC55MR-3.
Scantruck har naturligvis også maskiner med fra verdens
førende producent af teleskoplæssere, franske Manitou. En helt ny NewAg-serie
på hele ni maskiner er netop blevet præsenteret på den italienske ø Sardinien.
En af de nye, Manitou MLT 737-130, kommer med på Agromek, efter umiddelbart
forinden at have haft egentlig verdenspremiere på en udstilling i Tyskland.