Roberine ud af Deere og ind hos Havdrup

21-11-2017
Del artikel på

De hollandske maskiner er igen på egne ben

Havdrup Maskinforretning er blevet dansk importør af de hollandske Roberine-græsklippere. Hollænderne har valgt selvstændigheden igen, efter i en årrække at have været en del af John Deere.

Roberine har et relativt smalt program af selvkørende professionelle græsklippere til boldbaner, parker og grønne områder.

”Efter at Roberine har valgt at gå alene igen, har hollænderne været gennem en udvælgelsesproces på deres markeder. Vi er glade for, at de har valgt os som importør i Danmark. Vi har solgt Roberine på Sjælland som en del af John Deeres palette, så vi kender produktet rigtig godt i forvejen”, siger salgschef Jens Michael Pedersen hos Havdrup Maskinforretning.

”Fabrikken i Holland fortsætter med at producere for John Deere, og det vidner jo om kvaliteten. Roberine er nu selvstændig, men fortsætter med at arbejde på John Deeres kvalitetsniveau. Det er naturligvis i fuld overensstemmelse med John Deere, at vi får importen af Roberine med de forpligtelser, det giver i forhold til uddannelse og lagerføring”, forklarer Jens Michael Pedersen.

 

Som slagleklipper

Samtidig med at virksomheden igen er kommet på egne ben, har Roberine lanceret modellen R3 som en tre-leds slagleklipper som alternativ til den hidtidige cylinderklipper.

”R3 er en slagleklipper i den finere ende. Der er ikke tale om en grønthøster, men en klipper, der laver et rigtig fint resultat på boldbaner og i parker. Den er en hurtig og robust maskine, som ikke kræver ret meget vedligeholdelse”, siger Havdrup-salgschefen.

”Roberine bygger på erfaringer indhøstet siden 1951, Det giver en særdeles kompakt maskine, uden at der er gået på kompromis med førervenlighed og adgang til service. Fabrikken har sat føreren i centrum ved udviklingen af maskinen. Eksempelvis er der justérbar styreenhed, luftsæde og et indstilleligt armlæn med diverse betjeningshåndtag”, forklarer Jens Michael Pedersen.

 

Smal transport

Maskinen med slagleklipper er designet, så de to frontmonterede klippeled kan vippes op. Den samlede transportbredde holder sig dermed på selve maskinens bredde, nemlig 135 cm, selv om klippebredden er op til 215 cm.

”Roberine R3 og F3 er meget manøvredygtige med venderadius på blot 180 cm. Derfor er der minimalt behov for manuelt forarbejde for eksempel omkring forhindringer. Maskinen er forsynet med en 41 hk dieselmotor. Transmissionen er hydrostatisk med træk på alle fire hjul og med en transporthastighed på op til 25 km/t og en klippehastighed på 13 km/t”, forklarer salgschef Jens Michael Pedersen.

Den nye hollænder i Havdrup fås både med og uden kabine, og der er mulighed for at tilkøbe aircondition

Billedtekst:

Salgschef Jens Michael Pedersen (til venstre) glæder sig over, at Havdrup Maskinforretning har fået tjansen som dansk Roberine-importør. Her sammen med Claus Christensen, som er Havdrups Roberine-demonstratør
Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk