Artikel fra august 2017
Læs hele avisen

Saltsprederen på sommerjob med ukrudtsbekæmpelse

29-08-2017




Hans Møller Vej- og Parkmaskiner klar med Falköping-spreder med 10.000 liter varmt vand til at blanchere ukrudt i stor til

Ukrudt skal blancheres. Ikke til anvendelse som middagsret, men simpelthen for at få kål på alt det grønne, der ikke skal være der. Nu ruller maskinfirmaet Hans Møller Vej- og Parkmaskiner i Støvring syd for Aalborg ud med en ukrudts-blancherer i absolut storformat. Der er mulighed for at have 10.000 liter vand med, når Falköping-ukrudtsbekæmperen sendes på ukrudtsjagt med 98 grader varmt vand.

Og så er den tilmed bare på sommerjob. Om vinteren sørger ukrudtssprederen for at holde veje fri for is og sne. Så konverterer den nemlig til saltspreder.

”Falköping C-7 High Energy Salting kan levere op til 48 liter varmt vand I minuttet. Sprederen har en 2100 liter tank, men da den ikke skal have salt med rundt til ukrudtsbekæmpelse, sætter vi to indsatstanke på hver 4000 liter ned i sprederens beholder. Oliefyret varmer vandet op til 98 grader. Det sendes ud gennem fire dyser med hydraulisk hæv og sænk, så varmen kommer så tæt på vejen som overhovedet muligt. Og så er ukrudtet chanceløst”, fastslår direktør og maskinhandler Hans Møller.

Foruden til lastbilmontering, leveres systemet også som trailer til anvendelse med en mindre traktor.

 

Testet i Danmark

”Falköping-sprederen er den første saltspreder, som også anvendes til ukrudtsbekæmpelse med varmt vand. Entreprenørfirmaet Kaj Bech i Holstebro har afprøvet systemet, så vi kan dokumentere effekten også med danske forsøg. Det viser sig, at det vil være tilstrækkeligt at ukrudtsbekæmpe fem til seks gange i løbet af en sæson. Egentlig regner vi med at komme ned på tre til fire gange”, fortæller Hans Møller.

Storformat-ukrudtsdræberen sigter specielt mod cykelstier og større arealer. Foruden at gøre effektivt kål på ukrudtet, har den vist sig at være særdeles nøjsom.

”Ved salt mixet med vand bruger den under 25 liter diesel i løbet af en lang arbejdsdag på 12 timer”, siger Hans Møller.

 

Yoghurt-vælling

Når Falköping-sprederen ruller ud i vintermånederne, startes oliefyret også op. Ikke for at sikre de 98 grader til ukrudtsbehandling, men for at varme saltlage op.

”Salt virker kun ned til minus seks-syv grader. Mixeren i sprederens turbine knuser stensalt helt, så man får et yoghurt-lignende materiale. Hvis vi mixer med 50 procent vand og 50 procent salt, får vi den optimale blanding til at få den yoghurt-agtige vælling, som sikrer den størst mulige mængde restsalt på vejen. Og dermed, at materialet gør mest muligt gavn”, forklarer Hans Møller.

”Falköping har i øvrigt netop optimeret doseringssystemet, som er to langsgående snegle med en ny omrører. Udviklingen af omrøreren er sket i Norge med vakuumsalt med minus 10 grader og derunder. Den nye omrører er i Hardox og uden sliddele, og den sikrer, at alle typer salt er doseringsvenlige”, siger direktør Hans Møller.

Hans Møller Vej- og Parkmaskiner har den store ukrudtsbekæmper og saltspreder med på Have & Landskab i Slagelse sammen med et stort udvalg af firmaets øvrige sortiment af blandt andet sneplove, flishuggere, knusere og græs-grej. I øvrigt til Hans Møllers store tilfredshed alt sammen til placering på udstillingens stand nummer 100.

Billedtekster:

 

1.

Hans Møller klar til at bekæmpe ukrudt med Falköping-sprederen, som om vinteren tager sig af is og sne.

 

2.

Oliefyret formår at varme saltlage op til anvendelse i vinterperioden. Men også til at bringe vand op på 98 grader til blanchering af ukrudt på store arealer og cykelstier.

 

3.

Dyserne kan justeres op og ned hydraulisk, så de kan komme så tæt på vejen som muligt og dermed sikre den optimale temperatur til at slå ukrudtet ihjel.

 

4.

Den nye omrører er udviklet i Norge og sikrer, at alle salttyper er doseringsvenlige.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 86 80 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk