Artikel fra august 2018
Læs hele avisen

Sommerlig triumftur for Stemas

24-08-2018
Del artikel på



Salgsfolkene havde gang i ordrebøgerne og servicefolkene blev hædret af Yanmar

Sommeren 2018 blev minderig for folkene hos Stemas såvel øst som vest for Storebælt. Salg- og servicefolk slog pjalterne sammen og drog på fælles dyrskuetur landet rundt, og dét gav pote. Der kom godt gang i ordrebøgerne på flere af de store dyrskuer, og på entreprenørmessen E&H 2018 i Herning sådan midtvejs i Tour de Dyrskue, var der glitrende hæder specielt til firmaets serviceafdeling.

Et af Stemas markante importmærker er Yanmar, og den danske forhandler har en helt særlig status hos den japanske maskingigant. Stemas har nemlig lagt sig klart i front som rollemodel for optimal Yanmar-service, mener japanerne. For to år siden høstede Stemas som den eneste af 268 forhandlere i Europa den højeste udmærkelse i Yanmars service-evaluering. Igen i år bestod Stemas’ servicefolk så Yanmars service-eksamen med udmærkelse.

”Der er tale om en årlig eksamen, hvor vi evaluerer samtlige vore forhandlere i Europa. Helt fra start tog Stemas førstepladsen, da vi uddelte hæderen for første gang i 2016. Igen i fjor var vores danske importør og forhandler helt i top, og nu har Stemas så scoret en topplacering for tredje gang af tre mulige”, fortæller Mats Wallstrom, der er Yanmars aftersales-manager for Skandinvien og Baltikum.

 

Danmarks bedste

Hos Stemas véd salgsdirektør Robert Kjærgaard udmærket, hvor anledningen til den fornemme hæder er skabt. Han sender den da også direkte videre til serviceteamet med teknisk chef Henrik Bach Jensen som daglig leder.

”Jeg har simpelthen Danmarks bedste mandskab. Servicefolkene er vore frontfigurer i det daglige, og det er ene og alene deres fortjeneste, at vi er helt i top på Yanmars service-barometer. Det er Henrik Bach Jensen og mig, der tager imod diplomet til væggen. Men det er afdelingerne med servicefolk, lagerfolk og andre, der har den daglige kontakt til kunderne, der har sikret det her flotte resultat. Jeg ser det som udtryk for, at vi virkelig har fælles service-dna hos Stemas”, siger Robert Kjærgaard.

Netop på E&H formåede et par af Stemas’ faste kunder at tage fusen på salgsdirektøren og hans sælgende mandskab.

”Et par store udlejningsfirmaer kom ind til os og lagde rigtig store ordrer direkte på messen. Der var ingen aftaler med firmaerne på forhånd, og vi anede faktisk ikke, at de havde planer om nogle rigtig gode aftaler om mange maskiner”, fortæller Robert Kjærgaard.

Billedtekster:

1.

Stemas bestod med udmærkelse – igen – da Yanmar uddelte hæder for optimal service. Den danske forhandler er helt i den europæiske top for tredje gang af tre mulige. Fra venstre er det Yanmars aftersales-chef for Skandinavien og Baltikum Mats Wallstrom, teknisk chef Henrik Bach Jensen og salgsdirektør Robert Kjærgaard fra Stemas, og Yanmars salgschef for Skandinavien og Baltikum Magnus Täljemark.

2.

Stemas-folkene var klar til en maskinsnak under parasollen også på Danmarks største dyrskue i Roskilde.

3.

Stemas’ forhandleransvarlige for Danmark og Norge, Christian Matthiesen, var på Hjørring Dyrskue for at give en hjælpende hånd til den nordjyske forhandler, Hjallerup Maskinforretning.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk