Svenningsens er ikke længere Svenningsens

27-06-2017
Del artikel på

”Rettidig omhu” siger Svenningsen senior og junior om salget af den 156 år gamle familievirksomhed til Nellemann

De virkede sommerligt afslappede, da de traskede rundt på standen på Roskilde Dyrskue. Men far og søn havde også lige afsluttet en handel, som betyder, at Svenningsens ikke længere er Svenningsens, men derimod Nellemanns. Nellemann Gruppen har købt aktiemajoriteten i Svenningsens Maskinforretning A/S.

”Rettidig omhu” betegner både senior Niels Svenningsen og junior Benny Svenningsen den overraskende handel, som sender Nellemann tilbage som storaktør inden for vej-, park- og landbrugsbranchen.

Med salget af broderparten af aktierne afsluttes seks generationers eneejerskab af Svenningsens. Familien beholder stadig aktier i virksomheden, hvor den hidtidige administrerende direktør, Benny Svenningsen, fremover bliver salgsdirektør. Hans far, Niels Svenningsen vil være til rådighed for virksomheden i en periode.

”Svenningsens blev grundlagt i 1861. Så det er naturligvis en stor beslutning efter 156 års ubrudt familieejerskab. Men vi føler os sikre på, at beslutningen er rigtig. Hvis vi fortsat vil være blandt de stærkeste i branchen, er den bedste løsning at forene Svenningsens store produktportefølje, erfaring og praktiske evner med de styrker og ekstra ressourcer, som en langt større virksomhed har til rådighed”, siger Benny Svenningsen.

”Nellemann er det perfekte match. Oven i købet også en over 100 år gammel familievirksomhed med de samme stolte traditioner gennem generationer, som vi selv har. I en alder af 156 år har vi fået en storebror”, fastslår Benny Svenningsen.

 

Stærkt tilbage

Mogens Lyngsø, som er administrerende direktør for Nellemann Gruppens importselskaber, ser store muligheder for Svenningsens. 

”Vi er glade for, at det har været muligt at knytte Svenningsens sammen med Nellemann Gruppen. Vi har i mere end 30 år været en markant spiller på det danske traktormarked som importør af John Deere landbrugsmaskiner i perioden 1978 til 2012. Med købet af Svenningsens ser vi en enestående mulighed for at vende stærkt tilbage i branchen”, siger Nellemann-direktøren. 

”Svenningsens har en meget interessant agentur-portefølje med stærke, globale mærker såsom japanske Kubota, amerikanske Bobcat og Textron samt tyske Schmidt, Nido og Holder, der sammen med Svenningsens lange erfaring og gode fodfæste som skandinavisk importør er et rigtigt godt match til vores egne kompetencer inden for import, servicering og mærkerepræsentation i almindelighed”, vurderer Mogens Lyngsø. 

Billedtekst:

Far og søn i afslappet sommerstemning. Niels og Benny Svenningsen på Roskilde Dyrskue efter, at de havde sluppet nyheden om, at Nellemann Gruppen overtager aktiemajoriteten i Svenningsens Maskinforretning.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk