Svenskerne kunne – nu er det danskernes tur

13-06-2018
Del artikel på







Imponerende besøgstal på det blå-gule svar på E&H Svenska Maskinmässan – men optimismen bobler også hos Maskinleverandørerne i Danmark

Det blev uafgjort forleden i fodboldlandskampen mellem Sverige og Danmark. Danskerne var altså lige så gode som svenskerne. Hvis Brancheforeningen Maskinleverandørerne har taktikken helt på plads til E&H 2018 i Herning den 14., 15 og 16. juni, kan det måske også lykkes at spille lige op med svenskerne på maskinfronten.

Udsigterne er i hvert fald gode. For et og andet kunne tyde på, at den svenske pendant, Maskinleverantörerna, måske har kigget over Kattegat, da de for to år siden lod den første Svenska Maskinmässan løbe af stablen. Konceptet i Stockholm minder en del om det i Herning – og vi kom altså først!

Samtidig med mødet på grønsværen på Friends Arena i Solna i den østlige del af Stockholm, klingede den svenske maskinmesse ud på Solvalla-travbanen i den vestlige del. 12.775 gæster passerede tælleapparaterne i løbet af tre udstillingsdage. Nok en del mere, end det er realistisk at nå i Herning, al den stund, at der er næsten dobbelt så mange indbyggere i Sverige end i Danmark. Men en god gulerod at gå efter.

 

Massiv opbakning

Og optimismen bobler da også hos Maskinleverandørerne, som har MCH Messecenter Herning til at lægge arealer til og agere praktisk gris for E&H 2018. Alle udstillerstande meldes udsolgt, og så kan man i virkeligheden ikke gøre så meget mere, end at håbe på anerkendelse fra mange tusinde besøgende.

Ikke mindst direktør Palle Kjærsgaard, der er formand for Entreprenørsektionens i Maskinleverandørerne, har fundet ja-hatten frem.

”Alt er forberedt til at sikre branchens leverandører og især beslutningstagere og aktører nogle mindeværdige dage. Jeg har sjældent set så massiv en opbakning som til E&H 2018.Der venter alle involverede en stor oplevelse”, spår Palle Kjærsgaard, som selv står på udstillerlisten som direktør for S. D. Kjærsgaard A/S, der er dansk Case-importør.

 

1-0, 2-0 og 3-0

Svenskerne præsterede 110 udstillere på Svenska Maskinmässan, og dermed er første klokkeklare danske scoring sat ind. E&H får 128 udstillere på 136 stande. 1-0 til Danmark.

Solvalla-travbanen bød på et samlet udstillingsareal på 43.000 kvadratmeter.

2-0 til Danmark: I Herning har udstillerne ikke mindre end 140.000 kvadratmeter samlet udstillingsareal at boltre sig på.

Forholdene på messen i Stockholm tillod ikke demonstrationer, bortset i mindre omfang på de enkelte stande.

På E&H bydes både på demonstrationer af de store knusere, sorterere og neddeler på det helt specielle demo-areal, samt en testkørselsbane, hvor besøgende maskinførere har mulighed for at prøve kræfter med dumpere, dozere, tromler og læssemaskiner. Hertil kommer naturligvis demo-muligheder på mange af maskinudstillernes egne stande.

3-0 til Danmark.

 

Husk solbrillerne

Dermed handler det stort set kun om vejrguderne og opbakningen fra det danske entreprenørfolk. To elementer, som tidligere har vist sit at have en vis sammenhæng. Langtidsprognosen for vejret i Herning torsdag den 14. fredag den 15. og lørdag den 16. juni siger ”husk solbrillerne”. Flot sol torsdag og fredag. Måske lidt overskyet lørdag, men ikke udsigt til fugt fra oven.

Hvis de langsynede meteorologer får ret, kan der godt komme lidt vind over messearealet i Herning. Det positive syn på dét er, at alle udstillernes farvestrålende flag er voldsomt flottere, når de ikke hænger slapt ned.

Så alt i alt tegner det til E&H 2018 for fuld skrue. Også selv om svenskerne vinder på besøgstallet, fordi der nu bare er flere hoveder på den anden side af Kattegat. På alle øvrige parametre er det danske entreprenør- og maskinfolk klar til at gi’ broderfolket én på messe-klaphatten.

 

 

 

Billedtekst:

 

1.

Den gigantiske hest foran Solvalla-travbanen havde fået et passende dækken på i anledning af Svenska Maskinmässan. Tre dage med ekstraordinært mange hestekræfter på Solvalla.

 

2.

Danske maskiner på messe i Sverige. Hydrema var naturligvis på plads i Stockholm.

 

3.

Cat viste kræfter i Stockholm med en af messens største stande og maskiner i lange baner.

 

4.

Den svenske Case-importør benyttede maskinmessen til at afvikle den nationale afdeling af Case Rodeo.

 

5.

Det er atter tid til at lade store og små maskiner brumme på demo-arealerne ved Messecenter Herning.

 

6.

Kursen sættes mod Herning den 14., 15 og 16. juni. E&H 2018 byder sig til med 128 udstillere på 136 stande.

 

7.

E&H er Danmarks største messe for entreprenørbranchen og er samtidig mødested for masser af fagfolk.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk