Tre nye Vitra skal feje i Silkeborg

27-06-2017
Del artikel på


Silkeborg Kommune køber danske redskabsbærere hos lokal forhandler

Der skal være rent og ryddeligt omkring de kommunale ejendomme i Silkeborg. Til det formål har Silkeborg Kommune netop forsynet sig med tre nye Vitra-redskabsbærere fra Lindholdt Maskiner i Årre nordøst for Esbjerg. Kommunen har handlet lokalt, idet det er Motorcentrum i Silkeborg, der har leveret maskinerne.

”Vi har haft forhandling af Vitra lige så længe, jeg har haft butikken. Så det vil sige i næsten syv år. Tre maskiner på én gang er en fin handel. Alle tre Vitra’er er leveret med feje-/sugeanlæg. De to skal i aktion for kommunens ejendomsafdeling, mens den tredje skal køre ved det nye plejehjem ved byens gamle stadiongrund”, fortæller direktør Allan Vejvad hos Motorcentrum.

De tre Vitra-redskabsbærere er af typen 2037, som ligger midt i den vestjyske fabriks modelserie. Det kompakte ydre giver maskinen mulighed for at arbejde også, hvor pladsen er begrænset. I motorrummet ligger en 37 hk Caterpillar-dieselmotor. Vitra 2037 flytter sig med en transporthastighed på op til 28 km/t.

 

Cyklon-fordel

Hos Vitra er salgschef Tage Storbjerg rigtig godt tilfreds med, fabrikken har udviklet sit eget cyklon-princip til feje-/sugeanlæggene. Det er nemlig afgørende for mangen en handel.

”Med cyklon-princippet anvendes en minimal mængde vand til støvbinding. Det betyder, at affaldet, der fejes og suges op i beholderen, bevarer samme konsistens. Derfor skal maskinen ikke køre rundt med en stor ekstravægt i form af et tons vand, og det opfejede materiale er langt nemmere at håndtere”, forklarer Tage Storbjerg.

Det smitter naturligvis også af på driftskontoen. Der spares mange penge til bortskaffelse af affaldet som følge af den mindre vægt.

 

Billedtekster:

 

1.

Christian Nolsøe Nielsen (til højre) gav maskinførerne fra Silkeborg Kommune en grundig introduktion til de nye Vitra-redskabsbærere ved Motorcentrum i Silkeborg.

 

2.

Ej blot til lyst, men blåt til renholdelse i Silkeborg. Den lokale Vitra-forhandler Motorcentrum har leveret tre Vitra 2037’ere med feje-/sugeanlæg til Silkeborg Kommune.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk