Artikel fra november 2016
Læs hele avisen

Ukrudt forgår så let

25-11-2016




Det er datteren Nesbo der tager sig af ukrudtsbekæmpelsen i GMR-familien

Datteren er altid med, når mor går i byen. Således også når turen går til Agromek i Herning. Så kommer mor fra Horsens, mens datteren tager turen fra Dania ved Mariager.

Mor hedder GMR, og datteren hedder Nesbo. Sådan har det været siden 1. oktober 2010, da storproducenten af maskiner og tilbehør til både entreprenører og den grønne sektor overtog den mindre konkurrent ved Mariager Fjord. En venlig overtagelse, som også betegnede et generationsskifte.

Når det kommer til grej og materiel til ukrudtsbekæmpelse, er det datteren Nesbo, der fører det store ord. Og i Dania forstår fabrikschef Peter Thomsen og hans folk ikke rigtigt det gamle ord om, at ”ukrudt forgår ikke så let”.

”Ukrudt forgår let, blot man véd, hvad man skal gøre ved det”, siger fabrikschefen.

Anvendelse af pesticider til at gøre kål på ukrudtet hører fortiden til. Ukrudt skal bekæmpes termisk. En af metoderne er vand næsten på kogepunktet.

 

Hedvand mod ukrudt

I dette forår lancerede Nesbo virksomhedens nyudviklede angrebsvåben mod den uønskede bevoksning, Nesbo Hot₂O. En trailermonteret løsning, som anvender hedvandsteknik til at bekæmpe ukrudt, mos og alger. I store træk består systemet af en tank til vand, en generator og en motor til at drive den, et oliefyr samt forskellige lanser til at fyre det varme vand afsted mod ukrudtet. Planten blancheres, og dermed tvinges den til at gendanne nye vækstblade. Med flere behandlinger udsultes ukrudtsplanten for energi og dør.

”Ukrudtsbekæmpelse med varmt vand er helt ideelt til mindre arealer og i bymiljøer, hvor det kan være risikabelt at bruge ukrudtsbrændere. De to metoder supplerer hinanden. Brænding er en god løsning til store arealer, mens varmt vand viser sin styrke i bynære miljøer, på kirkegårde og i boligbebyggelser”, forklarer Nesbo-salgschef Jacob Mosgaard.

”Mange kunder vil gerne vælge den ene eller den anden løsning til pesticidefri ukrudtsbekæmpelse. Så enkelt er det bare ikke, hvis man ønsker at gøre det optimalt. Så skal man kombinere ukrudtsbørster, gasbrænding og varmt vand og vælge metode efter areal. Under alle omstændigheder er det altid vigtigt med grundrengøring med ukrudtsbørster, inden man begynder at brænde eller give varmt vand”, siger fabrikschef Peter Thomsen.

 

Randers kom først

Randers Kommune blev først til at bekæmpe ukrudt med en Nesbo HOT2O. Det nye anlæg er bygget på en trailer og spændt efter en lille kassevogn, når ”kogemester” Erik Frost kører ud for at få ram på ukrudt ved en lang række offentlige ejendomme i Randers.

- Vi forventer at behandle arealerne fem gange næste år, men det bliver samlet væsentligt billigere end hidtil. Varmtvandsanlægget kører på diesel, og det koster langt mindre end gas. Så selv om energiforbruget er nogenlunde uændret, så falder udgiften, fortæller teamleder Harry Pedersen hos Randers Kommunes Ejendomsservice.

 

Nesbo er til ukrudt

Hvor Nesbo og GMR tidligere konkurrerede på en række produkter, er der naturligvis sket en opdeling af produkterne efter, at familieskabet kom på plads for seks år siden. Nesbo lavede tidligere også blandt andet rotorklippere og slagleklippere til græs. Det er produkter, som i dag fremstilles hos GMR. Til gengæld har moderselskabet i Horsens droppet produktion af grej til ukrudtsbekæmpelse.

”Ukrudt har fulgt os hos Nesbo altid. Nesbo blev etableret i 1997, og fra 19998 har vi lavet hydraulisk drevne ukrudtsbørster. I 2003 købte Nesbo virksomheden Green-Flame i Vordingborg og dermed et bredt program af ukrudtsbrændere. Siden har vi udviklet og redesignet produkterne. I dag har vi gasbrændere fra 350 mm walk-around modeller til 1250 mm traktordrevne maskiner. Kundekredsen består af både kommuner, boligforeninger, anlægsgartnere og kirkegårde. Der anvendes faktisk Nesbo-gasbrændere på over halvdelen af alle danske kirkegårde”, fortæller Peter Thomsen.

 

Eksporten stiger

Salget af brænderne foregår via maskinhandlere, men også fra Kosan-butikkerne, som Nesbo har et godt samarbejde med.

”Tidligere var næsten alt salg til det danske marked. Nu eksporterer vi en god del af produktionen, og eksportkurven stiger i et udmærket tempo”, siger salgschef Jacob Mosgaard.

Med i sortimentet af våben til kampen mod ukrudtet har Nesbo også miljøriverne, som anvendes på grusstierne i parker og på kirkegårde. Sortimentet omfatter seks forskellige modeller med arbejdsbredder fra én til to meter. Miljøriverne skuffer, planerer og river grusgange og stier.

På et enkelt område konkurrerer mor og datter fortsat. Nemlig på koste-fronten. Og så alligevel…

”Hos Nesbo har vi den primære del af de hydrauliske koste, mens de koste, der produceres hos GMR i Horsens, mest er mekanisk drevne”, siger Peter Thomsen.

 

Specialløsninger

Blandt specialiteterne på fabrikken ved Mariager Fjord er også opbygning af fejetraktorer til asfalthold. Nesbo laver et antal af disse fejemaskiner til asfaltfirmaer hvert år. De er forsynet med variabelt aflastningssystem, som gør det muligt at køre med fejemaskinen, uden at kostens tryk på vejen er afhængig af maskinens hjul.

”En af Nesbos absolutte styrker er, at fabrikkens størrelse giver os mulighed for at designe specialløsninger stort set fra dag til dag, uden at det er et problem. Vi har medarbejdere, der har lavet specialopbygninger i 25 år. Samtidig har vi kort vej til de dele, vi bruger i produktionen. Fabrikkens underleverandører er hovedsagelig lokale virksomheder. Industrilakereren er næsten nabo. Skæring og pladebuk får vi lavet i Assens”, fortæller fabrikschefen.

Og det er altså den lille naboby Assens ved Mariager, og ikke den på Vestfyn.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 86 80 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk