Det var med store forventninger og klar med et skilt med “Solgt”, Scantruck bød indenfor til ScanMek 2025. Maskinfirmaets egen maskinmesse, som vendte tilbage i fuldt format med udstilling af masser af maskiner, materiel og grej både i Scantrucks store maskinhal og i Brugtcentret, som er Skandinaviens største af sin art. “Solgt”-skiltet blev placeret på ScanMeks største stjerne, den nye og ikke mindst nyudviklede 30 tons gummihjulslæsser Komatsu WA485-11. Maskinen fortsætter nemlig direkte til KA Grus på Fyn, som har sikret sig det allerførste eksemplar.
Også mange andre ScanMek-besøgende lavede en handel på udstillingen. Foruden Manitou, Komatsu, Weycor, Sennebogen og lifte fra Platform Basket og PB Platforms, lokkede menukortet også stegte med brød i store mængder. Men tillige med bøf stroganoff, små burgere, laksesalat og andre lækkerier ad libitum.
Som i gamle dage
“Det var 15. gang, vi holdt ScanMek, og det var helt som i de gode, gamle dage inden corona bragte ændringer nogle gange. Og med hele 12 timers åbningstid, som gav mulighed for, at alle maskininteresserede kunne være med, selv om der måske også var andre gøremål i kalenderen i løbet af dagen”, konstaterer Scantrucks markedschef, Dennis Faurby.
I løbet af dagen stangede pølsemanden 2700 stegte over disken, og 1500 tallerkener med lune retter fulgte efter senere på dagen.
Scantruck kunne notere 52 solgte nye og brugte maskiner.
”Vi solgte mange nye maskiner af forskellige typer og i forskellige størrelser. Både af de store Komatsu, Manitou og Sennebogen. Hertil altså rigtige mange af vores gode, brugte maskiner, hvor der blandt andet var rift om Manitou-teleskoplæssere”, fortæller markedschefen.
Det avancerede Topcon-grej til maskinstyring og lasere til landmåling havde stor bevågenhed blandt mange af ScanMek-gæsterne. Scantrucks maskinstyringsteam var klar med både forklaringer og gode råd, og det førte til, at en del besøgende entreprenører og maskinførere pejlede sig ind på nye muligheder til den daglige dont i maskinerne.
Tilfredse leverandører
Også en række af Scantrucks leverandører af grej og tilbehør stod klar til en handel. Efterfølgende var der meldinger om en rigtig god dag hele raden rundt også fra dagens gæste-udstillere, som mødte frem med tilbehør, udstyr og materiel til entreprenørmaskinerne.
Europapremieren på Komatsus helt nye 30 tons gummihjulslæsser Komatsu WA485-11 var altså blandt dem, der blev udstyret med ”Solgt”-skilt. Maskinen er nyudviklet med helt ny Komatsu-dieselmotor, ny gearkasse og nyt design.
”Den nye motor giver mulighed for at køre 16.000 timer uden skift af partikelfilter, og den har større effekt og drejningsmoment, så lavere omdrejninger optimerer brændstofeffektiviteten”, kunne key account manager Poul Erik Nielsen blandt andet tale med Ken Christensen om. Ken Christensen er maskinfører hos fynske KA Grus, som har købt det første eksemplar af læssemaskinen. Nu skal Komatsu WA485’eren så leveres i firmaets grusgrav ved Årslev syd for Odense.
Den nåede lige frem
Maskinen er i øvrigt så funklende ny, at den først ankom fra fabrikken til Scantruck i Skive tre dage før ScanMek. Dog uden skovlen, som lige nåede frem dagen før.
Blandt de andre, der bestilte nyt maskineri på ScanMek, var firmaet Jeroso fra Lunderskov ved for Kolding. Kim Roed kom sammen med sønnen Kasper Roed og montør Morten Lassen for at tage en Manitou MT1840 teleskoplæsser i øjesyn og sikre, at den fremover kommer til at køre for på opgaver landet rundt.
Det er Kim Roeds bror, Søren, der ejer firmaet, som tager sig af ventilation og bygningsservice. Første tjans for maskinen med arbejdshøjde på 18 meter, bliver nedtagning af store skorstene i Lunderskov.
Billedtekster:
1.
Åbningstiden var udvidet til ikke mindre end 12 timer, og der var godt med gæster hele dagen igennem til ScanMek 2025.
2.
Masser af besøgende ved de lange borde, hvor der blev drukket kaffe, fadøl, spist pølser, lune retter - og naturligvis snakket om maskiner.
3.
Scantruck har Skandinaviens største brugtcenter, som også trak i mange af de besøgende på ScanMek 2025.
4.
Ken Christiansen (til venstre) bliver maskinfører på Europas første eksemplar af den nye Komatsu WA485-11 læssemaskine, som er købt af den fynske virksomhed KA Grus A/S. Så han havde masser at snakke med Scantrucks key account manager Poul Erik Nielsen om.
5.
Lunderskov-firmaet Jeroso snuppede en Manitou MT1840 teleskoplæsser med fra ScanMek. Her fra højre firmaets montør Morten Lassen, Kim Roed og hans søn, Kasper Roed, og til venstre Scantrucks distriktschef Freddy Lange Nielsen.
6.
Der var også masser af ScanMek-aktivitet i aftentimerne, hvor Scantruck blandt andet bød på små, lune retter ved de lange borde i maskinhallen.