Artikel fra juni 2021
Læs hele avisen

38 tons haleløs og to nye kæmper fra Kobelco

05-07-2021
Del artikel på


Japanerne spiller med musklerne i den tunge ende af gravemaskine-markedet

”Vi kommer ikke til at lange dem over disken i store mængder. Men maskiner på 50 tons og derover vil være oplagte også i danske grusgrave, og der vil også være behov og gode muligheder ved Femern-projektet. Derfor er det helt fint, at de store gravemaskiner kommer netop nu”.

Jørgen Olsen, salgschef hos maskinfirmaet Erenfred Pedersen A/S, lægger an til at anskaffe sig en ny salgsmappe med plads til varer i den store størrelse. Japanske Kobelco har netop sendt ikke færre end tre sværvægtere på markedet, som alle vil være relevante for den danske forhandler. Dels en af de haleløse i lidt af en overstørrelse, og dels to maskiner på henholdsvis 50 og 53 tons. Alle tre er konventionelle gravemaskiner.

”Gravemaskiner uden bagende, som holder sig inden for larvebåndene, når de krøjer, har typisk været et minigraver-fænomen. Nu har vi så en minigraver på 38 tons i den nye Kobelco SK380SRLC, som er blandt de tungeste og hurtigste short-radius maskiner på markedet. Maskinerne populært sagt uden bagende foretrækkes af mange maskinførere, der arbejder på byggepladser i byer, hvor der kan være småt med plads til store bevægelser”, forklarer Jørgen Olsen.

 

Nemt rundt med 38 tons

Det er da også et mix af markedsundersøgelser og feedback fra entreprenørbranchen, der har været med til at sætte Kobelco-konstruktørerne på sporet af maskinbranchens svar på Pelle Haleløs.

”SK380SRLC har alle fordelene ved en tung gravemaskine med blandt andet høj effekt og stor kapacitet, men i en maskine, der kommer nemt rundt også på begrænset plads”, siger salgschef Jørgen Olsen hos Erenfred Pedersen A/S.

Selv om der er vægt bag i 38 tons klassen, må Kobelcos nye kortradius-graver give fortabt på badevægten, når to nye kolleger træder op. Japanerne har netop sendt en ny generation af Stage V-gravemaskiner på markedet i skikkelse af 50 tonneren SK500LC-11 og den endnu tungere SK530LC-11 på 53 tons. For begge maskiner slår Kobelco på forøgelse af både hastighed og ydeevne samt avanceret ergonomi og design. Som altid er der fokus på driftsøkonomien.

 

Billedtekster:

1.

Kobelco SK380SRLC – 38 vævre tons, som ikke mindst egner sig til tunge opgaver i snævre omgivelser.

2.

Der er vægt bag, når Kobelco ruller ud med den nye SK500LC-11 gravemaskine. 50 tons for at være helt nøjagtig.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk