Artikel fra november 2024
Læs hele avisen

AP Maskiner vil udvide med sjællandsk afdeling

16-11-2024
Del artikel på





Direktør Henrik Hansen sigter mod at åbne øst for Storebælt inden for et år – men er klar til at væbne sig med tålmodighed for at finde rigtige placering

Indehaveren af maskinfirmaet AP Maskiner Danmark i Haderslev, Henrik Hansen, lægger an til at udvide med en afdeling på Sjælland. Det er ikke fordi, han ikke færdes på Sjælland i forvejen. Faktisk bor han privat i Solrød Strand. Men driver altså firmaet i Haderslev, hvor han er født og opvokset. Nu planlægger han så at lave en østdansk afdeling efter samme model, som han har anvendt i Haderslev.

“Vi har lige så mange kunder på Sjælland som i Jylland. Derfor giver det god mening, at vi er fysisk tilstede med en afdeling både i Øst- og Vestdanmark. Der er ingen deadline for, hvornår vi skal åbne på Sjælland, og placeringen er noget, vi arbejder på i øjeblikket”, fortæller Henrik Hansen.

“Jeg håber, at den sjællandske afdeling kan være klar inden for et års tid. Vi vil ikke presses økonomisk. Derfor går vi ikke ukritisk ud og lejer dyre lokaler for at kunne åbne til en bestemt dato. Vi kan faktisk godt nøjes med et kontor og et par hundrede kvadratmeter til udstilling af nogle afretter og andet materiel. Men jeg vil hellere have en afdeling i samme størrelse som i Haderslev, hvor vi har omkring 500 kvadratmeter udstilling, det samme til værksted, 300 kvadratmeter lager og tillige kontor”, siger AP Maskiner-direktøren.

 

Fokus på afretning

Henrik Hansen begyndte at hente afrettere fra den hollandske producent AP Machinebouw i 2019. I 2020 gjorde han firmaet AP Maskiner Danmark til en realitet med klart fokus på de hollandske maskiner til planering, afretning og jordflytning. Hollændernes brede sortiment rummer blandt andet også sneplove og koste til samspil med traktorer og læssemaskiner.

Siden er programmet øget betragteligt hos AP Maskiner, hvor en række andre maskintyper og andre producenter også har fundet plads. Det fuldelektriske program i vakuumsugere og fejemaskiner fra belgiske Glutton er et af dem. Gluttons gadefejere sigter mod bymidter, torve, gågader og andre steder, der jævnligt skal have fjernet plastflasker, øldåser og skidt i det hele taget. Batteridriften gør belgierne miljøvenlige uden hverken CO2, udstødningsgasser eller larm.

Tyske fejemaskiner

Henrik Hansen og AP Maskiner har også dansk import og forhandling af fejemaskiner fra den tyske Kersten. Fabrikken havde ikke haft forhandling i Danmark i nogle år, da AP Maskiner fik en aftale.

“Nu har vi haft hele Kerstens fejeprogram i et par år, og jeg kan tydeligt mærke, at vi bevæger os i et voksende marked. Det er kommuner, anlægsgartnere og andre maskinhandlere, der køber Kersten af os, og de monteres på traktorer med frontlæssere, redskabsbærere og minilæssere”, fortæller Henrik Hansen.

I den større afdeling har AP Maskiner import af Atlas-maskiner til materialehåndtering. Det er typisk på skrot- og genbrugspladser, de flytter rundt på bunkerne, og den danske importør byder på maskiner fra 20 til 40 tons.

 

Neddeling og knusning

Senest har Henrik Hansen udvidet kataloget med en helt frisk import af maskiner fra Arjes Impaktor i midt-Tyskland. De både neddeler og knuser materialer til genbrug og til anvendelse i forskellige industrielle sektorer som blandt andre byggeri og affaldshåndtering.

“Arjes-maskinerne spiller fint sammen med materialehåndteringsmaskinerne fra Atlas. Vi ændrer en maskine fra at være neddeler til at være knuser ved simpelthen at bytte valsen ud”, forklarer direktør Henrik Hansen hos AP Maskiner.

Maskinfirmaet har selv værksted i Haderslev, og klarer tillige selv reparation og service af maskiner med eksterne reparatører. AP Maskiner har aftaler om at kunne trække på ni servicebiler rundt om i landet. Selv har chefen altså salgskontor på privatadressen i Solrød Strand. Han er udlært landbrugsmaskinemekaniker og var i 24 år ansat hos Liebherr-importøren JMM-Group.

 

Billedtekster:

1.

Henrik Hansen i AP Maskiners udstilling i Haderslev, hvor afrettere fra AP Machinebouw naturligvis spiller en stor rolle.

2.

AP Maskiner fik import af materialehåndteringsmaskiner fra Atlas i 2021. Her Henrik Hansen med en 25 tons Atlas 250 MH.

3.

Henrik Hansen kan også byde på Pitbull-minilæssere som forhandler for Daugbjerg Maskiner, der har importen af maskinerne i Danmark.

4.

Henrik Hansen ved AP Maskiner-hovedkvarteret på Klintevej i Haderslev. Han har planer om at etablere også en sjællandsk afdeling efter samme model som i Jylland.

5.

Henrik Hansen, indehaver af og direktør for AP Maskiner Danmark. Han arbejder på at udvide med en afdeling på Sjælland inden for et års tid.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk