Åben Maskinvej nåede nye højder

04-03-2025
Del artikel på







Flere besøgende end nogensinde tidligere til maskinfirmaernes vejfest

"Vi havde høje forventninger på forhånd, og de blev langt overgået. Antallet af besøgende overgik klart sidste års tal, som også var højere end året før. Jeg tror aldrig, vi har haft så mange gæster til Åben Maskinvej," siger Kim S. Hansen, distriktschef hos Helms TMT-Centret, som deltager med maskiner til landbrug, entreprenør- og industribranchen. Sammen med sine kolleger fra yderligere seks maskinfirmaer havde han travlt under den to-dages vejfest på Kærup Parkvej og Knudslund Allé i Ringsted.

Åben Maskinvej har udviklet sig år for år, og i år deltog syv firmaer, hvilket er et ekstra i forhold til sidste år, og der var over 40 maskinmærker at se på. Helms TMT-Centret havde gæster fra både Fyn og Bornholm, foruden naturligvis Sjælland. Mens pandekager og kolde fadøl blev serveret, blev der også skrevet slutsedler, og der blev solgt både en Schäffer-læssemaskine, en brugt læsser samt mange nye og brugte redskaber.

Plads i nye rammer
Semler Agro benyttede Åben Maskinvej til at fremvise deres nye hovedkontor på Sjælland og naturligvis et væld af grønne John Deere- og røde Väderstad-maskiner.

"Vi kunne præsentere vores nye lokaler med stil, efter at vi endelig er kommet helt på plads i Ringsted. Jeg og mine kolleger havde virkelig travlt med at tale med besøgende og lave aftaler om fremtidige maskinhandler. Vi solgte endda et par traktorer direkte på Åben Maskinvej. Men måske havde pølsemanden endnu mere travlt – vi serverede over 4000 pølser," siger Lennart Engelund, afdelingsleder hos Semler Agro.

Den nye deltager
Klassens nyeste deltager var Nellemann Machinery, der gjorde debut på Åben Maskinvej på Knudslund Allé. Her var der fokus på firmaets to store mærker, Kubota og Kärcher, samt andre mærker som Stihl, hvor der blev solgt godt begge dage.

"Vi blev faktisk lidt overvældet. Vi havde ikke de store forventninger som ny deltager i Ringsted, hvor vi ikke havde en historik at gå ud fra. Men vi lærte hurtigt, at Ringsted er en rigtig maskinby, og at Åben Maskinvej er et rigtig godt koncept. Vi solgte både Kärcher-redskabsbærere og en Kubota zeroturn-klipper," siger Lars Rævsager, salgs- og marketingchef hos Nellemann.

Nellemann Machinery fik også hjælp fra Ringsteds ZBC-skole, som sendte elever ud for at lave lækkerier til gæsterne. Skolens automekanikerlinje deltog også, og de fik en chance for at vise deres færdigheder.

Godt resultat i år
S. D. Kjærsgaard, den danske importør af Case-maskiner til landbruget og entreprenørbranchen, deltog også for første gang i Åben Maskinvej sidste år.

"Det var fint sidste år, men klart bedre i år," siger Lars Pedersen, salgsdirektør for Østdanmark.

"Det var ikke kun sjællændere, der deltog – vi havde også både jyder og fynboer på besøg. Vi er glade for, at de tog den lange tur, og det viser, at der er god synergi, når flere maskinfirmaer går sammen om et arrangement. Vi solgte flere maskiner i de to dage, blandt andet en gravemaskine og flere minigravere," siger Lars Pedersen.

Jubilæumssfejringer
Reesink Construction, importør af JCB-maskiner, brugte Åben Maskinvej som startpunkt for deres fejring af 50 års samarbejde med JCB i Danmark. Det fortsætter med et åbent hus i Ulfborg den 23. maj.

"Rigtig mange gæster kiggede forbi demo-området, hvor de kunne se både en Hydradig 110 hjulgraver og en el-drevet 403e minilæsser i aktion," siger salgschef Thomas Frederiksen.

Pizza og maskiner
Scantruck, der befinder sig længere nede ad Kærup Parkvej, bagte 500 pizzaer. De blev skåret ud i almindeligt slice-format, hvilket indikerede, at mindst 2000 gæster var omkring maskinerne fra blandt andet Komatsu, Manitou, Weycor, McCloskey og Sennebogen.

"Vi solgte en stor Sennebogen-kran, minigravere og en minilæsser fra Komatsu, et par nye 18 meter Manitou-teleskoplæsser og tre ATJ 180 bomlifte fra Manitou," siger markedschef Dennis Faurby.

De første deltagere
Seks af de syv firmaer bag Åben Maskinvej kan pege på Hydrema som initiativtageren, da det var den danske maskinproducent, der satte gang i den store vejfest med åbent hus i et par år, hvorefter andre firmaer begyndte at tilslutte sig.

Åben Maskinvej betyder dog sjældent direkte salg for Hydrema, men i år blev denne tendens brudt.

”Der var nogle af gæsterne, der havde taget penge med. Vi plejer at servere masser af pølser og andet godt fra grillen, men ikke også at sælge. Men der var besøgende, der både tog pølser og en ny rendegraver, og tillige fik vi masser af gode emner at arbejde med efterfølgende. Så igen et par forrygende dage i Ringsted”, konstaterer Dan Madsen.


Billedtekster:

 

1.

Røde Schäffer-maskiner tilsat pandekager med fyld viste sig at være et godt mix hos Helms TMT-Centret.

 

2.

Velkommen i det grønne. Semler Agro bød indenfor mellem masser af grønne John Deere-traktorer, som der også blev solgt af.

 

3.

Nellemann Machinery debuterede i sit nye domæne i Ringsted, naturligvis med et stort udvalg af blandt andet Kubota-maskiner.

 

4.

Sjællændere, jyder og fynboer besøgte Case-importøren S. D. Kjærgaard. Og også nogle af morgendagens folk indenfor landbruget kiggede på maskiner.

 

5.  

Hos Reesink Construction blev rækken af JCB-maskiner skridtet af. Der er 50 års jubilæum for det danske samarbejde med den britiske producent i år, og Reesink fløjter op for anden halvleg med åbent hus i Ulfborg i maj.

 

6.

Gule Komatsu’er bød velkommen hos Scantruck, som både fik mange gæster og mange solgte maskiner.

 

7.

Mange mødtes for en maksinsnak ved MX17’eren hos Hydrema. Det var i øvrigt her, det hele startede, da andre maskinfirmaer begyndte at tilslutte sig Hydremas årlige åbent hus-arrangement. I år var der Åben Maskinvej for syvende gang.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk