Artikel fra august 2018
Læs hele avisen

Alle gode gange er ikke tre

22-08-2018






Fjerde udgave af E&H følger i 2021

De holdt sig stort set i skindet – vejrguderne. Og dermed var sidste betingelse for store smil hele vejen rundt på plads. E&H 2018 var den tredje i rækken. Men den med ”alle gode gange tre” holder ikke altid. Der bliver også – mindst – en fjerde, når Danmarks største entreprenørmesse vender tilbage på udstillingsarealet i Herning i 2021.

Graden af tilfredshed hos såvel udstillere og besøgende var generelt høj. Salgs- og marketingdirektør Michael Bahn Jørgensen hos Pon Equipment var en ganske rammende eksponent for hovedparten af kollegerne og konkurrenterne rundt om i maskin-eldoradoet.

”Vi havde rigtig mange besøgende på vores stand, og det var de rigtige mennesker. Så vi havde en god messe, hvor vi solgte mere, end vi havde budgetteret med. Vi havde tilmed besøg af helt nye kunder, som lukkede handler på messen”, konkluderede Michael Bahn Jørgensen.

Også key account manager Torben Friis hos Kaeser Kompressor kunne melde om en oplevelse over forventning.

”E&H var en stor succes for os. Vi havde travlt hele tiden og har fået nye kontakter. Og så kunne vi tilmed sælge maskiner direkte på standen. Messen har allerede tjent sig ind for os”, konstaterede kompressor-manden.

 

Tilfreds formand

De smukke ord faldt i god jord hos direktør Palle Kjærsgaard, der er formand for Maskinleverandørernes entreprenørsektion, som leverede den faglige baggrund for messen.

”E&H er en messe med en helt speciel dna-profil, der gør, at professionelle fagfolk og maskinleverandører mødes i et fællesskab. Messen er så rendyrket, fordi maskinerne er i live, og de besøgende får mulighed for både at røre og køre maskinerne. Hele E&H blev båret af kvaliteten af både udstillerne og gæsterne. De besøgende er jo professionelle folk, og der er en faglighed, som jeg ikke vil være foruden”, sagde Palle Kjærsgaard.

Maskinleverandørernes formand var den første til at fastslå, at Herning også om tre år bliver ramme om en E&H.

Det var der forståelig glæde over hos messens praktiske gris og vært, MCH A/S.

”Det er glædeligt, at både udstillere og besøgende kalder E&H for branchens mødested. Jeg er meget taknemmelig for, at hele branchen bakker op om, at messen skal vende tilbage i 2021”, fastslog messecentrets administrerende direktør, Georg Sørensen.

Totalt var 128 udstillere med til at skabe 2018-udgaven af E&H, og det kvitterede 5758 besøgende for ved at passere gennem tællemaskineriet.

 

Bedste lærling

En del af dem benyttede lejligheden til også at opleve morgendagens stjerner på maskinfirmaernes værksteder. For første gang dannede entreprenørudstillingen også ramme om kåring af Danmarks bedste med den lange titel entreprenørmaskinemekanikerlærling.

I løbet af de tre messedage dystede fire finalister i fire discipliner, og det blev 20-årige Henrik Drastrup fra Hydrema, der løb med titlen. 

Bag kåringen af Danmarks bedste mekanikerlærling stod et partnerskab bestående af Maskinleverandørerne og Erhvervsskolerne Aars.

Billedtekster:

1.

Høj sol, masser af besøgende og et væld af maskiner. E&H 2018 blev en succes, som følges op i 2021.

2.

Den tidligere tv-mand Ole Stephensen tog igen tjansen som Spørge-Jørgen i området med de store knusere, sorterer og neddelere. Her får han og det store publikum en forklaring af Klaus Meldgaard fra Meldgaard Handel A/S.

3.

Dozer-parløb på demo-arealet. Komatsu og Caterpillar side om side.

4.

Knuser-duoen Martin Henriksen (til venstre) og Henrik Hvid (til højre) fra MIS Recycling benyttede lejligheden til at købe en ny Liebherr L576 XPower af JMM Groups salgschef Michael Jørgensen.

5.

Henrik Drastrup kunne drage hjem fra E&H med stor ære og fornem hæder som Danmarks bedste lærling. Den 20-årige mekanikerlærling arbejder hos Hydrema.

6.

….og så alligevel. Fem minutter i lukketid markerede vejrguderne, at der altså er traditioner forbundet med E&H. Så skyllen kom – men sent nok til ikke at gøre skade.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 86 80 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk