”Alle gode gange tre” hedder det sig. Og det er noget sludder, hvis man spørger formanden for messeudvalget for Maskiner under Broen, direktør Birger Pedersen fra maskinproducenten Timan A/S.
”Messen har klart vist sin berettigelse, og står det til mig, så skal den fortsætte”, fastslår han.
2022-udgaven var tredje gang, brancheforeningen Maskinleverandørerne Park, Vej & Anlæg kaldte til samling på det grønne areal under Lillebæltsbroen. Masser af maskiner hos 142 udstillere og et forrygende vejr trak 3191 fagfolk ind gennem indgangsportalen. Det sagde i hvert fald den officielle optælling, der foregik ved scanning af adgangsbilletterne. Men det var med en mistanke om, at det reelle antal gæster faktisk var højere.
Der skal evalueres
”På messens andendag supplerede vi den elektroniske optælling med en håndklikker, fordi nogle mente, at der havde været flere på førstedagen, end mekanikken fortalte om. Men vi ønsker ikke at gætte os frem til et højere antal. Så vi lader de 3191 stå som det officielle tal”, siger Birger Pedersen.
Da den første Maskiner under Broen blev sendt afsted i 2015, besluttede Maskinleverandørerne, at der skulle holdes tre messer uanset hvad. Derefter skulle der evalueres for at finde ud af, om Maskiner under Broen skal fortsætte. Nu følger så evalueringen efter 2022-versionen og derefter beslutningen, om der skal trommes sammen til en ny omgang i 2024.
”Det er tydeligt, at det er de rigtige besøgende, der kommer. Nemlig kompetente bruger og beslutningstagere, som er nysgerrige og stiller meget konkrete spørgsmål. Derfor mener jeg, at udstillingen har vist sit værd og skal fortsætte”, siger formanden for udstillingsudvalget.
Tilfreds formand
Også formanden for Maskinleverandørernes Park, Vej & Anlæg-sektion, direktør Lasse Lindholm, Lindholm Maskiner A/S, erklærede sig tilfreds med årets udstilling.
”Jeg synes absolut, at vi kan være stolte. Det er hårdt at løbe en ny udstilling på en ny lokalitet i gang. Men i år synes jeg virkelig, at tingene gik op i en højere enhed. Besøgstallet var fint, men jeg vil især gerne fremhæve kvaliteten af de besøgende. Den var tårnhøj. Det er virkelig de rigtige gæster, der kommer til Maskiner under Broen”, fastslår Lasse Lindholm.
Billedtekster:
1.
Manden med flere kasketter. Birger Pedersen var som chef for Timan A/S. Men han havde også tjansen som formand for Maskinleverandørernes messe-udvalg.
2.
Tilstrømningen var fin, og totalen for de to messedage kom til at lyde på 3191 gæster.
3.
Vejrguderne er vilde med grønne maskinmesser. Begge dage var der bæredygtig opvarmning fra oven af udstillere og messegæster.
4.
Fest, farver og maskiner ved Middelfart. Tredje gang blev lykkens gang, men næppe den sidste.
5.
Udstillingsareal med Lillebælt som nærmeste nabo. Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan det kan blive bedre.