Artikel fra august 2022
Læs hele avisen

Barske røde og blå vil være med hos de grønne

17-08-2022
Del artikel på




CBS Wearparts debuterer på Maskiner under Broen med nyheder fra både svenske Maskin Mekano og finske ALLU

Stort, barsk materiel til råstofbranchen lægger an til at blande sig med det mere blidt snurrende maskineri til den grønne sektor. Virksomheden CBS Wearparts A/S fra Glumsø syd for Sorø har speciale i tungt grej til entreprenørbranchen og råstof- og betonindustrien. Når der bydes velkommen til udstillingen Maskiner under Broen ved Middelfart, tager sjællænderne imidlertid fløjlshandskerne på og mænger sig med de mange blødere værdier i havet af maskiner.

Der er lagt op til lidt af en farvesymfoni på CBS Wearparts-standen. Blå, svenske Maskin Mekano møder frem med rødt sorteringsgrej fra finske ALLU. Og både de blå svenskere og de røde finner er grønne dybt inde i sjælen, forsikrer den danske importør.

Maskin Mekanos sorteringsanlæg ECO3 kan nemlig køre 100 procent elektrisk. Samtidig udmærker det sig ved også at kunne sortere fugtige materialer. Det giver mulighed for også at sortere i regnvejr uden tvivl om, at materialerne nu også kommer igennem anlægget.

 

Knus på stedet

Finske ALLU bejler også til de miljøbevidste med en helt ny serie knuserskovle, som producenten har døbt Veloci. Når der knuses på stedet med knuserskovle, kan der genbruges helt umiddelbart og uden at køre nedbrudte materialer hverken fra eller til. Veloci-serien består af fem skovle, som er bygget i dimensioner, der passer til mindre kompaktmaskiner som minigravere og minilæssere. Og så har finnerne lavet valser af polyurethan i stedet for stål. CBS Wearparts har tre størrelser af ALLU Veloci med under broen.

Maskinfirmaet i Glumsø har en række andre maskintyper og -mærker i produktkataloget. Det er direktør Claus Buch og sønnen Casper Walsted Buch, kunderne møder i det daglige, og med sig i salgsmappen har de også blandt andet irske Tesab-sorterere på larvebånd, stationære maskiner fra svenske Sandvik, både kæbeknusere og rotorknusere fra østrigske SBM, samt stakketransportører fra den irske producent Barford.

 

En stak stakkere

”Vi manglede faktisk stakkere i vores sortiment. Så fik Casper øje på Barford, vi lavede en aftale, og meget hurtigt havde vi leveret en hel stak stakkere. Efterfølgende fandt vi ud af, at irerne også laver sorteringsanlæg, som her kan vi nu også byde på en stribe forskellige muligheder, fortæller direktør Claus Buch hos CBS Wearparts.

Han er en kendt skikkelse i landets grusgrave. Den 1. september er det 32 år siden, han startede i branchen. Efter seks år hos Aksel Benzin A/S, rykkede Claus Buch til Svedale i 1996. Da firmaet blev købt af Sandvik, blev Claus Buch så Sandvik-mand frem til 2009.

”Jeg blev selvstændig den 1. maj 2009, og det skulle hovedsagelig dreje sig om sliddele. Jeg ville ikke have mere med maskiner at gøre”, griner han.

I dag har han så agentur for en stribe maskinmærker og en stadig voksende virksomhed, hvor næste generation er ved at blive kørt i stilling i skikkelse af sønnen, 27-årige Casper Walsted Buch. Han er uddannet handelsøkonom og har nu været med i firmaet i fire år.

 

Billedtekster:

1.

Claus Buch har været i branchen for knusere og sorterere i 32 år. Nu debuterer han som udstiller med CBS Wearparts A/S på Maskiner under Broen.

2.

Claus Buch henter til stadighed relevante nye agenturer ind hos CBS Wearparts. Senest har firmaet fået forhandling af dieselelektriske SBM-knusere fra Østrig.

3.

Afhængig af materialerne, har den 12 tons tunge sorterer ECO 3 fra Maskin Mekano en kapacitet på mellem 100 og 200 tons i timen. Den kommer med på Maskiner under Broen.

4.

Finske ALLU er barslet med den nye Veloci-serie af knuserskovle, hvor der er anvendt polyurethan i stedet for stål til valserne. CBS Wearparts tager skovle med i tre størrelser til maskinmessen under Lillebæltsbroen.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk