Bobcat kommer til Bauma med elektrisk minigraver – igen

11-03-2019
Del artikel på




Denne gang piller fabrikken klistermærket med ”Prototype” af

En af de store attraktioner på Bauma bliver lanceringen af den nye Bobcat E10e minigravemaskine. Branchens første fuldt elektriske minigraver i ét tons-klassen.

Sådan fortæller Bobcat forud for verdens største entreprenørmesse, Bauma 2019 i München.

Og sådan fortalte Bobcat forud for Bauma for tre år siden. Dengang fik messegæsterne da også lejlighed til at tage den nye, elektriske minigraver E10e i øjesyn. Men noget tyder på, at Bobcat mener lidt mere med nyheden denne gang. I hvert fald er de mellemliggende tre år anvendt fornuftigt til blandt andet at pille klistermærket med ”Prototype” af maskinens bagende og få gjort maskinen færdig.

I 2016 lagde Bobcat ikke skjul på, at der altså var tale om en prototype. En foreløbig model, som endnu ikke var klar til at skyde ud over salgsrampen. Efterfølgende har mange undret sig over, hvor el-maskinen nu blev af. Nu ser den ud til at være her.

 

Ny serie minigravere

Foruden hele sortimentet af minigravere, hvoraf flere vil være helt nye modeller, lover Bobcat også at tage hele produktprogrammet med til München af nye teleskoplæssere, kompaktlæssere og bunker af redskaber.  

E10e’eren er en del af hele minigraver-sortimentet, der også omfatter fabrikkens nye R-serie. Den består af fem modeller fra to til fire tons.

Blandt nyhederne bliver også Bobcats nye kompakte teleskoplæsser TL30.70, som løfter op til tre tons og har en løftehøjde på næsten syv meter.

 

Billedtekst:

1.

Her er den – den elektriske Bobcat-minigraver E10e.

2.

Bobcat viste den elektriske prototype på Bauma allerede for tre år siden.

3.

Den nye R-serie af Bobcat-minigravere fra to til fire tons gør også klar til præsentation på Bauma.

4.

Ny Bobcat på teleskoplæsserfronten. TL30.70 tager med til München.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk