Britiske klippere endnu mere ude på et skråplan

31-05-2018
Del artikel på


Bomford Turner har lanceret yderligere to modeller af den fjernstyrede skråningsklipper Flailbot

Det går rigtig skævt for den britiske producent af fjernstyrede græsklippere Bomford Turner. Fabrikken har lanceret yderligere to modeller af skråningsklipperen Flailbot, som uden at kny boltrer sig med slagleklipning under barske forhold. Blandt også på skråninger med op til 55 procent hældning.

”Dermed er vi oppe på fem modeller, nemlig Mini med en motor på 35 hk, Compact med 40 hk, Original ligeledes med 40 hk, Extra med 50 hk og Supreme med hele 70 hk i motorrummet. De to mindste modelelr er deciderede græsmaskiner med et meget lavt tyngdepunkt”, fortæller Bomford Turners danske salgschef for Nordeuropa, Ole Buhl.

”De to midterste modeller har væsentligt større frihøjde end de øvrige, og derfor egner de sig bedre i et varieret landskab. Med disse modeller kan man uden problemer køre i 30 til 35 cm vand. De tre største af maskinerne har som standard hydraulisk udskydelige bælter, så det er muligt at sænke tyngdepunktet ved kørsel i stejlt terræn”, forklarer Ole Buhl.

 

Redskabsbærere

Alle fem Flailbot-modeller kører med fire individuelle pumper til hydraulikken. Det sikrer, at man ikke påvirker fremkørselshastigheden ved høj belastning på klippehovedet. Perkins har leveret motorkraften i skikkelse af en industrimotor med selvoprettende sump, som er nødvendigt for at køre på så stejlt et sidehæld, som maskinerne præsterer. Med 1800 omdrejninger opnås et moment på 112 Nm.

”Maskinerne er i virkeligheden fjernstyrede redskabsbærere, som kan udrustes med en bred vifte af arbejdsredskaber som klippehoveder til forskellige opgaver, stubfræser, sneslynge og grenknuser. Som standard er der styrtbøjle, arbejdslys, advarselslys, højribbede gummibælter og en transportkuffert til fjernbetjening og tilbehør”, fortæller sælger Jens Christoffersen h os Minitraktorgården i Køge, som har haft forhandling af Flailbot i flere år.

 

Kræfterne taler

”Vi kan se, at kunderne typisk vælger Bomford Turner-klipperne fordi de er mere solide og har flere kræfter end andre skråningsklippere. De mange kræfter kommer blandt andet til deres ret, når der monteres en grenknuser eller en stubfræser til naturpleje. De udskydelige bælter er også et klart plus, fordi de giver mulighed for et lavere tyngdepunkt og dermed mere stabilitet, når terrænet rigtig skråt”, siger Jens Christoffersen.

Anlægsgartner Benjamin Pless, BS Landskabspleje i Hedehusene, er blandt dem, der har været omkring Minitraktorgården efter en Flailbot.

”Generelt udfører vi kun specialopgaver, og det kræver naturligvis ofte specialmaskiner. Vi arbejder meget for kommuner og andre store kunder, og vi bruger Flailbot’en til klipning både på skråninger og i kuperet terræn, men også i vådområder. Når vi monterer grenknuser, har vi mulighed for at knuse grene op til syv-otte centimeter i diameter og dermed lave udtynding i skovområder”, fortæller Benjamin Pless.

 

 

Billedtekst:

 

1.

Bomford Turners fjernstyrede Flailbot er sat i verden til at tage sig af klipning under barske forhold.

 

2.

Ude på et skråplan. Men det kan gå meget mere skævt, inden Flailbot begynder at brokke sig. De fjernstyrede klippere kan klare skråninger med hældninger op til 55 procent.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk