Danmarks største satser på de grønne maskiner

05-05-2021
Del artikel på



Bæredygtighed i højsædet når udlejningsvirksomheden GSV køber ind

Nogle maskiner er gule, nogle er røde og andre har måske andre kulører. Men fælles for dem er, at de helst skal være grønne – i den miljømæssige betydning. Danmarks største udlejningsvirksomhed, GSV A/S, foretrækker bæredygtige maskiner og materiel, når det er muligt.

”Vi tænker virkelig grønt og bæredygtigt. Fra 1. januar har al strøm, vi køber i alle vores afdelinger, været baseret på vind- eller vand-energi. En stadig stigende andel af vores udlejningsflåde består af maskiner og materiel, der enten kører rent på el, eller er hybrider med mulighed for at skifte fra brændstof til el-drift”, fortæller indkøbsdirektør Henrik B. Christensen hos GSV.

Udlejningskæmpen har været en tur omkring en anden af de store. Danmarks største maskinfirma, Scantruck A/S, har leveret fem nye, grønne maskiner til GSV. Tre af dem er italienske Platform Basket-bæltelifte, og de kan alle slå over på el-drift. To af dem kan køre på benzin eller skifte over til batteri. Den største af de nye vil typisk køre ind på en byggeplads med dieselmotoren i gang, for derefter at går direkte på el-nettet, når den er på plads.

GSV’s to nye Manitou MRT2550P+ har løftehøjde på næsten 25 meter, og dermed ligger de i den store ende af det franske rotationsteleskoplæsser-program. Rækkevidden er 21,4 meter, og maskinerne har en kapacitet på op til fem tons.

 

Faldet godt til

Det danske agentur for Platform Basket har ligget hos Scantruck i et års tid, og italienerne er faldet rigtig godt til i Danmark. Yderst beskeden bredde kendetegner alle Platform Basket-modellerne, som får en ganske betragtelig stabilitet med de lange edderkop-ben. Foruden de respektive modelbetegnelser, hedder alle de bæltedrevne bomlifte da også ”Spider” – ”Edderkop”.

GSV har valgt tre lifte, der ligger næsten som trip-trap-træsko i det italienske sortiment. 1890 ED giver en arbejdshøjde på 17,6 meter og mulighed for 200 kg i kurven. 2210 ED giver mulighed for at arbejde i 21,7 meters højde og har kapacitet til 230 kg. Den største af det nye GSV-trekløver, 2714 STD, kan hæve mandskab og grej i kurven op i godt og vel 27 meters højde, og også her er der kapacitet til 230 kg.

Også to store ManitouMRT2550P+ rotationsteleskoplæssere kan lade en el-motor tage over i stedet for dieselmotoren. Det er muligt, fordi GSV også skrev Bi-Energy systemer til begge maskiner på indkøbslisten. Manitou er verdens førende producent af teleskoplæssere, og for kort tid siden lancerede den franske fabrik Bi-Energy, hvor dieselmotoren kobles ud og lader el-motoren arbejde i stedet.

 

Ind på diesel – så på el

”En rotationslæsser køres som regel ind på en byggeplads ved hjælp af brændstofmotoren. Derefter kommer maskinen i rigtig mange tilfælde til at fungere som en kran, som ikke skal flyttes ret meget. Derfor bliver der tale om en stationær maskine, og så er det bedre at slå over på el-motoren og køre direkte på strømnettet”, forklarer Henrik B. Christensen.

GSV har det rigtig godt med at være først i Danmark til at anskaffe Bi-Energy strømpakker til de store rotationsteleskoplæssere.

”Vi er også meget bevidste om at, vi klart øger sikkerheden i arbejdssituationerne ved, at maskinerne kører med tavse el-motorer i stedet for klassiske, larmende diesel- eller benzinmotorer. Det siger sig selv, at folkene, der arbejder med og ved maskinerne, kan kommunikere meget nemmere og langt mere sikkert, når de kan høre hinanden tydeligt og i øvrigt kan høre, hvad der foregår omkring dem”, siger Henrik B. Christensen.

 

På forkant

Hos Scantruck A/S, som er importør og forhandler af både Platform Basket-liftene og Manitou, glæder produktmanager Lasse Weber sig over, at begge producenter er på forkant med udviklingen til morgendagens miljøbevidste materiel.

”Bi-Energy er maskinbranchens udgave af plugin-bilerne, og der er ingen tvivl om, at mere og mere bliver elektrisk. Bælteliftene fra Platform Basket fås både med kombinationen benzin- eller dieselmotor plus elektrisk power direkte med 230 Volt fra nettet, med brændstofmotor plus batteridrift, og som ren elektrisk lift til såvel batteri som net-drift”, forklarer han.

 


Billedtekster:

1.

Indkøbsdirektør Henrik B. Christensen gik elektrisk, da han købte bæltelifte og rotationsteleskoplæssere hos Scantruck. Det blev til tre Platform Basket Spider-bæltelifte og to Manitou rotationsteleskoplæssere.

2.

Med Manitous nye Bi-Energy system kan de store rotationsteleskoplæssere nøjes med at bruge dieselmotoren, når den kører ind på en byggeplads. Derefter kan den gå på miljørigtig el-drift. GSV’s salgsdirektør Henrik B. Christensen er klar med strømforsyningen.

3.

En af GSV’s nye Manitou MRT2550P+ rotationsteleskoplæssere er kørt på plads med dieselmotoren og klar til at skifte over til el.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk