Dansk firma redder havdyr med køreplader

03-03-2020
Del artikel på



RIAS lancerer køreplader af havplast – stærkere end andre køreplader af plast

Nogle ting i havet kan genbruges, andre kan ikke. Havet dyr kan ikke. Millioner af tons plast kan. Og tingene spiller sådan sammen, at når plast fjernes fra havene og genbruges, så får havdyrene det bedre.


Den danske virksomhed RIAS A/S i Roskilde er nu klar til at gå aktiv ind i bestræbelserne for at gøre en forskel for miljøet og dyrene. Det sker med en helt ny type køreplader, som produceres af 98 procent havplast og 2 procent farve. Hvis det viser sig, at nogle af brugerne har det fint med grønne køreplader i stedet for sorte, ryger plast-procenten helt op på 100. Så er farven nemlig overflødig.


”Det anslås, at der er mere end 150 millioner tons plast i verdenshavene. Det er et tal, der kun vil stige med tiden, hvis vi ikke tænker os om og tager ansvar for miljøet. Plast i havet vil ikke forsvinde af sig selv, før om tusinder af år. Og så er det nok for sent”, funderer divisionschef Anders Topp hos RIAS.

 

Net, trawl og reb

Plast i havet stammer fra mange ting, lige fra dumping af affald fra industrien, men også såkaldt mikroplast, som blandt andet stammer fra tøj og kosmetik. Plasten ender ikke selv i havet, men kommer ofte fra land, hvorfra det enten er tabt eller blæst ud i havet.


”Nu vil RIAS gerne bidrage til, at vi passer bedre på miljøet. Ellers kan vi være skyld i, at det går ud over millioner af dyr, som desværre spiser og bliver sammenfiltret med plastaffald. I sidste ende dør de af det. Nu laver vi OceanPlast Kørepladen, som er produceret af 98 procent havplast. Det kommer fra udtjente fiskenet, trawl og reb. De sidste 2 procent er farve. Hver gang, vi benytter 1000 kg havplast, spares miljøet for 1650 kg CO2”, forklarer Anders Topp.

 

Stærke plader

Der er ikke spor vandmand over de nye havplast-køreplader. Tvært imod. De er både stivere og tillige 20 til 30 procent stærkere end andre køreplader af plast.


”Styrken på vores køreplader afhænger af det underlag, man benytter. På et stabilt underlag vil kørepladen kunne klare et akseltryk på op mod 20 tons. Der er udstanset to håndtag på siden af pladen, så den bliver meget mere håndtérbar for en enkelt person. Pladen har skridsikring og måler 2000 x 1150 mm. Tykkelsen er 10 mm, og en plade vejer blot 21 kg”, fortæller divisionschef Anders Topp.


Endnu er RIAS-kørepladerne af havplast så nye, at Anders Topp ikke kan vurdere, om den bliver en bragende succes.

 

Nomineret til klimapris

”Vi har forventning om, at kundegruppen vil være virksomheder, der gerne vil vise omverdenen, at de vil noget godt for miljøet. OceanPlast Kørepladen er dyrere end standard plast-køreplader, så man skal ville noget med den grønne signalværdi, og derfor leverer vi også materiale med, som køberne kan bruge til at markere sig som grønne virksomheder”, siger Anders Topp.


RIAS er i øvrigt nomineret til Byggeriets Klimapris 2020 med lanceringen af havplast-kørepladen. Prisoverrækkelsen finder sted på messen Byggeri ’20 onsdag den 11. marts.


Billedtekster:

1.

OceanPlast Kørepladen er 20 til 30 procent stærkere end andre køreplader af plast.

2.

Udstansede håndtag gør det nemt at håndtere pladen af havplast for en enkelt person.

3.

Så kan vist selv den mest tykhovedede forstå det: Net, travl, reb og andet plast i verdenshavene dræber dyrene!

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk