Artikel fra maj 2021
Læs hele avisen

Dataopsamling som standard i Hydremas nye hjulgraverserie

27-05-2021
Del artikel på



Stor opgradering med Hydrema Telematics og kraftigere motorer i nye MX-maskiner

Når andre maskinproducenter taler om overvågningen af maskinens tilstand, taler danske Hydrema om dataopsamling. Forskellen er ens, men i virkeligheden er betegnelsen fra Støvring i Nordjylland mere korrekt. Og fremover er den standard i fabrikkens serie af hjulgravemaskiner.

Hydrema har været vidt omkring på hjulgraverne, som tæller modellerne MX14, 16, 17 og 18 samt specialmaskinerne MXq6 Rail og MX20 Rail. Begge sidstnævnte til arbejde på jernbane. Hele flokken har fået en kraftig opgradering og har nu den nyeste Cummins Stage V-motor med 175 hk i maskinrummet. Den lever naturligvis helt op til nyeste krav til emission. Og så leverer den også flere hestekræfter og forøget moment.

De nye motorer har hele 780 Nm maksimalt drejningsmoment. Det er 15 procent mere end den tidligere generation. Dermed er der 165 Hk til rådighed ved 1500 omdrejninger pr. minut. Det giver mulighed for at udføre næsten alle arbejdsopgaver med mindst muligt brændstofforbrug og lavest mulige støjniveau.

 

Mange redskaber

”Hjulgravere er jo kendt for at køre med mange forskellige arbejdsredskaber, og derfor er det afgørende med høj motorydelse og branchens højeste hydraulikydelse på op til 407 l/min. Med det store kraftoverskud kan Hydremas hjulgravere udføre selv krævende arbejdsfunktioner ved lave omdrejninger. Det giver dem en særstilling for kompakte hjulgravere”, forklarer Hydremas udviklingschef, Thorkil K. Iversen.

Som noget ganske særligt følger det nyudviklede Hydrema Telematics også med som standard på den nye MX G-serie. Det avancerede system opsamler kontinuerligt data omkring maskinens motor, transmission, hydraulik og andre vitale dele. Informationerne om blandt andet temperaturer, olietryk, brændstofforbrug og aktuelt brændstofbeholdning samles og vises i web-portalen eller på maskinførerens telefon. Systemet opsamler også eventuelle fejlkoder til sikring af, at service og reparationer kan udføres så præcist og effektivt, som muligt.

 

Videreudvikling af krøjning

Hydremas hjulgravere har længe kørt med en særskilt hydrostatisk kreds til krøjefunktionen med separat hydraulikpumpe. Det gør det muligt at regenerere svingbremse-energien og gør krøjefunktionen helt uafhængig af de øvrige gravefunktioner.

”Det sikrer en større effektivitet, bedre brændstoføkonomi samt jævne og forudsigelige bevægelser ved brug af flere funktioner samtidig," fortæller Thorkil K. Iversen.

Hydremas ingeniører har nu videreudviklet krøjefunktionen med henblik på mere behagelige bevægelser af overvognen. Vinkelsensorer på overvognen samt ny software tilpasser hele tiden systemets hydraulik og bremsefunktion til alle belastninger.

”Vi har forfinet svingbremsen for at sikre bedre igangsætning af svingbevægelsen på skråninger. Den trinløse overgang fra automatisk svingbremse til aktivt sving af overvognen, har vi valgt at kalde Soft-Start”, oplyser Thorkil K. Iversen.

 

Mere som standard

Foruden Hydrema Telematics dataopsamlingen, rummer de nye G-modeller også en række andre udstyrselementer som standard. Det gælder blandt andet automatisk hovedafbryder, indstigningslys som gør ind- og udstigning af kabinen mere sikker, to hydraulikkredse til redskaber og fire LED-arbejdslygter på kabinen i Hydremas velkendte lysdesign.

Den opdaterede kabine som Hydrema lancerede sidste år, videreføres i G-serien. Kabinen har blandt andet multi-justerbare armlæn og dobbelt USB-stik til opladning.

G-modellerne har som standard også udvidede indstillingsmuligheder i det integrerede tiltrotator-system og for arbejdshydraulikken til redskaberne.

 

Billedtekster:

1.

MX G-serien har fået et brushup af det udvendige design med en ny kombination af de sorte og gule farver.

2.

Med 175 hk og en hydraulikydelse op til 407 liter i minuttet MX-hjulgraverne rigeligt kraftoverskud til at holde lave omdrejninger selv ved krævende jobs.

3.

Med en hastighed på op til 35 km /t kan de danske MX-hjulgravere bevæge sig hurtigt mellem byggepladser, selv i befærdede byområder med minimal plads.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk