Doppstadt lancerer ny langsomtgående neddeler

09-06-2020


Tyskerne klar med Inventhor Type 6 som efterfølger for DW 3060

Egentlig pejlede tyske Doppstadt efter at præsentere nye maskiner i forbindelse med en af de store, internationale branchemesser. Så kom der en corona i vejen. Men den langtsomtgående neddeler Doppstadt Inventhor Type 6 kommer alligevel. Den er klar her til maj og efterfølger koncernens helt store salgssucces DW 3060, som også er kendt som BØFFEL.


”Hjertet i Inventhor Type 6 er Doppstadts unikke VarioDirect Drive-koncept med Doppstadts patenterede gearkasse. Med kombinationen af mekanisk og hydraulisk kraft kan neddelingshastigheden tilpasses fleksibelt til at neddele forskellige materialer med konstant optimal ydelse. Dermed er det også muligt at stoppe og starte neddelingen selv under belastning. I tilfælde af, at systemet stopper til, skifter Vario-gearkassen automatisk til bak-position, så der ikke opstår skader på neddeleren”, forklarer teknisk sælger Ole Ottosen hos den danske Doppstadt-importør, OP System i Løsning ved Hedensted.

 

Store forventninger

Inventhor Type 6 er som standard udstyret med en Stage V-dieselmotor på 350 hk fra Daimler. Maskinen har en fødekasse, som kan forhøjes til at rumme op til fem kubikmeter. Neddelerens totalvægt er 27 tons. Trailermonteret har den en transportbredde på 2530 mm, længde på 7673 mm og transporthøjde på 3604 mm.


Hos OP System er der store forventninger til den nye neddeler, som også kan leveres på lavebånd.


”Som trailermonteret er den nem at flytte rundt på neddelingspladsen, alt efter de opgaver, der skal løses. Lige som DW 3060 kan den også udbygges til en totalløsning sammen med for eksempel sigten Selector 800. Inventhor Type 6 kan i langt de fleste tilfælde køre automatisk ved hjælp af de forprogrammerede materialeprogrammer. Derudover har maskinen en brugervenlig betjeningsterminal med almindeligt tekstdisplay og tillige en fjernbetjening med display, så maskinføreren også kan vælge manuel styring”, fortæller Ole Ottosen.


Han forventer, at det første eksemplar af den nye neddeler når til Løsning inden for kort tid.

  

Billedtekster:

 

1.

Den nye Doppstadt Inventhor Type 6 kan hurtigt justeres til at neddele en lang række forskellige materialer. Det meste af betjeningen foregår automatisk ved hjælp af programmerbare materialeprogrammer.

 

2.

Anvendelsesmulighederne er mange. Neddeling af affaldstræ til flisproduktion er blot en af dem.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk