Artikel fra september 2021
Læs hele avisen

El-maskinerne fejede al modstand til side

07-09-2021
Del artikel på


De elektriske snuppede topplaceringerne i Maskinleverandørernes Innovationspris

Der er også andre maskiner, der kan feje, end fejemaskiner. Ved årets udgave af Maskinleverandørernes Innovationspris på Have & Landskab fejede el-maskinerne al modstand til side og manifesterede, af fremtiden er elektrisk. I hvert fald indtil nogen finder på noget endnu smartere.

Det var tredje gang, Maskinleverandørerne præmierede de mest innovative maskiner, og 21 maskiner stillede op til fagjuryens bedømmelser.

I kategorien ”Småmaskiner” kunne direktør Niels Kirkegaard fra GMR Maskiner stille med materiel for første gang. Hidtil har han nemlig været formand for Maskinleverandørernes sektion Park, Vej og Anlæg og dermed også brancheforeningens mand i messeledelsen. Nu har han lagt formandstiden bag sig og er klar til at høste hæder for sine maskiner.

GMRs løvsuger Stama MK10 gik helt til tops som vinder af ”Småmaskiner”.

 

Uden høreværn

”Løvsugere er en af de største, enkeltstående støjkilder i vores branche. Når vi her kan præsentere en 100 procent elektrisk maskine, betyder det, at vi er nede på et støjniveau, så man ikke behøver høreværn. Vi har en maskine, som direkte én-til-én erstatter en eksisterende, benzindreven maskine uden forbehold for køretid eller omdrejninger”, forklarer Niels Kirkegaard.

I bakspejlet på anden og tredjepladsen kunne Niels Kirkegaard se henholdsvis Stemas med pladevibratorerne APS 1135we og APS 1340we fra Wacker Neuson og Nomaco Danmarks fjernstyrede klipper B-Torpedo 4WD fra Raymo.

Nomaco Danmark scorede dobbelttriumf, da firmaet også hentede hæder i kategorien ”Øvrigt materiel”. Tilmed af fineste karat, idet den fuldelektriske redskabsbærer AllTRec 8015F vandt kategorien.

 

16 timer med børste

”Den er simpelthen bygget fra bunden som en fuldelektrisk, professionel redskabsbærer. Som den eneste eldrevne redskabsbærer har den firehjulstræk, og foruden at redskabet drives 100 procent på el, kan den også arbejde en fuld arbejdsdag. Med det helte store klippebord på 2,7 meter kan den køre i otte timer uden problemer. Med en traditionel ukrudtsbørste kan den køre 16 timer”, fortæller Nomaco Danmarks direktør, Benny Svenningsen.

Efter AllTrec-redskabsbæreren fulgte MeanGreen-klipperen DreamCut EVO fra Brøndby-firmaet H. A. Fog og på kategoriens tredjeplads den 100 procent elektriske RAVO 5 e-serie fejemaskine fra V. Løwener A/S.


 

Billedtekster:

1.

GMR-direktør Niels Kirkegaard har forladt formandsposten hos Maskinleverandørerne og kunne for første gang stille op til innovations-dyst med en GMR-maskine. Det gav i den grad pote. Løvsugeren Stama MK10 vandt kategorien ”Småmaskiner”.’

2.

Fest på podiet, hvor direktør Benny Svenningsen fra Nomaco Danmark jubler over førstepræmien for den elektriske redskabsbærer AllTRec 8015F i kategori ”Øvrigt materiel”. Ved siden af Benny Svenningsen er det Karsten Fog fra H.A. Fog, Henning Stampe fra Løwener og Slagelses borgmester John Dyrby Paulsen.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk