Artikel fra november 2018
Læs hele avisen

En salt-mand kom ind ad døren

30-11-2018
Del artikel på







…og så fik tre brødre et længe ønsket egen-produkt til deres maskinfabrik i Randers

Det er fint at være underleverandør af alskens små, større og store tingester, dingenoter og dippedutter til andre, der så sætter elementerne sammen til reelle produkter. Men der er nu en tilfredshed ved også selv at færdigproducere et eller andet. At have sit eget produkt at sælge.

Sådan var situationen for de tre brødre Bo, Mads og Ove Nielsen, som sammen driver Randers Maskinfabrik. Adressen er i Randers-forstaden Dronningborg, og derfor kunne virksomheden i og for sig godt hedde Dronningborg Maskinfabrik. Men det er der li’som nogle, der har fundet på før til storproduktion af mejetærskere, som nu er et overstået kapitel.

Bo Nielsen startede oprindelig fabrikken på Lucernevej i den nordlige del af Randers og flyttede til Nyholmsvej i Dronningborg i 2008. Her kom en dag en salt-mand ind ad døren. Med sig havde han det længe ønskede egen-produkt til de tre brødre: Saltnex saltspredere.

”Vi havde allerede haft et rigtig godt samarbejde med Hans Curt Nexgaard gennem nogle år. Han kom med en kolossal erfaring i produktion af saltspredere og ville ikke være med i noget økonomisk. Men han ville gerne være med til at udvikle nye spredere. Vi havde organisationen og maskinerne til at producere. Hans Curt havde den fornødne knowhow. Og dermed have vi vores egen-produkt”, forklarer Bo Nielsen.

 

Doble-doble

Det er blot godt og vel et par år siden, brødrene Nielsen og Hans Curt Nexgaard begyndte at producere de første Saltnex-spredere. Det første år – 2016 – blev det til 20 maskiner. Det med at sidde på hænderne er aldrig blevet tradition i Dronningborg, så året efter fordoblede fabrikken simpelthen produktionen til 40 styk. I år fortsætter Saltnex linjen og laver 80 saltspredere.

”Så må vi se, om vi bare skal blive ved med at fordoble. Så godt kan det næppe komme til at gå. Nu har vi 12 modeller i forskellige varianter, og som passer til både traktorer, redskabsbærere, pickup-trucks og små ladbiler. Alle vore maskiner er bygget til at sprede med hastigheder fra 0 til 40 km/t. Vi har også taget højde for, at man ved spredning inde i byer har start-stop og ændringer i arbejdsbredden stort set konstant. Det er vores teknologi bygget til”, fortæller Hans Curt Nexgaard.

Stort set samtlige Saltnex-modeller er væskespredere. Kun en enkelt er bygget til at sprede tørstof.


Citat:


”Når vi har solgt 20 maskiner, er kun to af dem tørstofspredere. Det er væske, 


der foretrækkes rundt omkring”.


Hans Curt Nexgaard, projektleder, Saltnex ApS



Flere begynder at bruge væske

”Når vi har solgt 20 maskiner, er kun to af dem tørstofspredere. Det er væske, der foretrækkes rundt omkring. Vi har netop leveret syv spredere til Assens Kommune. Der har man kørt med væskespredere de seneste 15-20 år, og sådan er tendensen flere steder. Det kan godt være lidt holdningsbestemt, om man foretrækker tørstof eller væske. Tør salt kan man jo se er spredt ud. Men væsken lægger en film på veje, fortove og cykelstier”, forklarer den erfarne salt-mand i Dronningborg.

”Samtidig er det muligt at styre udlægningen meget præcist med væske, som er et ensartet materiale med ensartet vægtfylde. Det kan slet ikke gøres på samme måde med tørstof. Salt varierer fra leverance til leverance, og der kan være rigtig stor forskel fra gang til gang”, siger Hans Curt Nexgaard.

Der er masser af miljø i spillet mellem væske og tørstof. Vejdirektoratet har således nedsat en sti-gruppe, der skal se på, hvordan man opnår de bedste resultater med mindst mulige materialer spredt ud.

”Man ønsker 10 gram tørsalt pr. kvadratmeter sti eller fortov. Men det er vanskeligt at styre, fordi tø-salt er så uensartet. Derimod er konsistens og vægtfylde konstant ved væske. Vi véd, at en Saltnex-spreder lægger præcis fem gram salt, når den spreder 20 milliliter væske pr. kvadratmeter”, siger Hans Curt Nexgaard.

 

Gode aftaler

Saltsprederne fra Dronningborg breder sig i hastigt tempo ud over nationen. Dels har fabrikken altså fordoblet produktionen og afsætningen de seneste to år. Dels har Nielsen-brødrene og Hans Curt Nexgaard landet flere gode aftaler med maskinfirmaer.

”Vi har lavet aftale med Havdrup Maskinforretning, som har forhandling af flere store mærker i både redskabsbærere og kompakttraktorer. Nu er Havdrup så også Saltnex-hovedforhandler på Sjælland. Redskabsbærerproducenten Hako har fået specielle Hako-Saltnex-maskiner i deres farve, så de fuldstændig matcher redskabsbærerne. Og vi har også designet en model specielt til montering på Kärcher-redskabsbærerne”, fortæller Hans Curt Nexgaard.

Der er i øvrigt også kommet en el-drevet saltspreder med i sortimentet. Den er beregnet til montering på alle små ladvogne og pickup-trucks, hvor den simpelthen kobles på bilens el-system. Den elektriske spreder giver 52 liter væske pr. minut.

 

Kunststof året rundt

Fabrikken i den østlige del af Randers er også leveringsdygtig i en saltspreder specielt bygget til brug på kunststofbaner.

”Dem bliver der jo flere og flere af, og derfor er det naturligvis vigtigt, at de kan bruges året rundt. Derfor har vi bygget en spreder til at glatførebekæmpe på kunststof. I sommerperioden, når der ikke er glatførevarsel, kan kommuner, anlægsgartnere og entreprenører bruge maskinen til at lægge flydende gødning ud på naturbanerne og eventuelt til kemi til bekæmpelse af uvelkomne biller og insekter. Med et marktryk på under 0,50 kg pr. kvadratcentimeter er der ikke risiko for skader på banerne”, siger Hans Curt Nexgaard.

Direktør og medindehaver Bo Nielsen lægger ikke skjul på, at det har været lidt af en forandring for Randers Maskinfabrik at få sit egen-produkt. Han etablerede fabrikken i det nordlige Randers i 2004. I 2007 kom bror Mads Nielsen med, og året efter sluttede også bror Ove sig til. Samme år rykkede brødrene virksomheden til 800 kvadratmeter på Nyholmsvej 11 i Dronningborg. I 2012 købte de naboejendommen nr. 9. Og i 2013 sikrede de sig også skødet på Nyholmsvej 7. I dag har Randers Maskinfabrik cirka 4000 kvadratmeter under tag.

 

Dyrt – men sjovt

Nu står der så Saltnex på nummer 7.

”Det er lidt dyrt at slå et egen-produkt i gang. Men det har været sjovt, og nu producerer vi i serier mod tidligere stykvis. På maskinfabrikken laver vi alt fra dele til vindmøller og byggebranchen til beslag til Bang & Olufsen-fjernsyn. Ind imellem en trappe, og så har vi løbende serviceret Mellerup-færgen. Vi laver det hele, men tager det forbehold, at det umulige måske tager lidt længere tid”, siger Bo Nielsen.

”Vi har en hel pladeafdeling med laserskærere, vi har CNC-kantpresser, og vi har mange CNC-styrede bearbejdningsmaskiner. Derfor kan vi også selv lave saltsprederne helt fra bunden. Stellene laserskæres, bukkes og svejses her på vores eget værksted. Elektronikken får vi fra Lykketronic i Løgstør. Så Saltnex-spredere er helt danske produkter”, fastslår Bo Nielsen.


Billedtekster:

1.

Tre indehavere og en udvikler. Fra venstre Bo Nielsen, Hans Curt Nexgaard, Mads Nielsen og Ove Nielsen.

2.

Bo Nielsen var ikke klar over, at han skulle blive saltspreder-producent, da han etablerede Randers Maskinfabrik i 2004.

3.

Flemming Jensen på maskinfabrikken i gang med at lave Saltnex-monteringsrammer til Kärcher-redskabsbærere.

4.

Højteknologisk isenkram står side om side på fabrikken i Dronningborg.

5.

Side om side. Hans Curt Nexgaard og Bo Nielsen – og Saltnex-spredere klar til at sende ud fra fabrikken.

6.

Randers Maskinfabrik laver ”det hele”. Det umulige tager måske lidt længere tid.

7.

Så kan fragtmanden godt komme. Saltnex-spredere klar til afsendelse fra fabrikken i Randers-forstaden Dronningborg.

Læs mere på
www.saltnex.dk

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk