Artikel fra oktober 2020
Læs hele avisen

Eva og Knud har det fint med lappeløsninger

02-11-2020
Del artikel på







Thisted Kommunes faste lappehold bruger fem tons asfalt om dagen uden overflødig snak om kvindejob og mandejob

I tidens løb er en del øjenbryn røget i vejret, når Eva Pedersen ved festlige lejligheder er blevet spurgt ”…og hvad laver du så?”.


”Jeg laver asfaltarbejde”.


Og det har hun så i øvrigt gjort i nu ni år som halvdelen af Thisted Kommunes lappehold. Sammen med sin faste makker, Knud Hansen, kører hun vejene i Thy tynde i jagten på steder, hvor asfalten er blevet så tynd, at der er gået hul. Det er der løbende mange steder på de 1250 kilometer asfalteret vej i kommunen. Så derfor forsvinder der snildt omkring fem tons asfalt ned i vejhuller i løbet af en helt almindelig arbejdsdag.


Det er alle kommuneveje, der repareres med Eva og Knuds lappeløsninger. Hovedvejene overlader de til Vejdirektoratets pasning, og motorvejene i Thy – ja, dem er der ingen af.


”Vi kører på borger-tip, hvor borgerne kan melde om fejl og skader på vejene, enten på kommunens hjemmeside eller via en app. Det fungerer rigtig godt. Når vi selv bliver opmærksomme på huller, der skal lappes, lægger vi dem også ind på det samme system, så der hele tiden er en opdatering af, hvor vores indsats er påkrævet. Ofte sender folk også billeder ind, så vi kan se problemet”, fortæller Knud Hansen.

 

Der skulle køres en tromle

Han har 15 år på bagen med asfalt, og samtlige for kommunen. Tidligere kørte Knud Hansen gummiged for en entreprenør.

Eva Pedersen har arbejdet for Thisted Kommune de seneste 12 år. Hun startede som gartner i den grønne afdeling, men skiftede altså senere til sort asfalt.


”En dag manglede der en chauffør med lastbil- og hængerkort til at køre med en trailer og en vejtromle. Det kunne jeg hjælpe med. Og så blev jeg hængende”, fortæller Eva Pedersen.


Det er nu ni år siden, hun blev asfalt-makker med Knud Hansen. Oprindelig bestod sjakket af yderligere en kollega. Han gik siden på pension, og asfalt-trioen blev reduceret til en duo.

Arbejdsfordelingen på det lille team er klar: Knud kører lastbilen og Eva kører tromlen. Skovlene og asfaltragerne deles de om.

 

Knud samler op

For Knud Hansen begynder arbejdsdagen klokken 5.15, når han asfaltbilen og sætter kursen mod Arkils asfaltværk i Skive. Det er en tur på omkring 80 kilometer hver vej. Nogle dage længere, hvis der skal arbejdes på kommunens nordligere veje. Når han har fået dagens fem tons asfalt ombord, sætter han kursen mod Vildsund, hvor Eva står klar til at blive samlet op klokken 7. Så er duoen samlet og klar til indsats, og Eva og Knud går i gang med dagens program og typisk et sted mellem 150 og 200 huller, der skal lappes i løbet af dagen.


”Tidligere kunne jeg hente asfalt hos NCC i Vildsund, men det værk lukkede for et par år siden. Dengang havde jeg kun 17 kilometer til opfyldning af lastbilen. Nu har jeg ofte kørt omkring 160 kilometer, inden vi kan begynde dagens asfaltarbejde”, siger Knud Hansen.

 

Fortsætter en rum tid

Der er 20 års aldersforskel på de to asfalt-makkere. Og altså også kønnet til forskel. Så – hvad sagde Knuds kone egentlig, da han for ni år siden kom hjem og fortalte, at han nu skulle til at køre rundt i Thy sammen med en ung dame?

”Det har hun aldrig haft bemærkninger om. Det er vist kun journalister, der kan se noget specielt i det. Vi skal jo bare lave noget asfaltarbejde”, siger Knud Hansen.


Det regner han så med at fortsætte med en rum tid endnu.


”Jeg fylder 55 år i november, så jeg har i hvert fald en halv snes år endnu. Vi kører videre de næste 10 år”, fastslår han.

”Så må vi se, om jeg gider mere, når Knud engang holder. Jeg er jo kun 35 nu – så vidt jeg husker”, siger Eva.

 

Tid til familien

Når den dynamiske asfalt-duo ikke ruller rundt og holder de mange kilometer veje i orden, er det deres respektive familier, der får opmærksomheden.


Knud har tre sønner, og indtil videre er det blevet til tre børnebørn – to piger og en dreng. Yderligere et barnebarn er på vej med ankomst til marts. I fritiden sætter han gerne kursen mod Hanstholm sammen med sin kone. Parret ynder at campere og har deres campingvogn liggende fast på pladsen i Hanstholm.


Eva er også hjemme- og familiemenneske. Hun har to børn – et af hvert køn – og en kæmpehave, som kræver pasning. Ikke så dumt, når man oprindelig arbejdede i kommunens gartnerafdeling og bevisligt har grønne fingre. Ind imellem knalder fingrene så også til en bold, når Eva mødes med holdkammeraterne og spiller volleyball.  

 

 

Billedtekster:

 

1.

Klar til at lappe kommunale veje. Knud Hansen og Eva Pedersen når typisk mellem 150 og 200 reparationer i løbet af en arbejdsdag, naturligvis afhængig af skadernes omfang.

 

2.

Det er Eva Pedersen, der er tromleføreren på det to personer store asfalthold.

 

3.

Der er hverken fine fornemmelser eller kønsdebat, når Eva og Knud går i gang med asfalt-grejet. De deles solidarisk om skovl og asfaltrager.

 

4.

Førersædet på Hamm-tromlen tilhører Eva Pedersen.

 

5.

Tid til en kop formiddagskaffe, inden turen går videre til næste huller i vejen.

 

6.

Knud Hansen og Eva Pedersen har været asfalt-makkere i nu ni år. Knud fylder snart 55 og regner med at være ”on the road” i hvert fald de næste 10 år. Eva er 35 – så vidt, hun husker – og vil overveje situationen, når Knud engang holder.

 

7.

Knud tager Eva med fra Vildsund hver morgen klokken 7. Derefter står programmet på lapning af huller i Thisted Kommunes veje.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk