Artikel fra oktober 2024
Læs hele avisen

FM sætter dampen op

11-10-2024
Del artikel på



En lille ny ukrudtsdamper er kommet til verden sammen med hydraulisk løft af gasflasker til asfaltcontainere

Der sker lidt af hvert hos FM Maskiner i Gesten nord for Vejen. Direktør Frede Madsen kunne på Maskiner under Broen præsentere to nyheder, som i kategori ligger et stykke fra hinanden. Dels en ukrudts-afliver til brug, hvor det er en fordel ikke at være alt for bred over skuldrene. Og dels en elevator, der kan bringe tunge gasflasker på plads og sørge for optimal temperatur, når der arbejdes med asfalt.

Frede Madsen lægger ikke skjul på, at hans nye ukrudtsdamper er en kopi. Han har selv lavet originalen,  ukrudtsdamperen S3. Og der var basis for familieforøgelse, mente maskinproducenten og lavede så en mini-udgave af S3. Den oprindelige ukrudtsdamper fra FM Maskiner er slået fint an i fuldt format. Derfor var det nærliggende også at lave en maskine, der kan begå sig til mindre opgaver og under mere snævre forhold. Det er blevet til den nye mini-damper, som blandt andet sigter mod anvendelse på kirkegårde, men også fint kan gøre sig på andre arealer uden plads til de store armbevægelser.

 

Kun med lanse

”Den nye, lille kan køre på stier på 90 centimeter. Den er blandt andet velegnet til at køre med knækstyrede minilæssere og andre små køretøjer. Den mest afgørende forskel på den nye og den store, oprindelige maskine, er at den lille ikke damper bredt under en skærm, men kun med lanse”, forklarer Frede Madsen.

Med mindre krop er der også forskel på mængden af vand, de to modeller har med rundt. Den nye damper har plads til 100 liter vand og 30 liter diesel. Det rækker fint til en dags arbejde med lansen. Et 12 Volt batteri sørger for at holde dampen oppe på vandet, og når dagen er ovre, klares opladningen til næste dag med en 320 Volt kontakt.

”Vores maskiner bekæmper ukrudtet med ren damp, og det giver en række fordele i forhold til andre metoder til bekæmpelse. Ikke mindst på sikkerhedsfronten, hvor der ikke er noget med brænding, som kan føre til ulykker. Det er muligt at køre i al slags vejr og køre tæt på bygninger og beplantning uden, at der går ild i noget. Der er også en stor besparelse på vandforbruget, og med begrænset CO2-udledning er damperne særdeles miljøvenlige”, siger Frede Madsen.

 

Elevator til gasflaskerne

Den sydjyske virksomhed havde ikke alene fuld damp, men også fuld gas på til Maskiner under Broen.

”Mange asfaltfirmaer kører jo med vores Oletto asfaltcontainere, hvor en gasbrænder hele tiden sørger for at holde den optimale arbejdstemperatur på asfaltmassen. Det sikrer lang tids på asfaltreparationerne. En flaske med 33 kg gas vejer totalt omkring 50 kg, og jeg har i flere år funderet over, hvordan asfaltfolkene nemmest og mest behændigt kan håndtere flaskerne. Nu har vi udviklet den hydraulioske gasflaskeløfter, som kan køre flaskerne op og ned og helt på plads”, forklarer Frede Madsen. 

 

Billedtekster:

1.

Frede Madsen kæmper med lanse på Maskiner under Broen, hvor den lille nye ukrudtsdamperen blev præsenteret. Den har lanse og ikke skærm til at sprede dampen. Til gengæld kommer den nemt rundt også, hvor pladsen er trang.

2.

Gasflaskerne i den nye løfter, som kan køre flaskerne op og ned på Oletto asfaltcontaineren.

3.

Gasflaskeløfteren er en løs enhed, der monteres på siden af Oletto asfaltcontaineren.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk