Materialehåndtering
Et markant mærke for AP Maskiner er Atlas, som har en menu med både minigravere, store gravemaskiner både på larvebånd og hjul, samt ikke mindst materialehåndteringsmaskiner. De store maskiner til skrot- og genbrugspladser har hurtigt fået en vigtig rolle i den nye udlejningsdel af AP Maskiner. Fem materialehåndterere er sendt ud på langtidsleje fra første færd.
Haderslev-firmaet har i øvrigt noteret stor succes med den senest tilkomne maskintype, de tyske neddelere og sorterere fra Arjes Impaktor. Importen og forhandlingen af Arjes i Danmark passer som hånd i handske med Atlas-materialehåndteringsmaskinerne, som fungerer som perfekte fodermestre, når der skal neddeles og sorteres.
Udlejningskoncernen Renta A/S scorer en tilfredsprocent hos kunderne, der ville få valgobservatører på overarbejde, hvis der var tale om et valgresultat. Renta spørger efter hver udlejning kunden om, hvordan oplevelsen af materiel og service har været. Med flere end 1000 besvarelser kan firmaet konstatere, at 98,8 procent er tilfredse med virksomhedens service. 97,1 procent er tilfredse med det lejede materiel. Tilbagemeldingerne om materiellet lyder blandt andet på, at det altid er rent og lækkert, virker som nyt, er klar til opgaven og i øvrigt er tip-top i orden.
Den skyhøje tilfredshed med Rentas service bunder ifølge kunderne blandt andet i tilbagemeldinger som ”Hurtig, professionel og meget venlig kundeservice”, ”Altid et godt humør og klar til at gøre det umulige” samt ”Superhurtig og personlig service – man føler sig mere som familie end som kunde”.
Hastig vækst
Renta A/S meldte sin ankomst til det danske udlejningsmarked i begyndelsen af 2021. Da selskabet året efter fusionerede med Lohke Materieludlejning A/S, blev det Danmarks fjerdestørste materieludlejningsselskab.
Siden har firmaet ikke holdt sig tilbage, når det gælder ekspansion. Familien er vokset støt ved fusioner. Sidste forår købte Renta A/S udlejningsfimaet Del-Pin A/S, og senest er fynske Jelle- Bo Udlejning kommet med.
Billedtekst:
Renta har for alvor formået at markere sig på det danske udlejningsmarked efter ankomsten for blot fire år siden. Her viser firmaet flaget på Roskilde Dyrskue.