Artikel fra april 2021
Læs hele avisen

Fodboldbane-specialist blev maskinimportør

05-05-2021
Del artikel på




Ingen kunne levere de rigtige maskiner – nu importerer Jesper Juul selv

Det var lidt af et dilemma, Jesper Juul røg i for otte år siden. Han havde speciale i at lave og pleje fodboldbaner og andre græsklædte arealer med sit firma, DH Muld i Ballerup. Og han havde kik på nogle maskiner, som var helt optimale til mange af arbejdsopgaverne med fodboldbanerne. Men han ledte forgæves efter firmaer i Danmark, hvor han kunne købe maskinerne.

”Når jeg var i udlandet for at se på fodboldbaner, så jeg nogle maskiner, der var rigtig gode til vores formål. Jeg forsøgte at finde forhandlere i Danmark, men ingen havde maskinerne. Og de kunne ikke hente dem til Danmark, fordi de havde klausuler, der forhindrede dem i at handle med de maskiner, som jeg ville have”, fortæller Jesper Juul.

Så etablerede han et andet DH-selskab, DH Tools, og blev maskinimportør.

”Det skulle gå stille og roligt, fordi jeg ønskede totalt fokus på hvert enkelt produkt, jeg importerede og solgte. Det handlede ikke om mængde og stor omsætning. Det handlede om de rigtige maskiner af høj kvalitet til specifikke opgaver. Det havde jeg selv brug for, og derfor vidste jeg, at andre græsplejere også havde det”, fortæller Jesper Juul.

 

Traktorer fra Tyrol

Produktporteføljen hos DH Tools voksede langsomt, men solidt. Elektriske, frontmonterede rotorklippere fra Holland, elektriske zero-turn maskiner fra amerikanske Mean Green, skræntklippere. For halvandet års tid siden fik han så en ny import, der ser ud til at blive lidt af et hit. I det smukke Tyrol i Østrig ligger Lindner-fabrikken, som laver håndbyggede kompakttraktorer. En gammel, familieejet virksomhed, som kun laver 2200 traktorer om året. Hverken flere eller færre. Der skal være tid til at sikre den rigtige kvalitet i maskinerne.

”DH Muld er mit hovedselskab, og jeg er ikke afhængig af at sprøjte maskiner ud i stort antal. Derfor passer Lindner perfekt til DH Tools. Vi har begge tid til at fokusere og gøre tingene grundigt. I løbet af det første halvandet år har jeg solgt seks traktorer, men nu begynder rygtet om vores forhandling tilsyneladende at løbe. Så i år kommer vi til at sælge 10-15 traktorer”, siger Jesper Juul.

 

Lav vægt

”Lindner-køberne er typisk kommuner og andre, der vedligeholder fodboldbaner. Men naturligvis også kan anvende dem til andre formål. For eksempel til vintertjeneste. Lindner-traktorerne er meget kompakte og vejer næsten et tons mindre end konkurrenternes traktorer i samme størrelse. De har vario-gearkasse som standard, og den smalleste model er kun 1,75 meter. Det kan så øges ved at sætte et ekstra sæt hjul på”, forklarer muld- og maskinmanden i Ballerup.

DH Tools fokuserer specielt på tre Lindner-traktorer. Nemlig Lindner Lintrac 90, 110 og 130. De byder på henholdsvis 102, 110 og 130 hestekræfter.

”Traktorerne har Bosch-hydraulik, og Perkins leverer motorerne. L-drive og firehjulsstyring gør det nemt at køre en Lintrac, og traktoren kan i øvrigt leveres med både luftaffjedret førerhus og førersæde”, forklarer Jesper Juul.

 

Billedtekster:


1.

Jesper Juul kan levere de østrigske Lindner-traktorer i alle ral-farver og blank metallak.

2.

En gul og grøn Lindner Lintrac, som er blandt de første fra DH Tools i Ballerup.

3.

Da Jesper Juul ikke kunne finde importører af de maskiner, han ønskede, begyndte han selv at importere. Senest er de østrigske Lindner-traktorer kommet til.

4.

Lindner Lintrac-traktorerne tager også gerne en tjans om vinteren. Her på hjemmebane i Østrig.

 

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk