Artikel fra april 2022
Læs hele avisen

Første dumper blev Liebherr nummer 300 til M.J. Eriksson

11-04-2022
Del artikel på


Flere end halvdelen af maskinerne i entreprenørfirmaets store flåde er fra Liebherr

Danmarks største jordflytter, entreprenørfirmaet M.J. Eriksson, blev den første til at købe en Liebherr-dumper i Danmark. Liebherr har kun haft dumpere i produktprogrammet i fire år, og hidtil har koncernen koncentreret sig om at producere til tysktalende lande. Nu kom der så en til Danmark – og den snuppede M.J. Eriksson.

Ikke så underligt, for firmaet har hang til Liebherr. Faktisk har M.J. Eriksson og den danske Liebherr-forhandler, Johs. Møllers Maskiner A/S, netop markeret Liebherr-maskine nummer 300 til entreprenørfirmaet. Flere end halvdelen af maskinerne i Erikssons store flåde er faktisk Liebherr.

”Vi har haft et succesfuldt og tillidsfuldt samarbejde i over 40 år. Så det var den helt rigtige kunde, vi kunne levere den første Liebherr-dumper til i Danmark. Og så tilmed Liebherr-maskine nr. 300, som M.J. Eriksson har købt. Bedre kan tingene vist ikke gå op i en højere enhed”, siger Leif Rudebeck Petersen, direktør for Johs. Møllers Maskiner A/S.

Den nye TA 230 Litronic-dumper kommer til at tage en tørn med store projekter i både Danmark og Sydsverige. Den flytter op til 28 tons materiale pr. læs. Takket være en helt optimal transportbredde på under tre meter kan maskinen flyttes hurtigt og uden en omkostningstung specialtilladelse.

 

Indkøbene fortsætter

Efter leveringen af Liebherr nummer 300, har M.J. Eriksson købt yderligere ind, så firmaet nu er oppe på 314 gange Liebherr.

Jørgen Eriksson, administrerende direktør og ejer af M.J. Eriksson A/S, er imponeret over Liebherr-dumperens køreegenskaber og trækkraft.

”I Danmark og det sydlige Sverige er jordbundsforholdene ofte sandede og lerede. Men også under de mest vanskelige forhold og på skråninger demonstrerer maskinen enorm trækkraft, selv når den er fuldt lastet. Bedre end de andre maskiner i vores flåde”, siger Jørgen Eriksson.

De smukke ord er affødt af den optimale kombination af en kraftig motor, effektiv drivlinje og maksimal trækkraft. I maskinrummet ligger en sekscylindret 12 liters motor, som yder 360 hk. Det giver dumperen en tophastighed på 57 km/t og 16 km/t i bakgear. Drivlinjen består af en automatisk ottetrins powershift-transmission, som giver den optimale kraftoverførsel.

 

Førerkomfort og kørekomfort

M.J. Eriksson A/S er opmærksom på, at maskinførerne også skal tages i ed, når der anskaffes nyt materiel.

”Liebherr har integreret førerkomfort og teknisk kørekomfort i dumperen. Vores maskinførere er imponerede over den godt dimensionerede kabine. Forskudte trin giver sikker og nem adgang, og betjeningsgrejet er arrangeret overskueligt og intuitivt”, siger Martin Eriksson, som er projektleder hos M.J. Eriksson A/S.

”Støddæmpere på forakslen og det viskoelastiske leje ved kabinen absorberer optimalt de vibrationer, der opstår, og den lydtætte kabine reducerer støjniveauet til blot 72 dB. Det gør det muligt for maskinføreren at køre lange skift, uden at blive træt”, siger Martin Eriksson.

 

Bedst i Danmark

Hos Johs. Møllers Maskiner A/S glæder direktør Leif Rudebeck Petersen sig over det gode, mangeårige forhold til M.J. Eriksson A/S. Og ikke mindst, at entreprenørfirmaets topchef, Jørgen Eriksson, beskriver Liebherr-importørens service som ”den bedste i Danmark”.

”Jeg kan roligt sige, at vi ikke har handlet med andre kunder i J.M Erikssons kaliber i nu godt 40 år. Så det er en kompliment, som naturligvis gør os meget stolte”, siger Leif Rudebeck Petersen.

M.J. Eriksson A/S blev grundlagt i 1945. Med Jørgen Eriksson ved roret ledes den familiedrevne virksomhed nu af anden generation og beskæftiger omkring 700 medarbejdere fordelt på otte forskellige lokationer i Danmark og Sverige. Siden 2015 har M.J. Eriksson årligt genereret over to milliarder kroner.

 

Billedtekster:

1.

Nøglemedarbejdere fra M.J. Erikssons fejrede 40 års Liebherr-jubilæet og tillige Liebherr-maskine nummer 300 sammen med topfolk fra Liebherr. I midten entreprenørfirmaets topchef Jørgen Eriksson og projektleder Martin Eriksson

2.

Nye TA 230 Litronic i aktion for M.J. Eriksson. Maskinen er den første Liebherr-dumper i Danmark og tillige entreprenørfirmaets Liebherr nr. 300.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk