Artikel fra september 2020
Læs hele avisen

Første nye af sin art til at tage slæbet

04-10-2020



Johs. Møllers Maskiner har leveret den første Liebherr-slæbeskovlmaskine med Stage V-motor

Stor og effektiv, men stadig med respekt for miljøet. Den danske Liebherr-importør, Johs. Møllers Maskiner A/S, har netop leveret den første slæbeskovlkæmpe på 130 tons med ny Stage V-motor, som imødekommer miljøkravene om lav emission.

Maskinen har typenavnet HS8130.1, og den miljørigtige motor yder ikke færre end 775 hestekræfter.

Det er Roskilde Sten & Grus, der har købt maskinen, som nu er i fuld sving i den store grusgrav i udkanten af Roskilde. Maskinen vejer 130 tons, og det medvirker 33,8 tons kontravægt godt til.


”Vi havde i forvejen to slæbeskovlsmaskiner, men behov for en mere. Så vi hørte på en Liebherr og en maskine af et andet mærke. Liebherr-maskinen blev den foretrukne. Vi har store forventninger til, at vi kan spare virkelig meget på brændstofforbruget på den nye Liebherr i forhold til de ældre maskiner”, siger produktionschef Kim W. Østergaard hos Roskilde Sten & Grus.


Salgsdirektør Leif Rudebeck Petersen hos Johs. Møllers Maskiner A/S føler sig overbevist om, at Kim W. Østergaard ikke bliver skuffet.


”Den nye HS 8130.1 er en helt ny model og altså den første i Danmark med Stage 5-motor. Liebherr har altid været i front med lavt forbrug, når det kommer til brændstof. Roskilde Sten & Grus kommer formentlig til at bruge blot 30 til 35 liter i timen. Det er cirka halvdelen af, hvad mange ældre maskiner bruger”, siger Leif Rudebeck Petersen.


Der er også garanti for aktivitet i grusgraven, når kæmpen begynder at røre på sig med 32 meter udlægger. Skovlen har et rumindhold på 4,5 kubikmeter.

Johs. Møllers Maskiner har i øvrigt også for nylig været omkring Roskilde Grusgrav med andet Liebherr-materiel i den tunge kategori. Råstofvirksomheden har også anskaffet to nye gummigeder og en ny gravemaskine. Alle i sværvægtsklassen.


”Vi har netop fået en ny L 586 XPower gummiged. Sådan en havde Johs. Møllers Maskiner allerede leveret til os i forvejen, og den kørte supergodt. Derfor besluttede vi at købe en mere, som nu erstatter en ældre gummiged af et andet mærke. Vi har i alt 11 gummigeder, og Liebherr-maskinerne holder sig på et gennemsnitligt dieselforbrug på 18,6 liter i timen. Det er rigtig godt”, siger Kim W. Østergaard.


Han har tillige taget imod en ny Liebherr R 956 Litronic gravemaskine.

Hver af gummigederne vejer 32 tons, mens gravemaskinen godt og vel runder de 50 tons. Dermed er det blevet til i omegnen af 250 tons Liebherr-isenkram til Roskilde Sten & Grus inden for kort tid.  

 

   

Billedtekster:

 

1.

Nyt isenkram i den store størrelse direkte fra Liebherr-fabrikken til Roskilde Sten & Grus. Johs. Møllers Maskiner A/S har leveret det første eksemplar af den nye slæbeskovlmaskine HS 8130.1 med Stage 5-motor.

 

2.

Udlæggeren er 32 meter, og skovlen på Liebherr HS 8130.1 rummer 4,5 kubikmeter.Produktionschef Kim W. Østergaard ved den 130 tons tunge slæbeskovlsmaskine hos Roskilde Sten & Grus. Bag på maskinen hænger 33,8 tons ballastklodser.

 

3.

Produktionschef Kim Østergaard hos Roskilde Sten & Grus med 130 tons ny slæbeskovlmaskine. Alene kontravægten vejer 33,8 tons.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk