Artikel fra april 2020
Læs hele avisen

Fornem hæder til ny Deere-greenklipper

06-05-2020
Del artikel på

John Deere 2750 PrecisionCut har fået den amerikanske AE50 Award for innovativt teknisk design

Den har dårligt sat knivene i de første greens, før stjernestøvet drysser ned over den i form af en fornem amerikansk pris for teknologi og design. John Deeres nye greenklipper 2750 PrecisionCut er blevet hædret med prisen AE50 Award, som uddeles af den internationale organisation American Society of Agricultural & Biological Engineers. I daglig tale og lidt nemmere: ASABE.

Hæderen glæder, men undrer ikke Jan Schønberg, der er territory manager for Danmark. Han bemærker nemlig, at John Deere har gjort præcis det eneste rigtige: Lyttet til kunderne.


”Vores udviklere har været dygtige til at holde dialog med kunderne og brugerne gennem mange år. Nu har det resulteret i en ny greenklipper, hvor nogle få, enkle detaljer virkelig er afgørende for arbejdet i det daglige. Mange greenkeepere efterlyste græskasser, der er nemmere at tage af for tømning og sætte på igen. Det har konstruktørerne så efterkommet. I virkeligheden ser jeg græskasserne som en af de vigtigste nyheder ved maskinen”, siger Jan Schønberg.

 

Klippekvalitet og lydniveau

Foruden den nemmere adgang til tømning, peger landechefen på yderligere to elementer ved den nye 2750 PrecisionCut.


”Det er to elementer, der er vanskeligere at beskrive. De skal opleves under klipning ude på green. Nemlig en helt fantastisk klippekvalitet og et særdeles lavt lydniveau. Men jeg er nu også sikker på, at greenkeeperne og deres chefer rundt om i golfklubberne også vil sætte pris på den elektroniske styring af motoren og Eco Mode-indstillingen. Den reducerer automatisk motoromdrejningerne under klipningen, og det sparer brændstof. Faktisk op til 30 procent”, siger Jan Schønberg.


John Deere 2750 PrecisionCut har en klippebredde på 157 cm og klipper ved en hastighed op til 9,7 km/t.

 

Kontrol med klipningen

Netop fordi John Deere udvikler ud fra kundernes behov, kan der også være brug for at indføre visse begrænsninger for de enkelte maskinførere. Derfor er klipperne udstyret med TechControl-systemet, som er beskyttet med en adgangskode.


Det giver driftsledere, chefgreenkeepere, serviceteknikere og andre betroede adgang til at lægge kommandoer ind, som kontrollerer stort set alt omkring maskinførerens arbejdspræstation. Det inkluderer klippefrekvens, vendehastighed, oprydningsrundens hastighed, og hvor hurtigt klippeleddene kan løftes og sænkes. Dermed er dagens klipperesultat på greens ikke afhængig af den menige greenkeepers aktuelle humør, og om ægtefællen og hunden har været på tværs fra morgenstunden.

 


Billedtekst:

 

Næppe var John Deere 2750 PrecisionCut kommet på green, før den blev hædret med den amerikanske AE50 Award for teknologi og design.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk