Artikel fra december 2021
Læs hele avisen

Fuldstændigt styr på geden

07-12-2021


Jysk entreprenør har eftermonteret Topcon 3D-maskinstyring på en gummiged

Når der er styr på gravemaskinerne, bør der også være styr på gummigeden. Det mener Kent Laursen, som er direktør for entreprenørfirmaet Ejvind Laursen A/S i Hedensted. Derfor har  han lagt sig i front med digitaliseringen og som en af de første fået Scantruck A/S til at eftermontere 3D-maskinstyring på en læssemaskine.

”Vi har vist altid været lidt bagud med GPS og maskinstyring. Når vi så kommer på omgangshøjde, så er vi ikke til at standse igen”, konstaterer Kent Laursen.

”Der er ikke mange, der har avanceret maskinstyring på læssemaskiner. Som regel er det noget, man forbinder med gravemaskiner. Men lige som på gravemaskinerne, er det en udvikling fra at gå foran gummigeden med en laser og i stedet få al information til arbejdet med afretning fra en satellit”, konstaterer key account manager Poul Erik Nielsen hos Scantruck.

”Vi har fået 3D Topcon-maskinstyring på en Komatsu WA320-8-læsser, som vi købte hos Scantruck for et års tid siden. Jeg kunne hurtigt se, at maskinstyringen gør maskinen mere effektiv. Maskinføreren véd altid, hvor han er, og han kan også følge de andre maskiner med maskinstyring på pladsen”, siger Kent Laursen.

 

Erfaren maskinfører

Det er alt andet end en nybegynder, der nu har fået 3D-styring på sin maskine hos Hedensted-firmaet. Kaj Jensen har været ansat hos Ejvind Laursen A/S så længe, at han måske rettelig burde flyttes fra medarbejderlisten til fortegnelsen over fast inventar.

”Jeg startede i firmaet i 1979, og siden 2005 har jeg kørt gummiged. Derfor har jeg da også set en del udvikling i årenes løb, og maskinstyringen er absolut med til at gøre både maskinen og mig mere effektive i det det daglige arbejde”, siger Kaj Jensen.

”Alt kommer jo ind i systemet via GPS, og når programmet er i systemet, er det bare om at køre. Det sparer helt klart meget afsætning”, vurderer maskinføreren.

Scantrucks maskinstyringsspecialister har forsynet masser af gravemaskiner med den avancerede teknik, men Komatsu WA320’eren hos Ejvind Laursen A/S er den første læssermaskine, de har forsynet med 3D-maskinstyring.   


Billedtekster:

1.

Kaj Jensens Komatsu WA320 har fået Topcon-antenne på som den første Komatsu-læssemaskine fra Scantruck. 3D-maskinstyringen har øget gummigedens effektivitet.

2.

Maskinfører Kaj Jensen på plads ved skærmen i kabinen på Komatsu-læssemaskinen. Når programmet er i systemet, er det bare om at køre.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk