Artikel fra september 2020
Læs hele avisen

God idé med ny forhandler 1250 km længere sydpå

07-10-2020
Del artikel på





Bay Christensen A/S mærker stor interesse for små knusere og sorterere fra Evoquip

Det skete ikke ofte, at den tidligere forhandler af Evoquip-anlæg bad potentielle danske kunder om lige at kigge ind og tage et kik på varerne. Det skete faktisk slet ikke. Måske fordi forhandleren havde adresse i Skorped, som ligger vest for Örnsköldsvik i det nordlige Sverige.


Siden Bay Christensen A/S i Rønnede på det sydøstlige Sjælland i starten af året overtog import og forhandling for Danmark, er interessen for de nordirske knusere og sortere steget markant. Men det er også blevet omkring 1250 kilometer nemmere for danske kunder lige at kigge ind.


”Et svensk firma havde importen også for Danmark, men der skete ikke rigtig noget på det danske marked. Så tog Evoquip-fabrikken kontakt til Bay Christensen A/S, og selv om det er et vanskeligt marked med flere gamle spillere, så mærker vi stor interesse. Det er en klar styrke, at Evoquip skiller sig ud med små sorterere og små knusere, hvor hovedparten af de andre har store maskiner”, vurderer Lasse Bygaard. Han er Bay Christensens Evoquip-specialist og betragter de grønne nordirere som sit produkt.

 

”Gør det selv”

”Da vi fik importen af Evoquip, var jeg værkfører hos Bay Christensen. Jeg kunne se, at der skulle lidt ekstra til overfor kunderne, hvis man virkelig ville noget med knusere og sorterere. Så jeg spurgte Mathias Friderichsen, som er en af vores tre ejere, hvorfor man ikke fandt en tekniker som frontmand på Evoquip. Mathias svarede mig, at så kunne jeg jo selv gøre det. Det lod jeg mig kun sige én gang”, fortæller Lasse Bygaard.


Evoquip laver knusere og sortere fra 3300 kg til godt 34 tons. Lasse Bygaard er ikke i tvivl om, at Bay Christensens marked hovedsagelig ligger på de små og mellemstore maskiner, som appellerer til såvel små som store entreprenører, nedbrydningsfirmaer, genbrugsvirksomheder og såmænd også anlægsgartnere. De små knusere og sortere er nemme at transportere og derfor ideelle til at klare behandling af materialer på stedet, hvor der brydes ned eller fjernes gammel belægning.

 

Erfaren maskinmand

Bay Christensen A/S har import og forhandling af Evoquip for hele Danmark – også Færøerne i Nordatlanten. Indtil videre er det hovedsagelig blevet til salg af maskiner på Sjælland, men Lasse Bygaard er fortrøstningsfuld. Den 33-årige sælger kender entreprenørbranchen indgående og har både kørt i og skruet i alle typer maskiner.


”Jeg var faktisk i lære hos Bay & Sivertsen i Sorø og kom siden til Johs. Mertz, hvor jeg kørte ude som mekaniker i 10 år. Derefter rykkede jeg til Bay Christensen A/S som værkfører, indtil jeg fik den nye Evoquip-verden at boltre mig i som sælger”, fortæller han.


Det er den amerikanske gigant Terex, der står bag Evoquip. Terex-koncernen laver også det tunge grej fra Finlay, som i Danmark håndteres af Meldgaard Handel i Aabenraa. Evoquip blev sat i verden fordi, Terex også ønskede at være med på kompakte, mobile knusere og sortereværker i den lidt lettere ende. Foruden sorterere, kæbeknusere og slagleknusere, har Evoquip også stackere på produktionsplanen.

  

Billedtekster:

 

1.

Det er blevet noget nemmere lige at svinge forbi og kigge på Evoquip-maskiner, siden importen og forhandlingen rykkede 1250 sydpå til Rønnede. Her er Evoquip-manden Lasse Bygaard klar ti at vise frem hos Bay Christensen A/S.

 

2.

Maskinhandler og medejer af Bay Christensen A/S, Mathias Friderichsen (til højre), får en introduktion til de grønne nordirere af firmaets Evoquip-specialist, Lasse Bygaard.

 

3.

Lasse Bygaard med kæbeknuseren Bison 120, som er en af Evoquips storsællerter. Den 12 tunge maskine kan fjernstyres og er nem at rulle op på en maskintransport.

 

4.

Lasse Bygaard præsenterer sortereren Harrier 220, en fiks lille sag på blot 3300 kg, men med dobbelt sigteplan.

 

5.

NPK er andet og mere end gødning. Det er også en af de store producenter af hydraulisk grej til gravemaskiner. Bay Christensen A/S har importeret og forhandlet nedrivningsgrabbe, hydrauliske hamre, betonsakse og -knusere samt andre produkter fra den japanske fabrik i mange år. Nu hører produktområdet under Lasse Bygaard.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk