Artikel fra februar 2021
Læs hele avisen

Hattrick med Keestrack

25-03-2021
Del artikel på




Entreprenør Kim Vind nappede lige en dieselelektrisk knuser mere hos TMS-Imex

Indtil videre er det blevet til alle-gode-gange-tre for den vestjyske entreprenør Kim Vind og belgiske Keestrack-knusere. Kim Vind har netop scoret Keestrack-hattrick med knuser nummer tre, og et og andet tyder på, at han er ganske godt tilfreds med de store maskiner. Knuser nummer to var lige som den første, men i opdateret dieselelektrisk version. Nummer tre er nøjagtig magen til nummer to.

”Det er ikke planen, at vi skal køre med tre knusere. To er nok, og derfor skal den første i Keestrack-rækken sælges. Den er en Keestrack Destroyer 1113, som har gjort det rigtig godt. Nu har den kørt 6500 timer, og så vil jeg gerne have nyt grej ind”, fortæller Kim Vind.

Det nye grej blev så en Keestrack R5e, hvor det lille ”e” fortæller, at maskinen er dieselelektrisk. Den nye i familien byder ikke på de store overraskelser. Som nævnt, er den nøjagtig som den knuser, Kim Vind senest købte for et par år siden hos den danske Keestrack-importør, TNS-Imex i Løgumkloster, Thomas Sørensen.

 

Markant løft

”Vi har virkelig kunnet mærke et markant løft fra den dieselhydrauliske maskine til de nye dieselektriske. Af ydre ligner de hinanden, men der er mere ydelse i de nye R5e-knusere, som tillige er noget mindre tørstige. Vi har en god brændstofbesparelse på R5e i forhold til 1113’eren”, siger Kim Vind.

Den nye Keestrack hos Kim Vind Maskinstation & Entreprenør har i første omgang lagt vejen omkring Sønder Omme, hvor den med stor effektivitet forvandler braksten til stabilgrus. Derefter sætter den kursen en snes kilometer mod nord til Troldhede, hvor en entreprenør venter på at få knust en solid portion beton og tegl.

For TNS-Imex har netop den dieselelektriske R5e været lidt af et hit fra den belgiske producent. Foruden maskinerne til Kim Vind, har Thomas Sørensen været rundt med R5e’ere til entreprenører flere andre steder i landet.

 

Billedtekster:

 

1.

En helt ny Keestrack R5 med det lille, grønne ”e” som markering af, at der er tale om en dieselelektrisk maskine, i sving hos Kim Vind.

2.

Normalt producerer Keestrack-knuserne hos Kim Vind et par hundrede tons i timen, afhængig af hvilke materialer, de fodres med, og hvilken fraktion der knuses i.

 

3.

Det er Liebherr, der sørger for at fodre og køre fra, når Kim Vinds folk sætter Keestrack-knuserne i gang.

 

4.

Gravemaskinen hælder i, og den nye Keestrack R5e-knuser spytter ud i en lind strøm.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk