Artikel fra september 2021
Læs hele avisen

Have & Landskab nåede den magiske grænse

07-09-2021
Del artikel på




10.220 besøgte den grønne messe i Slagelse

I mange år var ambitionen for arrangørerne af Have & Landskab i Slagelse at få besøgstallet over 10.000. Det kom det, og derefter er det måske lidt vanskeligt at definere næste mål for en besøgsrekord. Under alle omstændigheder blev der ikke slået rekorder med Have & Landskab 2021, men den magiske grænse på 10.000 blev igen nået.

”10.220 besøgte messen, og i corona-tider synes jeg, at det er rigtig flot”, fastslår direktør Bent Tangemann fra Vermeer Danmark, som er brancheforeningen Maskinleverandørernes nye tovholder på messen. Maskinleverandørerne sektion Park, Vej & Anlæg er arrangør af Have & Landskab sammen med Danske Anlægsgartnere, Danske Planteskoler og Københavns Universitets Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.

 

Højt niveau

”Jeg oplevede tydeligt, at både udstillere og gæster var glade for at komme ud og se og høre nyt fra den grønne branche igen. Alle har jo savnet at røre ved maskiner og sparke til dæk i corona-tiden. Vi fik en rigtig flot messe på et højt professionelt niveau, både når det gælder de besøgende fagfolk og udstillernes flotte stande”, siger Bent Tangemann.

Det var hans debut som repræsentant for Maskinleverandørerne Park, Vej & Anlæg i messeledelsen. Og det blev en rolig og afslappet debut.

”Jeg er jo ny mand for Maskinleverandørerne, hvor jeg tager over efter Niels Kirkegaard. Det er ham, der har taget slæbet for maskinfolkene. Jeg er bare kommet til, da Niels Kirkegaard havde kørt vognen helt frem til porten, hvorefter jeg kørte den ind. Det bliver først næste gang, jeg rigtig kommer i sving”, siger Bent Tangemann.

 

20 fodboldbaner

De 10.220 besøgende havde mulighed for at besøge 248 udstillere på det 14 hektar store udstillingsareal ved landbrugs- og gartnerskolen Jernbjerggården ved Slagelse. Det svarer til rundt regnet 20 fodboldbaner. Eller 2016 badmintonbaner, hvis man er mere til fjerbolde. 

I forhold til de fleste andre arrangører af store begivenheder fusker Have & Landskab i øvrigt omvendt med besøgstallet. Mange andre steder ville antallet af gæster have været en del over de 10.220. Men grønne folk er ærlige folk, og samtlige 10.220 er såkaldt unikke besøgende.

Det betyder, at alle er scannet ved indgangene, men kun én gang. Hvis nogen er kommet to eller alle tre dage på udstillingen, tæller de stadig kun én gang. Samtidig har udstillingen ikke talt ansatte med og heller ikke de 1938 personer, der hentede billet, fordi de er tilknyttet en udstiller.

 

Billedtekster:

1.

Flag, maskiner og igen på den rigtige side af de 10.000 besøgende. Næste Have & Landskab følger i 2023.

2.

Scanningen af adgangsbilletterne gik gelinde ved messens tre indgange.

3.

Sultne messegæster i kø. Udstillingsleder Dina Overgaard har efterfølgende betegnet madsituationen som ”på mange områder uacceptabel med lange køer”. Og varslet, at det bliver et indsatsområde til næste Have & Landskab om to år.

4.

Maskinleverandørernes mand i ledelsen af Have & Landskab, Bent Tangemann, er direktør for Vermeer Danmark – og var selv på skovtur med materiel.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk