JCB graver elektrisk

28-03-2019



Den første fuldt elektriske gravemaskine 19C-1E er en realitet efter lanceringen som prototype for et år siden

Det var med besked om at væbne sig med lidt tålmodighed til importørerne og forhandlerne rundt om i verden, da JCB for ret præcist et år siden lancerede fabrikkens første fuldt elektriske gravemaskine. Det skete ved et stort, internationalt pressearrangement i JCB-hovedkvarteret i England. Nu er den nye el-maskine klar til at grave ude i det virkelige liv.

JCB har netop lanceret to-tons minigraveren 19C-1E på et stort arrangement for udlejningsbranchen i Coventry i England og hos den amerikanske udlejnings-organisation ARA i Californien. Maskinens design er baseret på diesel-fætteren 19C-1, og den elektriske version lever helt op til diesel-maskinens normer. Tillige rummer den batteridrevne maskine så yderligere kvaliteter, fordi den problemfrit kan køre indendørs og i byområder og lavemissionszoner samt i støjfølsomme områder.

JCB fortæller, at maskinen har samme grave-kvaliteter som diesel-versionen. Den hydrauliske ydelse er den samme, og så er der altså ingen CO2-dunst. Maskinen fås med to forskellige batteripakker. Begge er 48V mangan-litium-ion. Dels en pakke med 14,8 kWh med tre lithium-ion batterier, eller en 19,8 kWh-version med fire lithium-ion batterier.

 

Lader natten over

Maskinen har indbygget batterioplader til enten 230 V eller 400-480 V. Ladetiden med den indbyggede lader ved 230 V er på otte timer, så maskinen kan lade natten over og være klar til nye opgaver næste arbejdsdag. Det er også muligt at bruge en ekstern oplader, som hiver de 400-480 V fra en tre-faset strømforsyning. Dermed ryger ladetiden ned på blot et par timer.

Med pakken med tre batterier har 19C-1E en driftstid på fire timer ved intensivt arbejde. Hvis man vælger den større pakke med fire batterier, er der til fem timers intensivt arbejde. Driftstiden på fire-fem timer rækker til en normal arbejdsdag baseret på gennemsnits-profiler for gravemaskinerne, fortæller JCB.

Når maskinen er tændt, men i stand-by position, er der batterikapacitet til 120 timer.

 

Danske forventninger

Hos den danske JCB-importør, Nicolaisen & Larsen A/S, har markedschef Dennis Faurby store forventninger til den nye el-maskine. Han var blandt de allerførste til at se prototypen, da den blev præsenteret sidste forår i England. Nu glæder han sig over, at maskinen er i produktion og meget tæt på at ramme Danmark.

”Jeg regner med, at vi får den første 19C-1E inden for cirka 14 dage. Der bliver tale om en maskine, som vi skal dele med vores svenske importør-kollega og teste i en periode. Derefter ryger proppen af, og det véd jeg, at også flere firmaer inden for udlejningsbranchen glæder sig til. Allerede siden, vi kunne fortælle om, at en elektrisk minigraver var på vej, har vi været i dialog med flere danske udlejere, som har vist stor interesse”, siger Dennis Faurby.

 

Nul støj og røg

”Batteridrift er naturligvis det helt rigtigt specielt til arbejde i større byer, hvor støj og røg virkelig er i fokus. Jo mindre udstødning og larm, jo bedre. Nu får vi så en emissionsfri gravemaskine, som stort set ikke siger noget. Samtidig skal de fremtidige ejere af 19C-1E ikke spekulere over motorolie, kølemiddel eller diesel i tanken. Det gør det hele både nemmere og billigere”, siger Dennis Faurby.

”Når JCB nu bliver elektrisk, er det naturligvis samtidig en kæmpefordel, at det sker med effektive batteripakker og ikke en løsning, der er afhængig af ekstern forsyning. Så vi får en maskine, der er uden besværlige ledninger, men som faktisk kan klare sig selv, blot den får en stikkontakt natten over”, siger markedschef Dennis Faurby hos Nicolaisen & Larsen A/S.

 

Billedtekster:

1.

Sådan præsenterede JCB den nye elektriske to-tons minigraver for et år siden. Det var en prototype, som både importører og Maskin- & Materiel Magasinet samt den øvrige internationale fagpresse fik lejlighed til at tage i øjesyn. Nu er maskinen i produktion og tæt på at gøre sin ankomst også i Danmark.

2.

Indendørs nedbrydningsarbejde bliver en af de specialiteter, hvor JCB 19E-1E vil byde sig til uden udstødning og støj.

3.

Oprindelig kaldte JCB den elektriske minigraver for E-Tec. Det seneste års tid er udnyttet til at finpudse alt – også navnet, som nu er JCB 19E-1E.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 86 80 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk