JMM hjem fra Bauma med helt ny serie gravemaskiner

15-05-2019
Del artikel på




Liebherr var igen kongen af Bauma med gigantisk stand, 2000 medarbejdere i sving hver dag og nyheder i alle kategorier

Optimismen bobler hos den danske Liebherr-importør og -forhandler, JMM Group, med afdelinger i Horsens og Rønnede, efter et Bauma 2019, hvor maskinmærket igen markerede sig som udstillingens absolutte konge. Liebherr har skabt tradition for at være størst og med de største maskiner på verdens største entreprenørmesse. 2019-udgaven blev ingen undtagelse.

”Liebherr stillede op på Bauma i fuld styrke over hele linjen. Der kommer hele tiden nye produkter, som vi også kan præsentere i Danmark. Nye teknologier, fremtidens styringer, køre-assistentsystemer og masser af teknologier for planlægningssystemer. Der er en stadig voldsom udvikling for både Liebherr-koncernen og for produkterne, som kun kan fylde os med optimisme, også i Danmark”, siger Hans Holm, direktør for JMM-Group A/S.

Liebherr har ikke en stand på Bauma. Liebherr har en hel Liebherr-by. Hver dagen i hele Bauma-ugen var den befolket af i gennemsnit godt 2000 Liebherr-folk, som tog imod tusinder og atter tusinder af besøgende. Liebherr bredte sig over et område på 14.400 kvadratmeter, og storheden på messen matcher fint den aktuelle situation for maskinkæmpen.

 

Også udfordringer

”Worldwide har Liebherr godt 46.000 ansatte. I 2018 havde koncernen en omsætning på 80 milliarder kroner. Og som Bauma-gæsterne kunne forvisse sig om, er der fuld gang i udviklingen af nye maskiner med nye teknologier”, siger Hans Holm.

Den danske direktør lægger ikke skjul på, at der også er udfordringer, selv om det går forrygende.

”En af udfordringerne er fortsat lange leveringstider på nye ordrer, som vi ikke har kunnet forud-disponere til danske kunder. Ikke fordi Liebherr-fabrikkerne ikke har øget produktionen. Det har de. Men fordi det fortsat går rigtig stærkt i Europa”, siger Hans Holm.

 

Ny generation

Blandt de vigtigste Liebherr-nyheder på Liebherr standen var den helt nye serie af Generation 8 larvebånds-gravemaskiner. En komplet serie fra Liebherr R922 til R945, som afløser de eksisterende modeller i disse klasser fra 22 til 45 tons. Netop disse modeller er blandt hovedprodukterne for den danske importør med afdelinger i Horsens og Rønnede.

”Det var også inden for segmentet af gravemaskiner på larvebånd, vi lavede vores største handler med danske kunder på Bauma. Det betyder, at et større antal maskiner i den nye serie nu kommer til Danmark senere i 2019”, siger Hans Holm.

I det nye Generation 8-segmenet præsenterede Liebherr også en ny PR 736-dozer.

 

Liebherr klar med el

Serien af Liebherr-teleskoplæssere var blevet opdateret til Bauma og rummer nu maskiner med rækkevidder fra seks til 10 meter. Teleskoplæsserne sigter især mod byggesektoren og virksomheder med materialehåndtering.

Også inden for andre maskintyper er Liebherr med på vognen med miljørigtige el-modeller. Blandt andet præsenterede koncernen en ny LH 26 industrimaskine, som dog ikke er på batterier, men forsynes via kabel. Det samme er tilfældet for den større materialehåndteringsmaskine LH 110, og også et af de store blikfang på Bauma, Liebherrs gigantiske mine-gravemaskine, er gået el-vejen.

 

Billedtekster:

1.

Der blev kigget op, der blev kigget ned. Liebherr-gæsterne kiggede i alle retninger på Bauma, og overalt var der maskiner at se på messestanden, som mere havde karakter af en egentlig Liebherr-by.

2.

Klar til emissionsfri gravning også i miner. Den store Liebherr-gravemaskine er el-drevet. Syv dage med tusindvis af gæster i ”Liebherr-byen” på Bauma.

3.

Liebherr er den største udstiller på verdens største entreprenørmesse og betragtes også af konkurrenter lidt som kongen af Bauma.

4.

Som dansk Liebherr-importør og -forhandler var JMM-Group også talstærkt repræsenteret på Bauma.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk